Serieanmeldelse
05. sep. 2024 | 09:00

The Perfect Couple

Foto | Seacia Pavao

Nicole Kidman overbeviser som et ondt og afbleget overklasseløg, hvis skønhed har peaket – et faktum, der ikke gør hende sødere.

Susanne Bier trækker elegant de moralske og sociale kontraster op imod de gavmilde omgivelser i morsom krimiserie, som udspiller sig på rigmandsøen Nantucket.

Af Kristian Ditlev Jensen

Dagen før brylluppet dør brudens veninde og brudepige, som for længst er blevet gravid efter en affære med brudgommens far.

Allerede i første afsnit af Susanne Biers miniserie på seks afsnit – baseret på Elin Hildebrandts sommerhuskrimi – begynder et mareridt af familiære forviklinger at udfolde sig. Bagtæppet er Nantucket, en amerikansk forstørret version af de skærsommernætter, man kan opleve i vores eget hjemlige Skagen.

På rigmandsøen i Massachusetts er livet nemlig én lang badeferie med sjusser, legaliseret hash og hovedspring – og sidespring – ad libitum. Her holder rige familier deres bryllupper hvert år mellem de stakke af brugte østersskaller, der tårner sig op på bordene på de lokale fiskerestauranter.

I familien Winbury skal der også være bryllup. Benji Winbury – spillet med bævende kant af Billy Howle – skal giftes med arbejderklassekvinden Amelia Sacks, der realiseres som autentisk og snu af Eve Hewson. 

”Vi booker altså et hotelværelse nu,” fnyser svigerinden Abby Winbury på et tidspunkt i serien, fordi hun efterhånden har opgivet sin vanvittige svigerfamilie. 

”Held og lykke med dét. Det er Nantuckets bryllupssæson, og det er lige så normalt at se en brud komme spænende ned ad Main Street, som det er at se en solnedgang på Madaket Beach,” svarer svigermor Greer Garrison Winbury kækt.

Den lille ordveksling, der føles som et citat fra en roman, bliver brugt i pressematerialet. Men den er faktisk også blevet en reel ordveksling imellem henholdsvis Dakota Fanning, som er virkelig god til at spille en ung, sød og dum blondine, og Nicole Kidman, der overbeviser som et ondt og afbleget overklasseløg, hvis skønhed har peaket – et faktum, der ikke gør hende sødere. 

I det hele taget er castet godt.

Isabelle Adjani er perfekt som slidt, plasticopereret ven af familien, mens Liev Schreiber er en perle i rollen som Nicole Kidmans ægtemand, den brovtende rigmandsnarkoman og don juan. Overraskende er det Donna Lynne Champlin, der legemliggør den iskolde og seje kriminalbetjent Nikki Henry. 

Susanne Bier er optaget af familieforviklinger, som hun har været siden debuten Det bli’r i familien fra 1993. Og igen har hun valgt de rige som kulisse for intrigerne, ligesom hun for eksempel gjorde i Efter brylluppet fra 2006.

I den nye serie bruger hun bryllupsrammens forventningspres og den overdådige luksus og rigdom på flere måder.

For det første er der ufatteligt smukt på Nantucket, og alene derfor er serien en fundamental visuel nydelse. De små fiskerlejer, drone-filmede scener med ensomme politibåde på de store, blanke vandflader, de ubetalelige solnedgange og ikke mindst de mange smukke nordøstamerikanske hjem indrettet i den lette og sommerlige stil, man kalder modern coastal, er reelt dynamiske postkort. 

For det andet bruges især rigdommen som en tvetydig kontrast til dramaet, der udspiller sig. Der er rent faktisk begået et mord – har vi flere isterninger? 

De moralske og sociale kontraster, som trækkes frem og knaldes op imod de ekstremt gavmilde omgivelser, giver mindelser om Netflix-serien Bloodline, som bruger samme frustrerende kontrast, bare på Florida Keys i den anden ende af den amerikanske østkyst.

Opskriften kan man godt kalde klassisk, for det er slangen i paradis i begge tilfælde. Men her hos Bier trækkes sammenstødet mere op, sommetider til det decideret satiriske.

Og så nærmer serien sig lidt den middelmådige og overgjorte Glass Onion: A Knives Out Mystery fra 2022. Men hos Bier er skabagtigheden akkurat holdt i skak, og det hele fungerer derfor som en morsom whodunnit.

Selv om manuskriptet leger med genrelitteraturen, når der i hvert evigt eneste afsnit sluttes med en intensivering og en cliffhanger, lurer der en dybde i plottet.

Det her er rutineret – i den bedste forstand af ordet.

Trailer: The Perfect Couple

Kommentarer

Titel:
The Perfect Couple

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Susanne Bier

Manuskriptforfatter:
Jenna Lamia, Alex Berger, Leila Cohan, Courtney Grace, Bryan M. Holdman, Evelyn Yves

Medvirkende:
Nicole Kidman, Dakota Fanning, Liv Schreiber, Eve Hewson

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 50 minutter

Anmeldelse:
Fem afsnit

Premiere:
5. september på Netflix

© Filmmagasinet Ekko