Tragedien i Tjæreborg

DR’s stadigt mere kontroversielle Forfulgt af politiet? har fået denne anmelder til at føle sig ført bag lyset.

Tilrettelæggerne har ikke bare manipuleret med lyden i en central dokumentationsvideo, men dokumentaren antyder også kraftigt, at Vejle-familiens sekstenårige søn var blevet bortført af politiet og muligvis dræbt. Men det viste sig ikke at være tilfældet, da han på mistænkelig vis blot elleve dage efter premieren dukkede op igen. 

Derfor sidder jeg på det yderste af sofaen, når jeg som kritiker skal vurdere Tragedien i Tjæreborg, der vises på TV 2 og er produceret af Monday Media.

Der er imidlertid markante forskelle imellem de to dokumentarer, hvoraf den seneste i øvrigt er støttet af Det Danske Filminstituts public service-pulje. 

Den helt store forskel er, at Tragedien i Tjæreborg følger fire sager om politibrutalitet, mens Forfulgt af politiet? lammetæver én historie. 

Tragedien i Tjæreborg trækker mange flere journalistiske lupper op og lader journalisterne Frederik Brun Madsen og Jakob Staberg træde frem og lægge deres kort på bordet. Den inddrager en masse forskellige typer beviser, den nuancerer fortællingen – og så er den bedre fortalt, bedre filmet, bedre tænkt. 

Tragedien i Tjæreborg er klassisk journalistik, hvor DR’s vinkel på det sørgeligt relevante tema ”brodne kar i politiet” i dag må siges at være forudindtaget. 

Man kan begynde med selve titlen. 

I Tragedien i Tjæreborg er titlens tyngde ikke lagt på, hvem der skal afsløres, men i stedet bare en pil i retning af, at i denne sag er noget gået rivravruskende galt. 

Resultatet af en tilsyneladende totalt banal anholdelse i marts 2021 af en 29-årig polsk chauffør, Lukasz Makala, som muligvis er narkoman og ved at bryde psykisk sammen, ender simpelthen med, at han dør af sine skader. 

Sidst i miniserien på tre afsnit viser skaderne sig at være ganske omfattende tegn på den bulderkogende knippelsuppe, han har fået serveret. Det, der i obduktionsrapporten føles underdrevet med den kliniske betegnelse ”stump vold”. 

Den afdødes polske kollega Krzystof Michalowicz siger det så simpelt, men så alligevel så meget mere malende: ”He looked like a car accident.” 

Knastakslen i historien om et muligt politidrab i en lastbilsvirksomhed er en pensioneret politimand, der påtager sig opgaven som selvbestaltet privat opdager og juridisk værge for den dræbtes familie. 

Og den person i fortællingen er i sig selv et godt eksempel på nuancerne. Betjenten er nemlig selv både dømt og afskediget fra korpset for et simpelt brud på sin tavshedspligt, men er han så muligvis inhabil? 

Det lægges helt åbent frem. 

I løbet af dokumentaren kommer der to nye vidner, som ikke kender hinanden indbyrdes. Der fremkommer videofilm, som dokumenterer usandheder i politirapporten, og diverse former for ”manglende præcision” i efterforskningen. 

Da sagen overdrages til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, finder man efter halvandet års fodslæbende sagsbehandling ikke, at der er noget at anklage betjentene for. 

Man konstaterer bare, at en anholdt er død af sine ufatteligt mange og utroligt voldsomme skader. Men man sætter det aldrig i forbindelse med, at den nu afdøde polske mand formentlig har ligget i håndjern på maven i hen ved femten minutter, imens han på en mørk sti udsættes for det, et vidne kalder ”en regulær afstraffelse”. 

Et af dokumentarens store skift indtræffer, da polsk politi får nys om sagen. De indleder en drabsefterforskning med søgelyset rettet imod det danske politi. Men da man beder om at få alle tilgængelige informationer udleveret, så man kan lave en uvildig undersøgelse, sender den danske rigsadvokat ansøgningen til Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Her glemmer man at svare. I halvandet år. ”Hvilket vi naturligvis også beklager,” som chefen siger, da han synligt nervøs lader sig interviewe. 

Til gengæld var politiet forbløffende hurtige til at komme med sin version af arrestationen i den lokale presse, ligesom man har været i andre sager, der involverer voldsomme politiaktioner. 

For en retskaffen seer, der bakker op om politiet, er det en virkelig forstemmende oplevelse. 

Det virker, som om der er nogle få betjente, som burde muges ud af korpset. Og når man tænker på betjenten, der blev fyret for at have vist et registreringsnummer fra en bil til en forkert person, skriger det til himlen, at man i dansk politi kan foretage en arrestation, hvor en mand dør af massive fysiske skader, og slippe ustraffet fra det. 

Fordi politiet dækker over de forstyrrede elementer i stedet for at stille dem til ansvar. Og fordi Den Uafhængige Politiklagemyndighed i visse sager forekommer at være alt andet end uafhængig. 

Tragedien i Tjæreborg slutter med et skilt, der retter fokus på det større perspektiv. Her kan man læse, at Danmark i december 2023 modtog kritik fra EU, fordi vores måde at efterforske politiet på ikke lever op til europæiske standarder. 

Hvis man bliver uretfærdigt behandlet af politiet – som der er flere eksempler på i serien – står man sig således muligvis bedre, hvis det sker på Cypern eller i Slovenien. 

Det niveau af retssikkerhed er – ikke mindst set i lyset af dansk politis normalt fremragende og ekstremt tillidsvækkende arbejde – skammeligt.