Tro, håb og voldtægt

TV 2-dokumentaren Tro, håb og voldtægt, som graverjournalist Michael Teschl i samarbejde med Kompagniet har lavet, handler om et mareridt.

Sagen minder lidt om den helt store seksualforbrydelsessag fra i sommer i Frankrig, hvor den i dag 72-årige Gisèle Pélicot stod frem og fortalte om, hvordan hendes mand i årevis havde bedøvet og voldtaget hende – og tilmed ladet andre mænd overfalde hendes sederede krop.

Forskellen er, at i den danske pendant, der oprulles i dokumentaren, holdes overgrebene inden for hjemmets fire vægge. Og inden for Mormonkirken.

Kiran Vesterholm vokser op i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, så hun er det, vi i daglig tale kalder for mormon – efter grundlæggeren, der skrev kirkens trosgrundlag: Mormons Bog. 

Hun blev, som medlemmerne ofte gør, gift meget tidligt. Og hun fik også tre børn. Men ægteskabet blev med tiden mindre intenst. Manden var fraværende, og en dag skete der noget.

Kiran Vesterholms forklaringer om, hvordan hendes mand tilbereder hende urtete med knuste sovepiller i, er rygrislende uhyggelige. Hun opdager først overgrebene – 30-40 gætter hun på – da hun igen og igen vågner udmattet, med en mærkelig smag i munden og uforklarlige smerter.

Hendes mand ender med at erkende forholdet, og som man gør i mormonernes kirke, henvender de sig først til deres stavspræsident og senere deres biskop. En biskop, der er noget helt andet end i folkekirken, er en utrænet, uuddannet lægmand, der for en tid udpeges som leder i menigheden.

De er ofte gode mennesker, som gør et stort arbejde. Denne anmelder har selv boet med mormoner i flere uger i Utah i USA for år tilbage, og det var set udefra et meget velfungerende samfund. Men der er ikke tale om personer med nogen uddannelse i hverken jura, psykologi eller teologi.

Løsningen på sagen bliver, at ægtemanden lægges på is. Han må i en periode ikke indgå i nogen sammenhænge i mormonkirken i Danmark. Hans hustru, moren til tre børn, ignoreres i det store hele efter hendes egen beretning.

Dokumentaren er på mange måder skræmmende. Den viser, at der herhjemme er mange parallelsamfund, hvor religiøse organisationer har meldt sig ud af det omkringliggende samfund. Det virker bizart, og man må håbe, at der skrides markant ind.

Vi kender problemet fra muslimske sharia-domstole i ghettoernes kælderrum og fra den katolske kirkes tendens til at flytte pædofile præster rundt. 

I alle tre tilfælde er problemet, at man ikke følger loven, der præciserer, at forbrydelser skal meldes til politiet, så de kan blive efterforsket, hvorefter domstolene kan dømme i de skyldige. 

De søde billeder af Kiran og hendes nuværende mand giver et håb om, at hun kan komme sig rimeligt over det skete, som hendes eksmand nu er delvis dømt for. Samtidig står en mormon, som stadig er medlem af kirken, frem og fortæller sin version.

Hans syn på sagen er forfriskende. Kirken skal passe på sig selv, som den har for vane, og han får tårer i øjnene, da han tænker på de skader, som sådan en sag giver hans elskede kirke. Men samtidig siger han helt enkelt fra.

Hvor var kirkens etik i denne sag? Hvor var kirkens ledelse i forhold til hustru og børn? Hvor var den korrekte interaktion med det omgivende samfund?

I Danmark har vi religionsfrihed, omend vi ikke har religionslighed. Idéen er, at danskerne som hovedregel er protestantiske kristne, men vi tolererer både ateisme og andre religioner, såfremt de indordner sig under regler og love i det borgerlige samfund.

Det er præcis dét, der ikke er sket her.

Resultatet er forstemmende. Nu fremstår mormonkirken som umoden, lukket og patriarkalsk. En kirke, som ellers gør meget godt for mange mennesker. Og allerværst, så efterlader de mange undladelsessynder en kvinde og hendes familie i et juridisk tomrum. Hun er smidt under bussen.

Måske skulle de gamle mænd i mormonkirken bare stille sig selv spørgsmålet: Hvad ville Jesus have gjort?