Twice Colonized

”Er det at beskytte oprindelige folk lige så vigtigt som at beskytte andre arter?” spørger en interviewer advokaten og aktivisten Aaju Peter i starten af Twice Colonized.

Skal vi redde sælerne eller de inuitjægere, der lever af at jage dem?

Det er kun passende, at den hvide kvinde, som i et arkivklip er malet blodrød og protesterer mod sæljagt, hedder Karen – navnet, der er blevet symbol på privilegieblinde mennesker.

Den grønlandsk-danske Twice Colonized er instrueret af Lin Alluna, men den er ”levet af” Aaju Peter, som der står i startteksterne.

Hun er et markant bekendtskab. Fyrig og stolt som aktivist for oprindelige folks rettigheder, medfølende som advokat, kærlig og omsorgsfuld som bedstemor – og tydeligt mærket af et liv fuldt af traumer.

Som barn blev hun sendt bort fra sin familie for at vokse op i Danmark. Tidligt i filmen modtager hun nyheden om, at hendes søn er sprunget i døden. Og alt imens hun laver lobbyarbejde i Ottawa, på Christiansborg og i Bruxelles, er hun også i et betændt forhold med en voldeligt jaloux kæreste.

I en central scene forklarer hun en gruppe canadiske studerende, at det korte hår skyldes, at hendes nu ekskæreste klippede hendes hår for at udskamme hende, fordi han troede, hun havde en affære.

Meget senere er de stadig sammen.

”Jeg bliver ved at finde mig selv i situationer, der ikke er gode for mig. Men det er det, jeg kender,” siger hun.

Det personlige er politisk, lyder en slidstærk, feministisk parole, som Lin Alluna atter beviser ved at skildre Aaju Peters privatliv råt for usødet.

Men der er ingen selvmedlidenhed at spore i kvinden.

Hun bruger modgangen som brændstof til at hjælpe andre, og det er den ukuelighed, der gør Twice Colonized til et spændende portræt af kvalificeret modstand.

Modstanden mod danskerne, der forsøgte at fornægte hendes kultur, og mod canadierne, der gjorde det samme og værre ved deres oprindelige befolkning. Mod majoritetsbefolkningernes udbredte og uerkendte paternalisme, der er racisme, og som fratager oprindelige folk medbestemmelse over deres land og kultur.

Twice Colonized er optaget og løbende udviklet over en årrække i samarbejde med den debuterende dokumentarist Lin Alluna, der for alvor starter karrieren med den gevaldige cadeau at blive udtaget til Sundance-festivalen.

Her passer den grønlandsk-danske dokumentar godt ind med sit engagerede personportræt og politiske agenda om at give oprindelige folk deres værdighed og autonomi tilbage efter århundreders undertrykkelse af vestlige kolonimagter.

I løbet af filmen samler Aaju Peters aktivisme sig om at etablere et permanent forum i EU-regi for oprindelige folk. En sådan organisation kan varetage deres interesser over for magthavere, der ikke forstår dem.

Den side af historien virker til tider lidt ufokuseret. Det kan være svært at holde styr på, hvilket politisk mappedyr der siger hvad, når vi følger Aaju Peter til det ene møde efter det andet.

Det er måske uundgåeligt, den lange produktionstid taget i betragtning. Og det er ikke den geopolitiske historie, der er filmens omdrejningspunkt. I stedet fører Lin Alluna publikum tæt på den verden og de mennesker, hvis levevis er mest påvirket af afsporet aktivisme som for eksempel kampen mod sæljagt.

En række anerkendte fotografer – foruden instruktøren – indfanger majestætiske billeder både fra Arktis og europæiske og canadiske storbyer, som Aaju Peter rejser i.

Et gennemgående poetisk lag med en reflekterende fortællerstemme, betagende billedkompositioner og smuk underlægningsmusik – med brug af strygere, klaver, tromme og stønnende sang – giver Twice Colonized dybde og format, der er et niveau over mange andre aktivistiske dokumentarer.

Lin Alluna er ikke interesseret i et ukritisk helteportræt, men skildrer Aaju Peter som en sammensat, viljestærk kvinde, der nægter at give efter for andres fordomme.

Det giver stof til eftertanke.