”Det er rigtigt vigtigt, at alt, du siger herinde, er sandt,” forklarer en venlig politimand, inden han begynder afhøringen af den fjortenårige teenagepige Holly (Flora Ofelia Hofmann Lindahl).
I serien følger vi den indesluttede Holly, hvis klasselærer bliver bekymret og kontakter kommunen efter at have læst en stil, som Holly har skrevet i skolen.
I stilen fortæller hun om en hverdag med en voldlig stedfar. Det får kommunens sagsbehandler Lars (Bjarne Henriksen) til at reagere og straks fjerne Holly og lillebroren Theo fra familien, mens sagen undersøges.
Men der er flere sider af sagen, og Hollys beskrivelse af familieforholdene er ikke det indtryk, man ellers umiddelbart får af den lille kernefamilie.
Moren Dea (Christine Albeck Børge) er da også mildest talt chokeret og uforstående over for beskyldningerne, da sagsbehandler Lars møder op på hendes arbejdsplads. Dea forklarer det med, at Holly er en teenager, som har det svært, har et anstrengt forhold til stedfaren Simon og ikke ser sin biologiske far.
Som serien skrider frem, må vi derfor side om side med Lars forsøge at gennemskue, hvad der egentlig er op og ned i situationen, og hvem skurken er.
”Du ødelægger vores familie,” siger Dea fortvivlet til sin datter. Og der sendes tanker til Thomas Vinterbergs Jagten og de uoverskuelige konsekvenser, det kan få, når man kommer med alvorlige påstande.
Flora Ofelia Hofmann Lindahl leverer en stærk præstation som Holly. Hun viser en skrøbelighed, når hun anspændt, sammenkrummet og med tårer i øjenkrogen konstant er på grådens rand. Samtidig balancerer hun det med en enorm styrke, når hun vedholdende står fast på sin forklaring trods morens adskillige forsøg på at få hende til at trække den tilbage.
Vi er som seere utroligt interesseret i, hvad der foregår inde i hendes hoved.
Også Christine Albeck Børge er fængende som moren, der er fyldt med frustrationer over pludselig at få sine børn revet væk. Hun tager sin mand Simons parti, men alligevel kan der anspores en flig af tvivl, som når deres fælles advokat spørger til, om hun nu også er sikker på, at han ikke slår Holly, når Dea ikke er der.
Bjarne Henriksen gør en god figur som sagsbehandleren, der vil det bedste for børnene. Han er handlekraftig og som udgangspunkt skråsikker i sin sag. Men kan man nu også træffe så afgørende en beslutning på en mavefornemmelse?
”Jeg har prøvet én gang at handle lidt for sent i en voldssag, og det var én gang for meget,” proklamerer Lars.
Hermed tager serien fat i det svære dilemma om, hvornår man skal gribe ind i en sag, som potentielt kan smadre en familie. Men som også kan få katastrofale konsekvenser, hvis der ikke gribes ind i tide.
Serien er præget af en konstant ubehagelig tone, og der skabes en spænding, når seerne hele tiden udfordres i deres opfattelse af, hvem som taler sandt.
Vi får gradvis flere og flere oplysninger, som peger i forskellige retninger. Børnene har ingen fysiske mærker efter vold, og lillebror mener, at Holly lyver om alt, fordi hun er jaloux og ikke kan lide Simon. Men så er der jo også lillebror Theos brækkede arm og Simons to tidligere voldsdomme.
Og reagerede Simon ikke en smule aggressivt, da han i et skænderi med Dea blev frustreret?
Vi studerer hver mindste detalje i familiemedlemmernes reaktionsmønster og ansigtsudtryk i håb om at komme tættere på sandheden og forstå deres psyke.
Altoverskyggende er dog den tristhed og tvivl, som er over alle familiemedlemmerne. For uanset hvordan sandheden ser ud, er den sørgelige kendsgerning, at familien er smadret, og for den lille familie kan det umuligt ende godt.
facebook
twitter
Kommentarer