The Underground Railroad

Kan man sammenligne slavetiden med holocaust? 

Spørgsmålet hjemsøger mig i de dage og nætter, hvor jeg kæmper mig igennem The Underground Railroad. Usikker på, hvad jeg har oplevet andet end, at det har sat sig i kroppen som en ptsd-reaktion. 

Serien er på sin vis en oplevelse på højde med kz-dramaet Sauls søn. Begge kryber ind under huden og sætter sig i alle kroppens celler, som samstemmende skriger: Alarm! 

Moonlight-instruktør Barry Jenkins’ Amazon-serie er brutal. Et rystende vidnesbyrd og et poetisk, hårdtslående manifest. 

Hovedpersonen er den unge slave Cora (Thuso Mbedu). Ligesom i det Pulitzer-prisvindende bogforlæg af Colson Whitehead flygter hun i 1800-tallet fra en plantage i Georgia via en underjordisk jernbane, der fører hende rundt i syden, før hun til sidst lander i Indiana. 

I hælene har hun slavejægeren Ridgeway (Joel Edgerton), der kæmper med sin sårede stolthed over, at Coras mor undslap ham. Derfor igangsætter han en indædt jagt. 

Med sig har han sin tro følgesvend, den tidligere slave Homer, der spilles hypnotisk af det kun elleveårige stjernefrø Chase Dillon. 

På trods af sin lille statur oser skuespilleren af gammelmandsvisdom og majestætisk stolthed. Iklædt jakkesæt og bowlerhat er han et nærmest surrealistisk islæt, der vækker mindelser om den lille mand i Twin Peaks. 

Sjældent får vi et indblik i Coras indre tanker. I stedet bruger Jenkins hende til at vise os verden gennem den sorte piges øjne. Serien er opbygget a la Gullivers rejser som en kritisk allegori, og toget tager os rundt i USA’s mørkeste kapitler. 

”Hvis I vil se, hvad denne nation handler om, skal I rejse med tog. Kig ud undervejs, og I vil se Amerikas sande ansigt,” siger togkonduktøren til Cora og hendes medsammensvorne Caesar, men i særdeleshed til seerne. 

The Underground Railroad er som en rejse op gennem tiden, hvor hvert stop undersøger den iboende racisme i landet. 

Første stop er South Carolina, som ved første øjekast er et velkomment fremskridt, hvor de hvide vil lære af slavetiden. Cora får arbejde på et museum, der viser slaveforholdene via genopførelser. 

Men hårene rejser sig, da der med iver og ihærdighed øves på at slå med pisk på den helt rigtige måde, som var det en scene i The Act of Killing. 

Hver gang Cora ser ud til at være i sikkerhed, bliver hun gruopvækkende indhentet af fortiden. Ligesom nationen, der aldrig har taget livtag med den blodige fortid. 

I Tyskland har de et ord for at overkomme fortidens uhyrligheder: Vergangenheitsbewältigung. 

Den jødiske moralfilosof Susan Neiman mener, at USA kan lære meget af Tyskland i den henseende. Hun beskriver, at man måkonfronteres følelsesmæssigt med forbrydelserne og ikke kun lære om dem historisk og rationelt. 

Barry Jenkins formidler følelser som få, og derfor synes The Underground Railroad som den emotionelle konfrontation, USA har higet efter i så mange år. 

Seriens ti afsnit tærer på kræfterne, men det er vigtig for forståelsen, da vi ligesom Cora langsomt nedbrydes. Det er først efter anseelige timer i hendes fodspor, at følelsen af aldrig at være i sikkerhed sniger sig ind på én. Man begynder at perspektivere til nutidens grusomheder såsom de mange politimord på unge sorte mænd. 

Og da et af de sidste afsnit afsluttes med Childish Gambinos nummer This Is America, vækkes vreden for alvor til live over den uretfærdige behandling, som stadig foregår. 

Men The Underground Railroad er i sit filmsprog mere poetisk end politisk. 

Barry Jenkins og hans faste fotograf James Laxton laver bløde og sanselige billeder, som man har lyst til at spise med en ske. Sammen med Nicholas Brittels kuldegysende musik og et fænomenalt lyddesign er serien en stor mundfuld, der skal bides over, så den kan nydes i al sin prægtighed.