Valley of Tears

10. juni 1967 fejrede Israel sin største militære sejr. 

På blot seks dage nedkæmpede de overlegent de egyptiske, syriske, irakiske og jordanske styrker under, hvad der blev kendt som Seksdageskrigen. 

Resultatet var en ydmygelse af den arabiske nationalisme og en israelsk besættelse af Sinai-halvøen, Vestbredden, Gaza og Golan-højderne. 

Sejren skabte blandt israelere en selvsikkerhed, der i politisk og kulturel forstand blev kendt som ”opfattelsen” – eller ”conceptzia”. Ingen af Israels naboer, eller fjender, var stærke nok til at besejre dem. 

Der skulle ikke gå mere end seks år før denne opfattelse blev knust under et overraskelsesangreb af Syrien og Egypten, kendt som Yom Kippur-krigen. Navnet kommer fra tidspunktet for krigen, der begyndtes under jødernes soningsdag, Yom Kippur. 

I den hæsblæsende israelske miniserie, Valley of Tears, borer skaberne over ti afsnit ned i det åbne sår fra 1973 – et sår, som i realiteten aldrig er blevet behandlet i Israel. 

Ikke færre end 10.000 israelere mistede livet på de små tre unger, krigen varede, før der blev erklæret våbenhvile. Det er svært at udpege en sejrherre, og i miniserien er der da også kun ofre. Og de efterladtes tårer. 

Valley of Tears er en imponerende produktion, der er lige så ambitiøs, som den er ubehagelig. Selv om vi ser krigen gennem israelernes øjne, undgår man den patriotisme og selvhøjtidelighed, som ofte plager krigsfilm. 

Serien byder på en række handlingstråde. 

En gruppe soldater og analytikere på en forpost angribes af syrere. Her er den frygtsomme og sære, men også intelligente analytiker Avinoam. Og her er Yoav, den øverstbefalende på stedet, en flot og modig mand, der må tage ansvaret og føre de overlevende ud af en bunker. 

Et stykke derfra befinder en lille tank-enhed sig som første og eneste bastion mod de fremstormende, syriske tanks, der er dem overlegne i antal. 

Længere fra fronten er en far på jagt efter sin forsvundne søn. En politisk aktivist og en yngre dame ansat i hæren er på vej mod militærets hovedkvarter for at hjælpe deres venner. 

Det, der binder personerne sammen, er kampen for overlevelse og håbet om at give vennerne og deres elskede en chance for det samme. Imens flyver kuglerne gennem luften, og de fjendtlige tropper nærmer sig. 

Som den storladne krigsserie Band of Brothers følger vi kun den ene side af krigen. Syrerne betragtes som gudsforladte dræbermaskiner, men det er vel at mærke, fordi vi oplever dem gennem de ængstelige israelske soldater, der konstant må se kammerater blive gennemhullet af kugler. 

I to velorkestrerede scener får instruktør Yaron Zilberman og seriens fire øvrige skabere slået deres grundlæggende pointe fast. 

Efter en voldsom skududveksling befinder Avinoam sig alene på slagmarken. En syrisk soldat har overlevet og spørger om vand. 

De fortæller hinanden om deres liv i henholdsvis Israel og Damaskus, og det gør kun blodsudgydelserne endnu mere meningsløse. Gennem en syrisk afhøringsofficer får vi også et indblik i den sorg og de tab, som syrerne led under Seksdageskrigen. 

Sådanne øjeblikke er med til at nuancere den historiske begivenhed. 

I Valley of Tears veksler de unge soldater hele tiden mellem modstandskraft og hjælpeløshed. Skuespilpræstationerne er imponerende. Før en person får sagt, at han aldrig har set en død mand før, læser vi det i skuespillerens ansigt og øjne. 

Serien giver også indblik i skræmmende krigspsykologi. Hvor går grænsen mellem forsvar og angreb? Vi følger nøje de personer, der krydser grænsen, og det gør serien til mere end blot en historisk skildring af grufuld krig.