The Umbrella Academy

Det er noget af et Frankensteins monster, som Netflix har bikset sammen på laboratoriebordet.

Ligesom Susanne Biers Bird Box virker idéen bag The Umbrella Academy nemlig til at være, at jo flere populære koncepter, der kan mases ned i boksen – eller i dette tilfælde under paraplyen – jo bedre.

Et dysfunktionelt familiedrama mellem superhelte blandes med et mordmysterium. Dramaet udspiller sig i et ræs mod tiden for at stoppe Jordens undergang. På sidelinjen finder vi Pulp Fiction-inspirerede, tidsrejsende lejemordere og en hårdkogt kvindelig politidetektiv, imens kampscenerne iltert veksler imellem muntre øvelser i ultravold (komplet med kontrapunktisk musik) og intense selvtægtslåskampe.

Serien er baseret på tegneminiserien af samme navn, og som det så ofte er tilfældet med det format, er præmissen karakteriseret ved at være utrolig kompliceret.

Den excentriske rigmand og filantrop Reginald Hargreeves adopterer syv børn, som alle er født under den samme kosmiske begivenhed i 1989. Seks af dem viser sig at have superkræfter, og rigmanden opdrager dem til at blive et hold af selvtægtudøvere ikke ulig X-Men-gruppen.

Det meste af serien følger dog familien sytten år senere, da Reginald omkommer under mystiske omstændigheder. De forbitrede familiemedlemmer samles endnu en gang og tvinges til at arbejde sammen, da et længe savnet medlem kommer tilbage fra fremtiden og advarer dem om Jordens snarlige undergang om otte dage.

Hvis det lyder som Watchmen, er det skam ikke tilfældigt. Den originale tegneserie af The Umbrella Academy er i sig selv en mere stiliseret version af Alan Moores indflydelsesrige mesterværk.

Men for en serie, der er kendt og elsket for vanvittige tidsrejsehistorier, talende chimpanser og Jordens flammende endeligt, er serieskaber Jeremy Slaters udgave underligt kedelig og nede på jorden. Gruppens leder Luther fik i tegneserien sit hoved transplanteret på en gorillakrop. I serien er han bare en smule mere behåret på grund af et serum.

I de fem afsnit, der er gjort tilgængelige for anmeldere, er det meste af tiden blevet brugt på smålige familieskænderier, et par middelmådigt filmede actionsekvenser og en masse mysteriesnak, som ikke fører nogen vegne. The Umbrella Academy er nemlig en af den slags serier, som skaber mysterier ved bevidst at tilbageholde informationer, der ellers burde være tilgængelig.

Tag bare miseren omkring familiemedlemmet Five, som kommer tilbage fra fremtiden for at advare resten af familien. Man skulle tro det skete i første afsnit, men faktisk får han ikke fuldt ud forklaret, hvor han kommer fra, og hvad hans endelige plan er, før femte afsnit!

Five er nemlig en bitter gammel mand fanget i en teenagers krop, som ikke stoler på de andre. Ikke særlig belejligt, når Jordens undergang er om otte dage, men utroligt rart, når man som serieskaber skal fylde en hel sæson ud, der består af ti timelange afsnit.

Der er et par lyspunkter her og der.

De to tidsrejsende lejemordere Hazel og Cha-Cha behandler deres arbejde som et kedeligt kontorjob, hvilket ikke er en nær så original idé, som serien tydeligvis tror, det er. Men de er spillet af de altid vidunderlige skuespillere Cameron Britton (Mindhunter) og Mary J. Blige. En buddy-serie med de to ville være fantastisk.

Familiemedlemmet Alisson kan få folk til at følge sin mindste ordre, og det har hun udnyttet til at blive en Hollywood-superstjerne. Men hun mistede både mand og barn, da hun indrømmede at have brugt de overnaturlige kræfter mod sin egen pige. Det er en fascinerende baggrundshistorie, som dog mere eller mindre ignoreres, fordi den ikke tjener seriens mere overordnede mysterier.

I The Umbrella Academy tjener personerne nemlig mysterierne i stedet for den anden vej rundt.

Jeg har slet ikke nævnt det syvende familiemedlem Vanya, som ikke har nogen superkræfter andet end, at hun er spillet af Ellen Page. I fem afsnit har hun blot stirret katatonisk ud i horisonten, mens de andre familiemedlemmer har skældt hende ud for at eksistere. Som med alt andet, er hun udelukkende til stede for at levere et twist senere i serien – hvis Jeremy Slater da har tænkt sig at følge tegneserien til dørs.

Femte afsnit slutter med løfter om endnu flere mysterier og twists. Men det er svært at engagere sig i rodebiksen af forskellige idéer, stilarter og handlingsforløb, når familien Hargreeves er en så uinteressant, lallende gruppe af afdankede superhelte.