Ung og smuk

”Besiddelse” og ”forklaring” er nære sengekammerater. Tænk på, når det lykkes at løse et problem, og man udbryder: ”Jeg har det!”

François Ozons nye film handler om Isabelle, en syttenårig pariser-pige fra en velbjerget familie, der finder sig et job som deltids-prostitueret uden nogen åbenlys grund.

Mænd tager hende i besiddelse igen og igen, men ingen forstår hende – hverken hendes klienter eller hendes chokerede mor og stedfar. Heller ikke hendes psykoterapeut, der accepterer at blive betalt med den løn, hun tjener under sit professionelle pseudonym ”Lea”.

Man kunne betragte Ung og smuk som et portræt af et rundforvirret rigmandsbarn og det bourgeoisi, hun rebellerer mod.

Men spillet med rolig og imponerende sikkerhed af den très jolie Marine Vacth fremstår Isabelle/Lea alt andet end forvirret. Hun synes på alle tidspunkter at vide, præcis hvad hun har gang i. Man kan ligefrem se hjernen kalkulere bag den lidenskabsløse, let overlegne mimik.

Instruktøren virker mere interesseret i, hvad hun gør, end hvorfor hun gør det. Det reflekteres i filmens elliptiske struktur.

Efter sommerprologen, hvor Isabelle mister sin mødom til en strandkæreste, som hun ikke føler noget for, springer vi frem til efteråret, hvor hun allerede møder ældre mænd på hotelværelser.

Vi efterlades til selv at finde hoved og hale i årsag og virkning, som Mr. Jones i Dylan-sangen Ballad of a Thin Man: ”Something is happening here, but you don’t know what it is – do you, Mr. Jones?”

Selve stævnemøderne vil nok hverken chokere eller pirre.

Sex er der, naturligvis, men det præsenteres ofte i stillestående totalbilleder som i en æstetiseret, observerende dokumentar.

Filmen huskes derimod for alle de små procedurer rundt om sexscenerne: en afslappet Isabelle, som skifter tøj og identitet til sexy Lea på sit toilet; pengene, som akkumuleres i en skjult pung i soveværelset; rulletrapperne i metroen, som transporterer hende fra kunde til kunde; hendes ansigt, som glider ud i lyset eller synker ind i mørket.

Ozon er en stærkt selvreflekterende filmskaber, som gør en dyd ud af at udstille sine fiktioner. 8 kvinder – og et mord fra 2002 spiller åbenlyst på stjerne-auraen blandt castet af franske skuespillerinder. Angel fra 2007 er et melodrama om en forfatter, der skriver melodramaer. Og den delikat skæve komedie Potiche fra 2010 sigter med fuldt overlæg efter kulørte farver og det stiliserede look i instruktøren Jacques Demys 60’er-film a la Pigen med paraplyerne.

Ved første øjekast er Ung og smuk et mere lige-ud-ad-landevejen-drama. Men den gamle, cinematisk selvbevidste Ozon er stadig til stede i rigt mål.

For eksempel åbner filmen med et billede af en solbadende Isabelle set gennem hendes lillebrors kikkert. Her loves enten en voyeuristisk sexfilm eller et indgående karakterstudie. Vi får ingen af delene. Til slut er Isabelle ikke mindre enigmatisk, end hun var fra starten.

Igen og igen driller Ozon os med illusionen om, at hun er en type, vi har set før – en skadet teenager på desperat jagt efter en healingproces.

Somme tider tror vi, at vi forstår hende. Som da hun begynder at hænge ud med sine skolekammerater og får en kæreste til en fest, eller når vi via psykoterapeuten hører om hendes fraværende far, der dulmer sin dårlige samvittighed med store pengegaver til jul og fødselsdage. Men ingen af sporene leder nogen steder hen.

I sidste ende kan vi – ligesom hendes klienter – håbe på at tage Isabelle i besiddelse, men aldrig forstå hende. Vi kan blot absorbere hende på lærredet: smuk, effektiv, selvbehersket og storslået uforståelig.

At fremstille en teenagepige så følelsesmæssig uudgrundelig er et feministisk statement fra en filmskaber, der sammen med Pedro Almodóvar er en af Europas største mandlige leverandører af film om kvinder lavet fra et kvindeligt synspunkt.