Dokumentaren om barnestjernen Björn Andrésen, der som bare femtenårig spillede hovedrollen i Luchino Viscontis Døden i Venedig, handler om alvorlige overgreb på en ung teenager.
Ikke seksuelle overgreb, som man måske ud fra Visconti-filmens tema kunne forvente – filmen kredser på overfladen om såkaldt pæderasti: voksne mænds erotiske betagelse af store drenge og unge mænd.
Verdens smukkeste dreng handler derimod om stort set alle andre former for udnyttelse.
Spillefilmen fra 1971 er i sig selv en ufatteligt smuk og især dragende fremstilling af plottet i den tyske forfatter Thomas Manns kortroman Døden i Venedig.
Hovedpersonen er en intellektuel mand (Dirk Bogarde), der er besat af skønhed. Da han endelig møder det smukkes perfekte udtryk, bliver han syg. Drengen er, som én også siger i dokumentaren, en form for dødsengel.
Det spændende ved Manns historie er, at den, skønt Thomas Mann levede hele sit liv som skabsbøsse, nærmest demonstrativt ikke handler om homoerotik. Og selv om Visconti var tidligt ude som erklæret homo, var også han optaget af, at det var betagelsen af skønhed som sådan, der var i centrum for plottet – ikke erotik og aldrig seksualitet.
Både bog og film er ikke desto mindre en studie i det liderlige blik, men der er aldrig nogen forløsning. Og så er alt vel i orden, eller hvad?
Det problem spejles i dokumentarens undersøgelse af hele Björn Andrésens liv. Først ses han slet ikke af sin mor, der begår selvmord, allerede da han er lille. Så overbeglos han af sin mormor, der vil gøre ham kendt for enhver pris.
Siden udnyttes han på det skammeligste af Visconti, der laver en led kontrakt, af de øvrige skuespillere, som presser ham til byture, af reklamefolk og ikke mindst af pressen. Han udnyttes af lumre, gamle mænd, som uden at røre hans krop smadrer ham psykisk, og af moderigtige parisere, der betaler for at blive set i hans selskab.
Hen mod filmens slutning er spørgsmålet, om han også udnyttes af sin egen kæreste, der begår psykisk vold imod ham – imens hun kalder ham ”et svin”.
Instruktørerne Kristina Lindström og Kristian Petri fortæller kronologisk med indlagte flashbacks. Björn stikker af fra en kostskole i Danmark, han bor hos sin mormor, han bliver castet af Visconti, han bliver megastjerne i Cannes, han bliver endnu større, da han bliver det allerførste vestlige aidoru – ”idol” – i Japan.
I Asien er han en slags offentlig lolita-dukke, alle bare bruger. Han indsynger japanske popsange på kommando, han beordres til at reklamere for Meiji-chokolade, han bliver fotomodel. Ja, han bliver sågar det formative forbillede for alle kommende blonde, mandlige manga-figurer i Japan.
Prisen betaler han helt fra barnsben: ensomhed, et sårbart selv, et rodet arbejdsliv og en ustabil familie.
Da hans lille søn dør af pludselig spædbarnsdød, mens han selv er fuld, bryder alkoholismen ud i lys lue. Ved filmens start er han stadig virkelig sølle, men man fornemmer, at han er en mand, der – som cirka 65-årig – forsigtigt er ved at finde sig selv.
Måske for første gang.
Filmen er en undersøgende, dokumentarisk biopic ligesom Grizzly Man og Searching for Sugarman.
Den graver sig dybere og dybere ind, men historien er ikke så overrumplende og så uventet som i de nævnte film. Omvendt er den så meget desto mere dirrende sårbar og psykologisk nuanceret.
Man føler virkelig med Björn, og man fornemmer, at prisen for berømmelse kan være ekstremt høj.
Som et indlæg i kønsdebatten er den tankevækkende, fordi den skildrer en ung mand, der bliver et rendyrket sexobjekt. Desuden fremstiller den homoseksuelle lige så nuanceret og modsætningsfulde som heteroer.
Det allerbedste?
Man får lyst til at gense Viscontis mesterværk. Man vil for altid se på filmen med nye øjne, når man først har fået øje på, hvor grim den smukkeste dreng i verden til sidst blev af, at alle kiggede så altædende på ham.
Kommentarer