Naturen har altid fascineret mennesket. Men vi har også frygtet dens vildskab og kraft.
Måske er det derfor, vi som art har stræbt efter at kontrollere naturen. For at vise vores overlegenhed. Smerteligt har vi altid måttet sande, at naturen ikke lader sig tæmme.
Med en baggrund som bjergbestiger og arktiske ekspeditioner har naturen en særlig plads for den danske fotograf og instruktør Illum Jacobi. Og han er særlig optaget af menneskets forhold til naturen.
Inden han kom ind på Den Danske Filmskoles fotograflinje – som han blev uddannet fra i 2005 – arbejdede Jacobi som kameramand på produktioner i store højder.
Nu er han aktuel med sin første spillefilm, som er engelsksproget: The Trouble with Nature.
Den foregår naturligvis i naturen, nærmere bestemt de franske alper. Illum Jacobi er gået tilbage i historien og har fundet den irske oplysningsfilosof Edmund Burke, der levede fra 1729 til 1797 og var særligt optaget af naturen og begrebet det sublime.
Satirisk placerer instruktøren den fornemt klædte Burke (Antony Langdon) med paryk og hvidt pudder på ansigtet midt i naturen. I første scene vågner han op midt på en lavendelmark.
”Det her er slet ikke, hvad jeg havde regnet med. Der er jo ikke noget her bortset fra lavendel og atter lavendel,” siger filosoffen til sig selv, mens han nærmest ser fornærmet rundt på den smukke mark.
I et bevidst valg skildrer Jacobi med et langsomt fortælletempo naturen, hvor hændelser oftest sker roligt og over lang tid.
The Trouble with Nature er pudsig og tankevækkende, når den lukker publikum ind i de franske alpers fauna, floder og sne. Det er en visuelt betagende oplevelse, der understøttes af den parodiske historie om den arrogante filosofs oplevelse af sine naturomgivelser.
Edmund Burke befinder sig i en slags livskrise såvel intellektuelt som økonomisk. Han beslutter derfor at tage på en opdagelsesrejse til alperne i håbet om at skrive en ny version af sin ungdoms mesterværk om det sublime: A Philosophical Enquiry into the Origin of Our Ideas of the Sublime and Beautiful.
Begrebet dækker over idéen om overvældende storhed. Noget spirituelt og æstetisk bevægende, intelligent og metafysisk. Og ofte kan det findes i naturen – fjernt fra rationalitet og udregninger.
Selv om han har udtænkt teorien, kan Burke ikke selv helt forstå begrebet. Bogen blev jo til i varme og komfortable omgivelser, hvor han ikke måtte stå ansigt til ansigt med det, han kalder det sublime.
Illum Jacobi ironiserer over kontrasten mellem natur og kultur, når Burke midt i den dunkle skov insisterer på at få pudder i ansigtet af den stakkels tjener Awak.
”Vi er herskere, vi er født til at regere over naturen,” fortæller filosoffen, samtidig med at han ikke kan håndtere nogle myrer, der kravler på hans fine sko. Konstant latterliggøres Burke for den manglende evne til at komme i kontakt med naturen.
I en uforglemmelig indstilling placeres Burke som manden i tyske Caspar David Friedrichs ikonisk romantiske maleri Vandreren over tågehavet. Men i stedet for naturforbindelse tager Burke tissemanden frem og pisser bogstavelig talt på naturen.
Illum Jacobi demonstrerer underholdende og intelligent, at mennesket aldrig kan herske over naturen og må give fortabt på den mest barnlige facon.
Kommentarer