I 1980’erne kunne man støde på en fredsaktivist eller en fortaler for et opgør med tortur på verdensplan på Kultorvet i København eller ved Aarhus Å. De spurgte dedikeret, om man ikke ville støtte deres sag.
Men pludselig ændrede billedet sig.
De såkaldte ”facere” dukkede op. Det var studerende, som var ansat. Og de var bedøvende ligeglade med sagen, bare man hostede op. Og de var på en gang irriterende, pågående, insisterende – og tog aldrig et nej for et nej.
Det var iskold business.
Dokumentarserien om udviklingen i den amerikanske telemarketingbranche, Telemarketers, handler om præcis den udvikling. Men her er der bare endnu mere knald på forretningsmodellen. Den er dybt uetisk fra starten og ender som det rene svindel.
En ung mand, Sam, gad ikke tage en uddannelse og fik i stedet et job i et call-center. Fra første dag lavede han små, grynede optagelser af sin arbejdsplads.
Af de kedelige båse med skillevæg, som folk sidder i. Af vennerne, der knalder på toiletterne, drikker whisky og tager kokain i lange baner – i arbejdstiden!
De arbejder alle hos Civic Development Group, der, som noget usædvanligt i USA, overhovedet ikke skeler til folks baggrund. Med det resultat, at staben udgøres af pushere, alkoholikere, narkomaner, dovenlarser og sågar dømte mordere på prøveløsladelse.
Folk, som normalt ikke har en chance i Amerika, hvor selv små forbrydelser kan ødelægge resten af ens liv.
Randeksistenserne hos Civic Development Group ringer folk op og beder om penge til politiforeninger, som støtter veteraner. Foreningerne har solgt opgaven til selskabet, som så tager 90 procent af pengene og giver politiforeningen ti. Det lyder jo groft, men ti procent af noget er – som de siger i filmen – mere end 100 procent af ingenting.
Det er første niveau i foretagendets vilde måde at tjene penge på.
Det næste niveau er, at folk begynder at give sig ud for at værepolitiet, uden at politiet får en cent af indsamlingen. Civic Development Group ekspanderer og åbner kontorer over hele USA.
Så begynder man at lade robotter stå for opkaldene. Når den, robotten har ringet op, stiller et spørgsmål, søger AI-computeren hurtigt i sit arkiv, finder et passende svar og afspiller det så. I virkeligheden kan man stort set ikke kende forskel.
Sams kollega Pat Pasedas spiller en gennemgående rolle i dokumentaren og er et scoop for fortællingen. Egentligt en ret sød fyr og lykkeligt gift med en kvinde fra samme sociale hylde, er han bare ramt af livet. Narkoman og dømt for mindre forbrydelser.
Han bliver billedet på hele branchens udvikling. Efterhånden som han mister sin tandstatus, en bisse ad gangen, får telemarketing et mere og mere aggressivt tandsæt. Til sidst æder det nærmest hele stater.
Filmen spænder over tyve år af USA’s historie set fra bunden af et af den vestlige verdens mest ubønhørlige samfund. Alene som socialhistorie er filmen et fund.
Metoden er skramlet, også filmisk, men klipningen giver en god fortælling. Vi møder tidligt en anonymiseret kilde, som vil lække ting, men først senere forstår vi, hvem han er.
Sammen beslutter Sam og Pat sig for at undersøge deres arbejdsplads og finde ud af, hvor alle pengene ender. Deres gravearbejde trækker på den amerikanske guerilla-tradition inden for dokumentarisme.
Det kommer til udtryk, da Pat bliver træt af at vente på at få ledelsen i en politiforening i tale. Han siger: ”Nu går jeg simpelthen ind – Michael Moore-style – og taler med dem!”
Til sidst i serien lykkes det at få folk fra det højeste sted i USA’s samfund i tale. Eller gør det? På væggen i mødelokalet i Det Hvide Hus hænger der plancher med små emblemer. De er fra de lokale politistationer.
Spørgsmålet er jo, om man nogensinde kommer indsamlingssvindlen til livs. Det kræver folk, der er gjort af det rette stof. Som Sam og Pat. De er – takket være oplæringen i den benhårde telemarketing – på en gang irriterende, pågående, insisterende. Og de tager aldrig et nej for et nej.
Kommentarer