Manden med navnene Sean Combs, Puff Daddy og Diddy var engang uløseligt kædet sammen med fest, succes og det ypperste inden for hiphop i 90’erne.
Nu er musikmogulen primært synonym med vold og overgreb.
Som chef for Bad Boy Records samarbejdede han med musikerne The Notorious B.I.G., Mary J. Blige og Usher. Nu sidder han i fængsel, anklaget for grove seksuelle forbrydelser, menneskehandel, våbenkriminalitet og narkobesiddelse.
Max-dokumentarserien The Fall of Diddy udfolder i fire afsnit detaljeret de mest opsigtsvækkende sager om Combs med imponerende mange førstehåndskilder og nye beretninger.
Serien bruger ikke meget plads på de herostratisk berømte fester med prominente kendisser, hvor Diddy skal have presset kvinder til at deltage i orgier med sexarbejdere. I stedet koncentrerer den sig om konkrete sager.
Samtidig forsøger serien at skabe et sandfærdigt portræt af manden og psykologien bag hans handlinger.
Vi starter i Sean Combs’ fattige opvækst i New York med en voldforherligende alenemor. Hans gangsterfar døde, da han var to år gammel. Snart går Combs på universitet, og vi hører fra en medstuderende, der så ham tæske sin kæreste med et bælte.
Så afspilles rystende arkivmateriale af en basketballkamp, som en ung Combs blev ved med at sælge billetter til, selv om salen var totalt fyldt. Det resulterede i en katastrofe, hvor ni mennesker blev mast ihjel, og de voldsomme billeder vil give mange herhjemme grumme flashbacks til Pearl Jam-tragedien på Roskildefestivalen i 2001.
Projektet i The Fall of Diddy lader til at minde meget om den respekterede dokumentarserie O.J.: Made in America, som fortæller historien om den sorte fodboldstjerne, der formåede at undgå lovens lange arm i et land, hvor sorte mænd ellers smides i fængsel for et godt ord.
Men hvor Made in America tager sin tid i karakterskildringen og kommer efter mange års refleksion, er The Fall of Diddy et mere forhastet portræt, og kildernes psykoanalyse af Combs bliver overfladisk og forceret.
Langt stærkere er serien, når den fungerer som et anklageskrift imod en magtfuld skikkelse, der på trods af sin opførsel aldrig har mødt rigtige konsekvenser.
Da han tæskede musikmanageren Steve Stoute på grund af utilfredshed med en musikvideo, blev han kun dømt til en enkelt dags vredeshåndteringskursus. Og selv med bunkevis af vidneudsagn og den berømte overvågningsvideo, hvor Diddy banker sin kæreste Cassie Ventura, begynder man at frygte for retssagen, der begynder til maj.
Kilderne i serien fremstår dybt troværdige.
Da Thalia Graves i tredje afsnit går i detaljer med Diddys modbydelige bedøvelse og voldtægt af hende i 2001, tvivler man ikke et sekund på hende. Og man forstår, hvor længe det har stået på, da ekskæresten Kat Pasion i fjerde afsnit for første gang fortæller om overgrebet mod hende i 2021.
Det mest interessante nedslag finder sted i afsnit to. Her udfoldes sagen i 1999, hvor kvinden Natania Reuben blev skudt i hovedet på en natklub i forbindelse med et skænderi mellem Diddy og den unge rapper Shyne.
Diddys chauffør Wardel Fenderson fortæller for første gang direkte til kameraet, at han så sin chef skille sig af med en pistol på vej væk fra gerningsstedet, hvorefter chaufføren blev forsøgt bestukket til at skille sig af med den.
Diddys daværende kæreste Jennifer Lopez var til stede, og retssagen endte som et mediecirkus, hvor O.J. Simpson-advokaten Johnny Cochran igen fik en berømt klient frikendt, mens Shyne – Diddys tyveårige protegé – røg i fængsel.
Natania Reuben, som overlevede, fortæller med opgivende indignation, at hun aldrig har tvivlet på, hvem der skød hende. Men påstanden var upopulær i 1999, så skudofret blev også offer for dødstrusler fra fans, der stemplede hende som fjende af hiphop-kulturen.
Man kunne ønske, at The Fall of Diddy fjorde mere ud af at forklare Diddys positive kulturelle aftryk, så outsidere forstår hans greb om fansene. Til gengæld lykkes dokumentaren med at skildre Diddy som repræsentant for det værste ved hiphop.
Han placeres centralt i fejden mellem vestkyst- og østkyst-rapperne – hvor stjernerne Tupac og The Notorious B.I.G. blev dræbt – og en tårevædet mand husker, da Diddy og en makker skød efter ham, fordi han havde en vestkyst-t-shirt på.
Hiphop har længe lidt under at blive forbundet med vold og kvindefornedrelse. Så hiphop’ens sande fjende er Sean Combs og ikke kvinden, han skød.
Kommentarer