The Jinx – Part Two

The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst fra 2015 var en milepæl i dokumentargenren. 

Det epokegørende værk benyttede sig af æstetiserede dramatiseringer, ikke set mage siden Errol Morris’ The Thin Blue Line (1988). Medrivende som den bedste krimi og endda med en finale, hvor morderen utilsigtet afslørede sig selv under et toiletbesøg med ordene: 

”Hvad fanden gjorde jeg? Dræbte dem alle, selvfølgelig!”

I seriens seks afsnit oprulles tre mord, som milliardæren Robert Durst er uhyggeligt tæt på. Enten er han den mest uheldige mand i verden, eller også er han en koldblodig morder, der har dræbt sin nabo, sin bedste ven og sin kone. Naboen Morris Blacks ligdele bliver fundet i sorte skraldesække, Susan Berman henrettes med et nakkeskud, og 29-årige Kathleen McCormack forsvinder efter ti års ægteskab. 

Med en nærmest guddommelig pen blev sidste kapitel skrevet, da Robert Durst dagen inden sæsonfinalen blev anholdt for mordet på Susan Berman. 

The Jinx – Part Two følger tiden efter anholdelsen og selve retssagen. Men hvad stiller en dokumentarist op, når han har mistet adgang til sin altoverskyggende hovedperson, der døde for to år siden? 

Instruktør Andrew Jarecki vælger at fortsætte ufortrødent i samme underholdende stil, hvor interviews spædes op med betagende dramatiseringer. Som substitut for rablende Robert Durst kreeres et persongalleri, der er godt stykke oppe ad Tiger King-kukkuk-stigen.

Ud over Dursts drevne forsvarsadvokat – straight fra Texas med cowboyhat og et navn, der passer dertil: Dick Deguerin – er den lige så karismatiske og speedsnakkede anklager John Lewin. Og bedstevennen Nick Chavin, som stikker Durst i ryggen, er tidligere porno-country-sanger med maleriske sangtitler som Cum Stains on the Pillow. 

Der er optagede telefonopkald fra fængslet til Dursts isdronning af en kone, Debra Lee Charatan, hans playboy-ven Doug Oliver og platoniske ven Susie Giordano. Alle hopper og danser de for Robert Durst, i håbet om at der vil falde noget deres vej. 

Da Durst bliver anholdt, er han god for rundt regnet 800 millioner kroner. 

Men deres respektive røverhistorier nærmer sig sladder og dramatiseringerne det platte. Som eksempel Nick Chavins kones historie om Debra Lee Charatans ejendomsmæglerfirma, hvor kvinder ikke måtte lugte dårligt. I en æstetisk dramatisering ser vi kvinder på rad og række løfte armen, mens chefen én for én lugter dem under armhulen. 

Hvad det har med Durst-sagen at gøre, står hen i det uvisse. Og efter fire afsnits sniksnak ud af sæsonens seks er vi ikke kommet meget nærmere det afgørende tidspunkt i retssagen, hvor Robert Durst skal aflægge forklaring. 

Andrew Jarecki vil gerne underholde og fortælle en historie, der er vildere end virkeligheden. Men når virkeligheden allerede er ét stort gigantisk mindfuck, hvorfor så ikke fortælle den? 

Det er sjældent set, at fiktionen griber så markant ind i virkeligheden, at man har svært ved at skelne de to fra hinanden. 

I retssagen, som blev live-transmitteret, og som stadig er tilgængelig på YouTube, forklarer en svækket Durst i kørestol detaljer fra sit eget liv ved at henvise til filmen, der startede det hele, Andrew Jareckis All Good Things (2010), som skildrer Dursts liv i fiktionsform. 

Efterfølgende optog Jarecki og Durst et dvd-kommentarspor sammen, der bliver brugt som bevis i retssalen. Det samme gælder uredigerede optagelser fra The Jinx, hvor man blandt andet hører, hvordan tilståelsen på toilettet er blevet redigeret. 

Retssagen mod Robert Durst er på sælsom vis også en retssag om The Jinx og Andrew Jareckis arbejdsmetoder. 

Der er noget fordækt i, at Andrew Jarecki ikke fokuserer mere på den del af fortællingen og ikke forholder sig til det faktum, at produktionen havde beviser som ”kadaver-noten” liggende i månedsvis, inden de overdrog materialet til politiet. 

Deri ligger så mange etiske dilemmaer, der ville være oplagt at belyse i The Jinx – Part Two. De er langt mere interessante end den historie, vi alle sammen godt ved, hvordan ender.