Til Sama

At dokumentaren Til Sama kunne undgå at vinde dette års Oscar, er tæt på skandaløst. Ingen film rammer den følelsesmæssige centralnerve på samme måde som Waad Al-Kateabs selvfilmede skildring af livet – og døden – i det belejrede Aleppo.

Til Sama er indholdsmæssigt beslægtet med den danskproducerede The Cave, som ligeledes foregår i det krigshærgede Syrien, men omkring hovedstaden Damaskus.

Det er også en stærk og vedkommende film, og det er muligt, at to så identiske konkurrenter i sidste ende har spændt ben for hinanden.

Men filmpris eller ej, Til Sama er helt igennem uafrystelig. Måske lyder det som en kliché af den slags, der for længst burde være kastet på møddingen, men det er ikke muligt at finde et mere dækkende udtryk. Uafrystelig!

For én der, som denne anmelder, selv har været i Syrien fire gange for at rapportere fra den igangværende krig, er meget genkendeligt: de dumpe granatbrag, ruindyngerne, den nervøse stemning og de tudende sirener. Hvis lugt ellers var mulig at omsætte i filmisk regi, ville det være nødvendigt at sidde med mundbind på i biografsalen eller hjemme foran computeren.

Dog af andre grunde end frygten for covid-19: en krigszone stinker af fugt, brændt metal, svedent gummi, blod og fordærv.

Men Waad Al-Kateabs dokumentar er mere end blot en dygtig journalistisk afdækning af krigens konsekvenser. Filmen er hendes personlige fortælling, udformet som en hilsen til datteren Sama, der blev født i et inferno af ødelæggelse i 2017.

Lille Sama med de troskyldige øjne har lyttet til eksplosioner, skudsalver, øredøvende jagerfly og pinefulde skrig fra sårede mennesker fra det øjeblik, hun blev bragt til verden.

Som instruktøren et sted siger: ”Du græder ikke som en almindelig baby.” Det tror pokker!

Til Sama er en rå film, der ikke sparer beskueren for krigens mest rædsomme sider. Det kan siges meget enkelt: Mennesker bliver slået ihjel, hvis de da ikke nøjes med at blive svært lemlæstede. Andre ryster af angst og græder af fortvivlelse.

En del af historien foregår på de nedslidte hospitaler, hvor instruktørens mand Hamza knokler som læge under kaotiske forhold – tal om enaf hverdagens helte! – for at redde de hårdt sårede, som bliver bragt ind på operationsstuen.

Blandt de skrigende og grædende sårede på den interimistiske afdeling er adskillige børn, og at se de små, ilde tilredte skabninger, der intet begriber af det vitterlige helvede, de er kastet ud i, er hjerteskærende. Det er en på alle måder troværdig skildring af, hvordan krigen ser ud fra de civiles side.

Ingen kan vide sig sikker. En aften rammer et russisk missil hospitalet, hvor Hamza arbejder. 53 mennesker bliver dræbt, blandt dem dr. Waseem, der tog imod Sama ved hendes fødsel. Adskillige af Waad og Hamzas venner og kolleger, som alle optræder i filmen, forsvinder én efter én.

Enten som ofre for bombardementer eller fordi de ikke magter mere elendighed og flygter. Waad og Hamza er ikke fyldt 30 år, men har talrige gange måttet tage afsked med mennesker, de havde tænkt sig at blive gamle sammen med.

Der er også smukke scener, som Waad og Hamzas bryllup, hvor kærligheden lyser ud af deres forelskede blikke. Og underholdende stunder, hvor galgenhumoren slippes løs som afløb for krigens vanvid.

Historien er en påmindelse til Sama og hendes generation af små syrere om, at de ikke må ophøre med at drømme om et bedre samfund end det diktatur, deres bedsteforældre har affundet sig med. Og som deres forældre har forsøgt at bekæmpe med krav om frihed og demokrati.

Det unge par har mulighed for at forlade Syrien. De tager på besøg i Tyrkiet hos flygtede familiemedlemmer. Selv om religionen og kulturen stort set er den samme nord som syd i det syrisk-tyrkiske grænseland, er der én væsentlig forskel.

Der falder ikke bomber på den tyrkiske side. Som beskuer noterer man fraværet af eksplosioner og snurrende kamphelikopterer, der kaster tøndebomber ned på beboelsesejendomme.

Men hverken Waad eller Hamza vil opgive deres drøm om et mere retfærdigt samfund, hvor de kan bruge deres arbejde i en fredelig sammenhæng.

Som instruktøren siger: ”Sama, din eneste forbrydelse er, at din mor er journalist og din far læge.”

Waad og Hamza har forladt Syrien efter Aleppos fald – eller befrielse, hvis man ser det fra regimets side. I den forstand er det også historien om et nederlag til det system, som fra begyndelsen af de folkelige protester i foråret 2011 svarede igen med tortur og massenedskydninger.

Diktatoren Bashar al-Assad sidder fortsat i sit præsidentpalads, men Til Sama trækker tæppet væk under enhver revisionistisk påstand om, at ødelæggelserne er overdrevne eller skyldes islamister. Nej, det er alt sammen sket på præsidentens ordre.

Waad Al-Kateab har ikke bare skabt en historie til Sama, men også et historisk dokument for eftertiden. Herefter kan ingen længere sige, at de er i tvivl om hvilke uhyrligheder, almindelige mennesker blev udsat for af et voldeligt statsapparat.