Sygeplejeskolen – sæson 5

Som sild i en tønde står eleverne stuvet sammen i den renskurede hospitalsgang og smiler, som skulle de have taget årgangsbilleder.

Her starter dagen med morgensang, mens solen idyllisk skinner ind ad ruderne bag dem til tonerne af Nu titte til hinanden.

Den strikse fru Madsen er dog ikke helt tilfreds. Hun har øvet og øvet med dem, og alligevel synes hun ikke, at de kan finde ud af at synge i kor.

”Hende den skrappe med brillerne,” kalder håndværkerne hende, når hun stiller sig i vejen for deres renovering af hospitalet.

Sygeplejeskolen følger hverdagen for elever og ansatte ved skolehospitalet Fredenslund, som bryster sig af nye redskaber, eksperimenterer med usete måder at opbevare donorblod og tillader mandlige sygeplejere, selv om man i de omvæltende 1950’ere endnu anså det som et kvindefag.

Benedikte Hansens regelrette, men sympatiske forstander Lund, der er primus motor for hospitalets progressive retning, skal på udlandsophold med WHO.

Det kræver en afløser, som hun sætter sig for at finde, men så dukker en gammel flamme op. Nu må hun vælge mellem sommerfugle i maven og det næste trin i karrieren.

Imidlertid er alt ikke en dans på roser for overlæge Neergaard (Jens Jørn Spottag) og hustruen Nina (Katrine Greis-Rosenthal), selv om de er blevet genforenet efter en krise i ægteskabet. Hun er gravid med en anden mands barn, og alle indblandede er nervøse for at blive afsløret.

”Det tænder og slukker, når du åbner og lukker,” siger Kasper Dalsgaards muntre Ole og imiterer drilsk kæresten Annas far, der er begejstret for det revolutionerende redskab, han har investeret i, nemlig et køleskab.

Molly Egelind er fremragende som rebelske Anna, men noget tyder på, at hun er moden til større udfordringer.

I Sygeplejeskolen får skuespilleren med de udtryksfulde øjne hverken frit lejde til at slå sig løs med komedie eller drama, men sidder fast mellem to stole.

Anna keder sig nu, hvor kavaleren arbejder for faren og ikke længere er en spændende musiker, der spiller trompet i røgfyldte beværtninger til langt ud på natten.

På trods af persongalleriets mange sidefortællinger kommer de nogle gange i anden række. Som i første afsnit, hvor komplikationer opstår under en operation, og patientens højgravide kone spontant føder i venteværelset.

Ikke desto mindre er stemningen aldrig for trykket til, at en pudseløjerlig figur kan løfte stemningen. Som når Jesper Groths kejtede Bjørn klodset slår Marie (Andrea Heick Gadeberg) på skulderen, fordi han er bange for at flirte.

”Så var det heller ikke sjovere,” afbryder fru Madsen dem, når de for en gangs skyld griner lidt sammen og ikke blot sender lange, længselsfulde blikke efter hinanden.

Intriger blandt ansatte, kønsnormer og politisk opbakning til både hospitalets og uddannelsens eksperimenter, der prægede de første sæsoner af serien, træder nu i baggrunden. Forfatterne synes mere optaget af parforholdsdrama og ægteskabsmægleri blandt personerne.

Men seriens format er ikke modigt nok til en nuanceret behandling af kærligheden, som tilsyneladende vokser vildt på hospitalsgangene.

Efter to afsnit er det heller ikke blevet kimen til en dybere behandling af faderskab i efterkrigstiden, når lægen Christian Friis glimtvis åbner op om det svære forhold til faren, som var ”gavmild med tyggegummi, men nærig med komplimenter”.

Grundlæggende kritiserer serien tidens tilknappethed og kønsopdelte samfund, hvor mænd ikke må vise følelser og kvinders fremtid afhænger af ægteskabets tryghed.

Men så travlt som den har med at parre de medvirkende på kryds og tværs, kunne noget tyde på, at forfatterne er ved at løbe tør for idéer.

Stemningen i Sygeplejeskolen er som altid præget af tidens økonomiske opsving, jazzmusik og strikse kønsnormer. Det er et fremragende bagtæppe for et ulmende oprør mod status quo, som dog indtil videre overskygges af hjertekvaler.

Forhåbentlig løfter serien sig i sæsonens resterende afsnit.