The Killer

Han er en glat fisk og en kold skid, den navnløse lejemorder, der overvåger sit offer fra et forladt WeWork-kontor i Paris. Mens minutterne slæber sig afsted, laver han yoga, lytter til The Smiths og udlægger sin nihilistiske arbejdsfilosofi for publikum.

”Held findes ikke, karma findes ikke, og det gør retfærdighed desværre heller ikke,” siger Michael Fassbender lakonisk.

Han interesserer sig ikke en døjt for rigmanden i hotelværelset på den anden side af gaden. Der fødes 4,2 mennesker hvert sekund, så hvad gør ét liv fra eller til?

Men da en letpåklædt kvinde træder ind foran lejemorderens offer, netop som han trykker på aftrækkeren, får det konsekvenser.

Hans hjem i Den Dominikanske Republik bliver endevendt og kæresten dolket. Han lover hendes bror, at det aldrig vil ske igen, og rejser til USA for at opsøge sin fixer.

David Finchers The Killer er fortalt i seks kapitler og en epilog i en føljetonagtig struktur, der minder om det franske tegneserieforlæg af Alexis ”Matz” Nolent og Luc Jacamon.

Men filmens tone – vidende og kalkuleret, afdæmpet og selvbevidst – kommer fra Andrew Kevin Walker, hvis manuskript forsimpler historien og ironiserer over genren.

Fincher og Walker brød igennem med Se7en og arbejdede sidste år sammen på en animeret gyser til søs i den animerede antologiserie Love, Death + Robots. Deres nye film er en stramt afviklet genrefornøjelse.

David Fincher er en perfektionist med et køligt filmsprog og en uovertruffen kontrol over filmens virkemidler. Han er berømt og berygtet for at tage den samme scene om flere hundrede gange, og efter at have arbejdet på The Killer i et årti er der ingen tvivl om, at det er nøjagtigt den film, han så for sig.

Fotograf Erik Messerschmidt brød igennem med Finchers tv-serie Mindhunter og leverer en billedside med strenge kompositioner i skumringsblåt og kunstigt gult lys.

Foruden Morrissey kommer musikken fra Trent Reznor og Atticus Ross, der har arbejdet sammen med Fincher siden The Social Network.

The Killer er på alle måder en fed thriller. Men den føles også lidt too cool for school. Ligesom med hjertebarnsprojektet Mank kunne man ønske, at Fincher havde mødt mere modstand hos Netflix, hvor han længe har været i stald.

Hvert kapitel forløber på samme måde.

Med metodisk forberedelse og et overraskende udfald, mens Michael Fassbender kommer med gode råd og spydige oneliners på lydsiden. Hans præstation er lige så præcis i fysikken som rap i replikken, og filmen dyrker kontrasten mellem det, han siger, og det, han gør.

Lejemorderen formaner os, at empati er svaghed, men alligevel tager han afsted for at straffe overfaldet på sin kæreste. Første stop er arbejdsgiveren Hodges, der protesterer, at straffen for at kikse et bestillingsmord er automatisk, før han får en sømpistol for brystet.

Meget hurtigt føles hævntogtet mere som oprydningsarbejde end selvforsvar.

Den omhyggelige, disciplinerede lejemorder er især kendt fra Jean-Pierre Melvilles Le Samourai. Men The Killer låner lige så meget fra en anden film fra 1967. I John Boormans hævnklassiker Point Blank skaber Lee Marvins ensporede voldsmand ravage for at opkræve en relativt beskeden gæld.

Man når at spekulere på, om lejemorderen egentlig er ved sine fulde fem, mens han aflægger sine besøg med grum beslutsomhed.

Tilda Swinton sætter fingeren morsomt og mindeværdigt på hans Sisyfos-tilværelse. I rollen som ”Eksperten” er hun en åletynd kollega med afbleget hår, som lejemorderen møder på en restaurant i filmens bedste scene.

Moralsk befinder de sig samme sted, men hun er mere afklaret med, hvad det kræver at udføre et job, hvor pistolen altid sætter det sidste punktum.

The Killer er brandunderholdende og forrygende godt håndværk. Man glemmer helt, at man har set det hele før.