Portrætfilm er det nye guld i dokumentarverdenen, og det naturligvis især, når emnet er en genkendelig og afholdt superstjerne.
Det er en slidstærk genre på Sundance-festivalen, der alene de seneste år har programsat film om Robin Williams, Taylor Swift, Kanye West, Little Richard og Michael J. Fox for blot at nævne nogle stykker.
Filmen om sidstnævnte, Still: A Michael J. Fox Movie, føles som en meget direkte forløber for dette års kendisportræt, Super/Man: The Christopher Reeve Story.
Den handler nemlig om skuespilleren bag Hollywoods første store Superman, der blev lam fra nakken og ned efter en rideulykke.
De to mænds historier flugter hinanden på flere punkter. De opnåede begge enorm succes i en ung alder, løb Hollywood-hornene af sig og stiftede familie, blev ramt af livsforandrende helbredsproblemer og viede resten af deres liv til at skaffe opmærksomhed og midler til medicinsk forskning.
Men naturligvis er de også vidt forskellige bekendtskaber, og da Christopher Reeve døde i 2004, kan han ikke selv være vært for historien om sit liv.
I stedet får vi interviews og arkivoptagelser med børn, venner og bekendte, og vi møder Christopher Reeve som familiefar, håbefuld skuespiller, sexikon og ikke mindst som Superman.
Hovedrollen i Hollywoods første superhelte-blockbuster kom til at definere hans karriere på godt og ondt. Allerede inden hans audition advarede venner ham mod at sælge sig selv til popcornunderholdning.
Christopher Reeve havde et anstrengt forhold til sin strikse akademikerfar, der dog åbnede en flaske champagne, da han fik gennembrudsrollen.
Han troede nemlig, at hans søn skulle spille med i en nyopsætning af Bernard Shaws teaterstykke Man and Superman. Da han forstod, at det i stedet gjaldt kulørt underholdning, fik piben en anden lyd.
Instruktørerne Ian Bonhôte og Peter Ettedgui er kendt for dokumentarerne McQueen, om den engelske modedesigner Lee Alexander McQueen, og Rising Phoenix, om de Paralympiske Lege. De holder en stram struktur i fortællingen og lader Christopher Reeve komme til orde med uddrag fra hans selvbiografier.
En visuel rød tråd er en 3D-skulptur af Christopher Reeve, der flyver gennem et farverigt verdensrum, af og til dækket af grønne krystaller som kryptonit.
Selv om Christopher Reeve længtes efter at vise sit værd som seriøs skuespiller, undslap han aldrig gennembrudsrollen. Hans andre filmroller blev mødt med skuldertræk af både kritikere og publikum.
”Da jeg var ti år gammel, var min far nødt til at lave ugentlige tv-film for at betale regningerne,” siger sønnen Matthew Reeve på et tidspunkt.
Glansrollen vejede om muligt endnu tungere, da den begyndte at klinge ironisk efter det tragiske uheld, der gjorde ham multihandicappet.
Rideulykken markerer et naturligt før og efter i filmen, som den gjorde det i Reeve-familiens liv. Og det er, når instruktørerne fokuserer på konsekvenserne for familien, at Super/Man er allermest rørende.
Da han vågner omringet af bippende maskiner og med en ventilator til at trække vejret for sig, bebrejdede han sig selv. Og han foreslog sin hustru, skuespilleren og sangeren Dana, at det måske var på tide at give slip på ham.
”Du er stadig dig. Og jeg elsker dig,” svarede hun.
Dana fremstår som en ubetinget helgen, der støtter Christopher Reeve og går forrest i kampen for at skaffe midler til hans fond, imens hun holder sammen på en familie bestående af deres barn og to fra ægtemandens tidligere ægteskab.
En af de mest rørende tråde er Christopher Reeves venskab med Robin Williams, der var hans sambo på skuespilskolen i New York i 70’erne, og som støttede ham hele livet – især efter ulykken.
Robin Williams og hans hustru arrangerede en barbecuefest hos Reeve-familien for at vende et mørkt minde til et lykkeligt. ”Jeg har altid ment, at hvis ikke Christopher var død, ville vi stadig have Robin her i dag,” siger skuespilleren Glenn Close i et interview.
Dana Reeve blev selv diagnosticeret med lungekræft kort efter sin mands bortgang og døde halvandet år efter, kun 44 år gammel.
”Jeg har været alene lige siden,” siger deres søn William Reeve hen mod slutningen af filmen, mens halvdelen af salen snøfter. Han dukkede selv op til en Q&A efter verdenspremieren og gav et knus til en handicappet kvinde, der dårligt nok kunne stille et spørgsmål.
Dokumentaren om Christopher Reeve er en ubetinget tåreperser. Men det er også en opløftende film om at holde modet højt, når verden går én imod.
Kommentarer