En kvinde med to børn i barnesæder kører en regnfuld nat fortvivlet og forskræmt sin bil ud i en flod.
Hun pågribes og bliver hurtigt udråbt af offentligheden til et moderdyr og et monster. Alle hader den onde mor, som med store sår på kroppen og tjavset hår, der falder af, venter på sin dom.
Så ankommer retsvæsenets psykiater, der skal vurdere, om hun er en kugleskør psykopat eller skinsyg forbryder egnet til straf. Det ene vil føre til indespærring på ubestemt tid, det andet til noget, der ligner livstidsfængsel.
Efter et kvarter i mineserien Too Close ved vi ikke rigtigt, hvad der er sket. Er børnene i bilen i live? Hvorfor er deres mor så molesteret? Hvorfor kørte hun ud i floden?
Samtidig tyder det på, at psykiateren har ugler i egen mose.
Begge kvinder er runden af samme britiske, velbjergede forstadsmiddelklasse med rækkehus og rødvin. Og de er begge på kanten af et sammenbrud, den ene lidt mere end den anden.
Den anklagede Connie (Denise Gough) opfører sig groft rapkæftet, mobbende og labilt voldeligt over for psykiateren Emma (Emily Watson), som på overfladen er en pæn og professionelt forstående akademikerkvinde.
Men vi aner rimeligt hurtigt, at et kvindevenskab kan være på vej. Ikke mindst da begge udæsker hinanden til at åbne for de sorger og den smerte, der har gjort, at de begge er ofre for samspil og skæbne.
De befinder sig i et samfund styret af mænd, der kræver faste måltider, ordnede forhold, gensyn med venner og sex, når det passer husherren.
De miserable hverdagshistorier bliver afsløret i flashbacks, imens det tynde krimiplot med forudsigelighedens sneglefart bevæger sig frem til en årsagsforklarende konklusion.
Serien trækker på en tematik, vi også kender herhjemmefra: Det er ikke nødvendigvis sjovt at blive mor!
Kvinderne i Too Close er samspilsramte mødre på hver sin måde, men de har det tilfælles, at de har svært ved at leve op til de roller, samfundet kræver af kvinder.
Neden under sorgarbejdet er Too Close, hvad amerikanerne kalder en procedural film. En advokat, privatdetektiv, politimand, journalist eller – som her – psykiater påtager sig en umulig sag og opklarer spegede sagsforhold.
Reelt skal vi helt frem til sidste afsnit, før processen begynder at tage form. Det er for sent med hensyn til plottets fart og tempo. Malplaceret og absurd ankommer et hjælpende spøgelse til den i bund og grund socialrealistiske handling.
Der er mange sympatiske toner i historien, men plottet får en belastet vægtfylde og bliver kvalt af gode intentioner om at ville en hel masse på små tre timer.
Denne genre skal ligesom den græske tragedie have en enstrenget handling med en enkel logistik. I Too Close står temaerne i kø for at komme til orde og vise deres emne: sidespring, skinsyge, blandingsmisbrug, alderdomsdemens, ægteskabeligt dødvande, mangel på sex og plagsomme spædbørn, som ikke sover om natten.
Atypisk for en engelsk serie er Too Close klinisk renset for humor. Stilen læner sig op ad en skandinavisk sædeskildring med melankolske scener af ægteskab i krise og kaos.
Denise Gough, som vi sidst så i Christina Rosendahls Vor mand i Amerika, er glimrende som den misbrugende hystade, der er god nok på bunden. Altid seværdige Emily Watson er bekymret sagsbehandler med betændelse i samvittigheden og knas i ægteskabet.
Miniserien virker med sin uforløste overvægt af dit og dat som begyndelsen til en endnu længere serie.
Kommentarer