Det er ingen nyhed, at der er noget fundamentalt galt med det amerikanske fængselssystem.
Emnet er fast stof i valgkampagner, aviser og på en progressiv festival som Sundance. Fængsel har været en løsning på sociale problemer så længe, at USA i dag huser godt en femtedel af verdens straffefanger. De fleste af dem under kummerlige forhold.
Men det kom alligevel bag på mig, at det står så skidt til, som Andrew Jarecki og Charlotte Kaufmans dokumentar The Alabama Solution viser.
Blodpøle på gulvet. Skrig i oversvømmede korridorer, hvor rotter æder af affaldet, der flyder alle vegne. Vold som irettesættelse, narko som en storindustri, dødsfald som en del af hverdagen.
Filmen består af den slags optagelser, som vi i Vesten er vant til at se fra syriske torturfængsler. Men de stammer fra sydstaten Alabama, fra mobiltelefoner smuglet ind af fanger, som forsøger at dokumentere deres hverdag et sted, hvor journalister per lov er forment adgang.
”Hvordan kan det passe, at en journalist kan rejse ind i en krigszone, men ikke har adgang til et amerikansk fængsel?” lyder det tidligt i dokumentaren.
Svaret er enkelt: Fordi journalisterne hurtigt ville se noget, magthaverne ikke ønsker, at offentligheden skal kende til.
Det er den ubestridt mest forstemmende dokumentar på årets Sundance-festival. Et sitrende arrigt portræt af, hvordan en væsentlig del af den amerikanske befolkning egentlig lever.
Filmen starter med en grilldag for fangerne, der benytter lejligheden til at fortælle filmskaberne om tæsk og trusler, inden de gennes tilbage til en sovesal med flere end 100 sengepladser og uden aircondition i sommerheden.
Filmskaberne begynder at grave. Inden længe finder de frem til aktivisten Robert Earl Council – også kendt som Kinetic Justice – der for en menneskealder siden solgte stoffer og dræbte en spøgelsesbilist i nødværge. Han blev idømt livstid uden mulighed for prøveløsladelse.
I fængslet fandt han en studiegruppe af andre sorte mænd og fik sin vrede under kontrol. Sammen med flere andre fanger og tidligere vagter optræder han som en sober og medrivende fortæller, der frustreret taler om en hverdag i vagternes vold.
”Hvis en fange svarer igen? Beat their ass! Hvis de ikke vil makke ret? Beat their ass!” opsummerer en tidligere vagt de instrukser, han fik fra ledelsen.
Hvis en fængselsvagt tages i at sælge narko? Tys det ned, for vagter gror ikke på træerne. Hvis de banker en fange så voldsomt, at han ender på hospitalet? Tys det ned og sørg for, at ingen så noget.
Det er, hvad der sker for Steven Davis, en ung mand, der fik en årelang fængselsstraf for indbrud. Under afsoningen bliver han tæsket så voldsomt af vagterne, at han ender på hospitalet. De hævder, at han truede dem med en kniv.
Hans mor gisper bag mig til verdenspremieren, da hendes søn toner frem på lærredet. Han ligger på en hospitalsbriks, sluttet til maskiner med slanger og sonder og med størknet blod overalt i ansigtet. Han er død.
Kampen for at holde hans morder ansvarlig bliver en rød tråd gennem filmen, selv om man hurtigt fornemmer, at det er en kamp mod vindmøller. Overfald efterforskes udelukkende internt, og vagterne skal kun bruge ét vidne, der bakker dem op, for at en voldssag bliver henlagt.
Da opsætsige fanger ofte ender i isolation eller på skadestuen, er der ikke mange, som tør stå frem.
Andrew Jarecki er bedst kendt for dokumentarerne Capturing the Friedmans, om en familie ramt af pædofilianklager, og true crime-fænomenet The Jinx, der afdækkede morderen Robert Durst.
The Alabama Solution kobler den personlige historie med en samfundskritik, der sætter problematikken ind i en historisk, sociologisk og især økonomisk kontekst.
Dokumentaren kan ses i direkte forlængelse af Ava DuVernays Den 13. forfatningsændring, der trækker en lige linje fra slaveriets afskaffelse til dagens brug af straffefanger som tvungen arbejdskraft. Det er i dag en kæmpeindustri, som i Alabama indbringer staten lidt under en halv milliard dollars årligt.
Når Robert Earl Council bliver gennemtæsket og smidt i isolationsfængsel, er det svært ikke at tænke på andre borgerrettighedsforkæmpere, der betalte en høj pris for at råbe op.
Det gælder ikke mindst filmens tredje akt, hvor fanger i alle statens fængsler strejker for at protestere mod de umenneskelige forhold, de lever og arbejder under.
Filmens titel refererer til et citat af Alabamas guvernør Kay Ivey. Som reaktion på en rapport fra det amerikanske justitsministerium, der anklager staten for at bedrive moderne slaveri, insisterede Ivey på, at et Alabama-problem kræver en Alabama-løsning. Nemlig tre nye megafængsler med plads til alle de opsætsige kriminelle, der får almindelige borgere til at føle sig utrygge.
Men problemet er ikke afgrænset til den gamle slavestat. Landet over bruges straffefanger som billig eller gratis arbejdskraft.
Det kom for nylig bag på mange californiere, at en stor andel af brandmændene under brandene i Los Angeles kom direkte fra fængsel – og blev sendt direkte tilbage uden betaling.
The Alabama Solution er forargelig og forrygende dokumentarisme.
Kommentarer