The Outrun

Den tyske instruktør Nora Fingscheidt er mest kendt for Systembryder, der handler om anbragte, voldelige børn. Hendes nye film om en ung, kvindelig alkoholikers kamp for at blive ædru er ekstraordinært fremragende. 

The Outrun får en masse forærende på grund af sin lokation. Den er baseret på en selvbiografisk roman med samme titel af Amy Liptrot, som også er medforfatter på manuskriptet, og den foregår på Orkneyøerne nord for Skotland. 

Øgruppen er hærget af vilde storme, men der er også skønne fåreflokke og sjældne fugle og sælhunde. Og så er der havet, som på en måde er en slags hovedperson. Vand er som bekendt et alternativ til alkohol. 

Dertil skal lægges selvbiografiens voldsomme plot. 

Kan en ung kvinde, som har mistet alt, finde sig selv, hvis hun rejser hjem og starter på en frisk? I behandlings-lingo kalder man det for ”den geografiske flugt”, og det ligger lige for, at nissen flytter med. 

Man kan ikke fysisk flygte fra et misbrug, som især er en psykisk problemstilling. Hele den kamp, i det indre og i det ydre, er filmens kerne. Misbrugets rasen skildres så skræmmende og berusende, at emnet alkoholmisbrug føles udtømt. 

Irske Saoirse Ronan, der er født i New York, men vokset op i Dublin, bærer filmen med en nerve af autenticitet, man nærmest ikke kan mindes at have set før. 

Hun har fire gange før været nomineret til en Oscar, og man tænker uvilkårligt, at den vil hun vinde en dag. Alene denne film byder på gråd, dirrende mundvige, raseriudbrud, fire forskellige hårfarver, dans, opkast, sex, forældrekærlighed … og det hele virker som den skinbarlige virkelighed. 

Alle de virkelig velfungerende filmiske og fortælletekniske teknikker, der bringes i spil, hæver portrættet højt over niveau for alkoholikerfilm. 

Der er brugen af flashbacks og montager af sigende, billedstærke erindringsbrudstykker. Der trækkes også på helt uventede filmteknikker. Enten drømmende, suggestive sekvenser, hvor en mytologisk fortælling visualiseres – ”på Orkneyøerne siger man, at alle druknede mennesker bliver til sæler …” – eller også smukke, kunstneriske animationsfilm. 

Når hovedpersonen Rona mindes de mundtlige overleveringer af det lille øriges mytestof fra barndommen, vises de som rørende tegnefilm. 

Som om alt det ikke var nok, rummer filmen en smuk, men oplagt umulig kærlighedshistorie mellem Rona og en studiekammerat, der ligesom hun er biolog. Men kærligheden visner, da hun for Gud ved hvilken gang smadrer det fælles studenterhjem, så alle til sidst har skåret sig på det glas, alkoholen opbevares i. 

Det sidste er et hint om filmens dybeste lag. 

Når et dødt lam kasseres i en metalskraldespand med et højt klonk, kunne det lige så godt være den familiemæssigt kasserede Rona. Når hendes far, den bipolare fåreavler, går op og ned i psykosen – og flår vinduet op, så stormen er ved at tage ham, mens han skriger ”Jeg er havet!” – forstår man godt billederne af de brusende, vanvittige vandmasser. 

Og som noget særligt smukt italesættes tilværelsens mange dobbelte lag direkte i filmen. Hele tiden forklares det, at hvis det og det i Orkney var steder i London-bydelen Hackney, så ville det svare til det og det. 

Alting ligner noget andet. Alting er relateret til noget andet. Og så giver det hele mening. 

Morens kristendom er et lag af håb over Ronas liv. Alkoholen er et lag af glæde oven på hendes smerte. Og denne fuldkommen vidunderlige film er faktisk i sig selv et meta-lag – oven på en bog, som igen er et lag oven på levet liv. 

Et af de fineste påfund er en scene om hittegods, hvor instruktøren pludselig udskifter alle skuespillere med de mennesker, de portrætterer. Pludselig er det ikke Saoirse Ronan, men faktisk Amy Liptrot, der er på lærredet. Det er genialt tænkt. 

The Outrun er ægte og stor filmkunst.