Trøflen er madens bedste ven, siger man. Men den er også en dyr en af slagsen. Især den hvide art, Alba-trøflen, som hverken kan kultiveres eller dyrkes, kun opspores under jorden i norditalienske Piemonte.
Markedsprisen er 4500 euro for et kilo, og den gastronomiske verden dyrker svampen som en underjordisk og sælsomt duftende gud.
Men det er kun nogle få udvalgte, der kan finde frem til svampen og sælge den for mange penge. Nogle gange på åbne messer med kendere og købmænd fra hele verden.
Men ofte sker det, som var den narko på en sort børs. Trøffelpushere prutter om prisen med kunderne på skjulte steder i byen, når mørket har sænket sig.
Denne guldgraververden går på hæld, men er ualmindeligt smukt og charmerende skildret i Michael Dweck og Gregory Kershaws Trøffeljægerne fra Piemonte.
Dokumentaren handler om de mænd, der stadig holder traditionen i live, og ikke mindst om de hunde, som vitterlig er trøffelmenneskets allerbedste ven og livsledsager.
Et sted i filmen bliver en trøffeljæger tilbudt 6000 euro for sin hund. Men ejeren svarer: ”Kom med dit barn, og jeg køber det for 50.000 euro!”
Han er som de fleste i filmen en herre langt over sit livs forår, nærmere pensionsmoden, men med principperne i behold. Dermed er han også en standhaftig mand i en jagtkultur, som bliver mere og mere kommerciel på grund af grådige gourmeter og deres underbydende leverandører.
Filmens hovedpersoner er alle gamle gutter. De gakker og snakker, drikker vin og lever for at tage deres elskede hunde med på trøffeljagt. Og ikke nok med det. Hundene spiser også med ved bordet, kommer med i bad, én af dem bliver sågar velsignet af præsten i en pompøs barokkirke. De erstatter gerne den kone, mændene aldrig fik. Nu vil de ikke bytte deres firbenede partner for en på to ben.
Men farerne lurer ude i skovene, hvor nye tiders fæle trøffelkonkurrenter sætter gift ud for at spolere en jægers metier via hans hund.
Trøffeljægerne fra Piemonte er tematisk beslægtet med billedskønne, nordmakedonske Honningland. Her udfordres en traditionel biavler på levebrødet af nytilkommere på jagt efter hurtig gevinst.
Men historien om trøffeljægerne er mere udsvævende. Her er ingen klar struktur med begyndelse og slutning og løftet pegefinger. I stedet får vi et anekdotisk portræt af en stolt svampejægerkultur, som fortrænges af madspekulanter.
Vi møder den profetiske og poetiske trøffeljæger, der har trukket sig tilbage på grund af de nye tiders griskhed. Og den 87-årige ægtemand, som stædigt holder fast i sin natlige svampejagt, selv om hans kone formaner ham, at han vil komme til skade og lægge samfundet til last.
Begivenhederne serveres i sporadisk, men behagelig rytme, indfanget af et statisk kamera, der til tider også flanerer i hundehøjde – påmonteret vovsen! Det skønne landskab ændrer sig elegant fra efterårets vemodige bronzerøde og grøngrå farver til vinterens grafiske snelandskaber med sorte og hvide konturer.
Vi får også et satirisk signalement af de gustne svampeopkøbere, der opsøger trøffeljægerne.
Længe overværer vi en voluminøs jakkemand, der andægtigt spiser lækre spejlæg dækket med trøffelflager. Scenen er et indicie på, at trøffeljagten som regional kultur bliver slagtet af udefrakommende ædedolke. Et andet sted sidder en stresset opkøber med sin spaghettispisende datter og beklager sig over, at han ikke har tid til selv at smage på trøflerne, kun købe dem for pengestærke klienter.
Vores trøffelhelte med alle deres aparte træk og originale egenskaber er del af en døende, piemontisk bondekultur, hvor man aldrig plejede at overtræde regler eller betræde hinandens revir. Men tiderne skifter, når kapitalismen gør krav på naturens egen spise.
Trøffeljægerne fra Piemonte er smuk og sjov, især for elskere af italiensk skævhed. Og italienske trøfler.
Kommentarer