Streaminganmeldelse
06. nov. 2020 | 18:45

Mank

Foto | Gisele Schmidt
Manuskriptforfatteren Herman J. Mankiewicz (Gary Oldman) bevæger sig rundt i filmbyen Hollywood anno 1930’erne og arbejder på filmen, der skal blive en af historiens mest anerkendte.

David Finchers underskønne hyldest til en af filmhistoriens store kronjuveler er lettere at beundre end at elske.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Vi bliver aldrig færdige med at tale om Citizen Kane.

Orson Welles’ første og største film er ikke blot et dovent automatsvar, når man skal rangordne filmhistoriens kronjuveler. Den er et endeløst fascinerende, kringlet, spydigt og i sidste ende overmodigt mesterværk af et kun 26-årigt vidunderbarn.

Overmodigt, fordi filmen er en slet skjult nøglefortælling om avismagnaten William Randolph Hearst, en af 1920’erne og 30’ernes mest magtfulde mænd. Og han havde ved premieren i 1941 stadig støtter nok i Hollywood til at gøre livet surt for teaterverdenens frelser og radiodramaets konge.

Hearst var en opreklameret skandalesælger, som det lyder i en spids kommentar fra Herman J. Mankiewicz, Orson Welles’ medforfatter og hovedpersonen i David Finchers Mank.

Filmen viser Mankiewicz’ skriveproces som professionel alkoholiker med benet i gips på udtørring i Mojave-ørkenen. Her dikterer han manuskriptet til en køn britisk sekretær, imens han mindes sin ekstravagante karriere som anonym, venstredrejet film-ordsmed og cocktailgæst hos stokkonservative Hearst og hans hof.

Det er et miljø, hvor alle kappes på ord, og det typisk er den lynende hurtige og bidske Mank, der får det sidste af slagsen.

Flashback-strukturen er selvfølgelig lånt fra Citizen Kane. Her er det ikke betydningen af ordet ”Rosebud”, der er omdrejningspunktet, men i stedet Manks rejse fra mageligt feteret skabsidealist til afdanket, forbistret outsider, da Hearst og hans slæng lægger sig ud med forfatteren og guvernørkandidaten Upton Sinclair.

Mank er produceret af Netflix, der nærmest har været David Finchers tilflugtssted siden House of Cards. Den bygger på et efterladt manuskript af instruktørens far, Jack Fincher, en magasinforfatter, der slog sig på manuskriptgerningen som pensionisthobby.

Og den ældre Fincher har et sprog, der er lige så præcist som den yngres filmsprog.

Man skal have tungen lige i munden og et filmleksikon på sofabordet for at holde styr på historiens mange modstandere og medspillere. De tæller autentiske personer som producenterne Louis B. Mayer og Irving G. Thalberg samt Manks bror Joseph L. Mankiewicz, der senere skrev og instruerede klassikere som A Letter to Three Wives og All About Eve.

Det er ikke kun formen, som er lånt fra Citizen Kane. David Fincher genskaber med vanlig perfektionisme et fejende storslået filmudtryk, som giver et mere stiliseret, men også mere autentisk indblik i studietidens Hollywood end film som The Artist og Trumbo.

Erik Messerschmidt, Finchers fotograf på tv-serien Mindhunter, leverer formidable billeder. De emmer af sølvnitratfilm og vaseline på linsen, ligesom de er fulde af dramatiske skygger og slående dybdekompositioner.

Scener ender med gammeldags overblændinger, lyden er mikset i mono, og der er endda fundet plads til de små ”cigarette burns” i højre hjørne, der engang signalerede til filmoperatøren, at det var på tide at skifte over til næste filmrulle!

Trent Reznor og Atticus Ross har skabt en jazzet legende underlægningsmusik, der også føles helt i tidens ånd. Det samme gør den noget stive skuespil-stil, som dengang i 30’erne endnu ikke var blevet blødt op af 50’ernes method acting.

Replikkerne er knivskarpe, og det store ensemble kaster dem af sig, som var de vitterligt rutinerede kontraktskuespillere i studiernes storhedstid.

Gary Oldman er naturligvis forrygende som den fashionabelt fordrukne hovedperson – også selv om han er dobbelt så gammel som karakteren. Mens Amanda Seyfried har en koket udstråling som Hearsts elskerinde Marion Davies.

I en hyldest til en stor manuskriptforfatter er det dog en skam, at filmens svagheder fortrinsvis stammer fra manuskriptet.

Rammehistorien føles som en distraktion, og man mærker, at Jack Fincher havde svært ved at finde fokus. Han nærmest kaster om sig med tunge tematikker: alkoholisme, valgfusk, kreativ blokering og filmens magt som kunstart og troldspejl for virkeligheden.

Det er en mere kløgtig end medrivende fortælling, som David Fincher har drejet til en film, der er lettere at beundre end virkelig at elske. Og endnu sværere at slippe af tankerne. Selv efter at have set den to gange, føler jeg mig ikke færdig med Mank.

Også i den forstand går den Citizen Kane i bedene, og som med al god fanfiction kan det betale sig at have det store forbillede i frisk erindring. At virkelighedens Mankiewicz lænede sig mere op ad sin medforfatter Orson Welles, end filmen viser, ødelægger ikke helhedsindtrykket.

Mank er ikke blot en ubetinget hyldest til Orson Welles, men også til den store amerikanske filmtradition.

Vil man have en sand historie, kan man læse en bog. Vil man have en god historie, kan man se en film. ”That, my friends, is Hollywood,” som Orson Welles siger mod slut.

Trailer: Mank

Kommentarer

Titel:
Mank

Land:
USA

År:
2020

Instruktør:
David Fincher

Manuskript:
Jack Fincher

Medvirkende:
Gary Oldman, Amanda Seyfried, Tom Burke, Lily Collins, Tom Pelphrey, Arliss Howard

Spilletid:
131 min.

Premiere:
19. november i biografen, 4. december på Netflix

© Filmmagasinet Ekko