Top Gun: Maverick

Det er 36 år siden, at den første Top Gun havde premiere. Siden da er den originale films instruktør, Tony Scott, død, den kolde krig er afsluttet, og selv Tom Cruise har spurgt, om ikke den slags historier er ved at være passé. 

Hvad skal vi med jetpiloter? 

Men det har Tom Cruise og instruktør Joseph Kosinski – deres anden film sammen efter sci-fi-dramaet Oblivion – fundet et forbløffende godt svar på i form af et nervepirrende actionbrag så stærkt, at det er den bedste blockbuster i årevis. 

Da vi atter stifter bekendtskab med Pete ”Maverick” Mitchell, arbejder han som testpilot på nye jetfly, men er ved at blive udkonkurreret af dronefly. 

Så Maverick forflyttes tilbage til Top Gun, den amerikanske flådes flyveakademi, for at træne en gruppe af elitepiloter til en mission så tilsyneladende umulig at gennemføre, at den nærmest hører hjemme i Tom Cruises anden action-franchise, Mission: Impossible. 

Maverick er betænkelig ved missionen og frygter, at ikke alle piloterne vil vende tilbage. Men det er ikke noget, der bekymrer flådens usympatiske ledelse, der repræsenteres af Jon Hamm. For at gøre ondt værre er en af de bedste kandidater til missionen, Bradley ”Rooster” Bradshaw (Miles Teller), søn af Mavericks gamle makker Goose, der døde tragisk i den første film. 

Bør Maverick sende ham ud i luftrummets danger zone eller støde ham fra sig ved at holde ham tilbage? 

Den nye Top Gun bygger elegant videre på den første. 

Maverick er stadig brødebetynget over Gooses død, og Rooster er mærket af at vokse op uden sin far. De knytter sig til hinanden i et kompliceret far-søn-forhold, som ingen af dem rigtigt forstår. 

Der er godt gods i den fortælling. 

Særligt da de tvinges til at samarbejde af Mavericks gamle rival Iceman (Val Kilmer), der nu er øverstbefalende for den amerikanske stillehavsflåde – og den eneste, der stadig holder hånden over Maverick. 

Kilmer mistede for år tilbage stemmen efter et kræftforløb, men han formår at sige mere med en gestus og et glimt i øjet, end mange skuespillere kan med en tresiders monolog. Scenerne mellem de gamle frenemies er en ubetinget fryd! 

I sidste ende er den eneste måde for Maverick og Rooster at løse deres problemer på – selvfølgelig – at flyve virkelig, virkelig hurtigt. Når ord ikke rækker, må man ty til jetfly i milliardklassen. Og det er i de halsbrækkende og teknisk overrumplende stunts, som vores helte udfører langt over landjorden, at Top Gun: Maverick for alvor udmærker sig. 

Christopher McQuarrie, der er instruktør på Mission: Impossible-franchisen, er en medforfatter til filmen. Og som i de film er forberedelserne til missionen den halve fornøjelse. Store dele af flyvescenerne er optaget i luften, og den realisme gør en stor forskel. Når vi ser piloterne øve sig til den afgørende mission, er billederne så blændende, at man snapper efter vejret. 

Naturligvis er der brugt computereffekter til at højne spændingen, men der er næsten lige så mange jetpiloter som vfx-artister i rulleteksterne! 

Den afsluttende mission, med alle dens forviklinger og uventede drejninger, er en overdådig, hæsblæsende oplevelse. Den giver et sug i mellemgulvet af den slags, man kun kan få i biografen – og som nærmest ingen anden end Tom Cruise kan levere i denne størrelsesorden. 

Det er action-scenerne, som er filmens eksistensberettigelse. Andre dele af historien flagrer en smule. 

Maverick har et godt øje til Jennifer Connellys alenemor Penny, men deres romance kommer aldrig rigtigt på vingerne. Man får også et indtryk af, at pilotkandidaterne havde mere at lave, før processen nåede til klipperummet. 

I de år, filmen har været under udvikling, har der verseret rygter om, at den ville handle om at give faklen videre til næste generation. Miles Teller og hans medpiloter Phoenix (Monica Barbaro) og Hangman (Glen Powell) får da også enkelte mindeværdige momenter, mens andre piloter nærmest aldrig træder ind i billedet. 

Det er Tom Cruise, der styrer showet. Den må man sluge eller lade være. 

Men når han stadig kan levere varen og charmere med filmstjernesmil, når han ikke spænder hver en muskel i kroppen for at tvinge sin jet rundt i endnu et hårnålesving – hvem har så brug for en afløser? 

Top Gun: Maverick er storslået underholdning, en amerikanerfilm med et stort hjerte, fængende drama og godt med humor – og seje jetfly, der suser gennem luften! 

Hvis 2022 byder på en bedre blockbuster, ville det være et mirakel.