Der var engang, hvor Vestens vise musikere samledes fra nær og fjern. Ikke med guld, røgelse og myrra skær, men med humor, gudsbenådede stemmer og klassiske slagere. Med falsk sne og varme sweatere blev julen sunget ind, alt imens familier flokkedes om hjemmets alter: tv’et.
De store varietéshows var en fast bestanddel af julens tv-udsendelser, men genren døde ud i takt med store personligheder som Bing Crosby, Frank Sinatra og Dean Martin.
A Very Murray Christmas er Sofia Coppola og Bill Murrays nostalgiske hyldest til de svundne tider med et anstrøg af den whisky-brændende melankoli, som makkerparret mestrede i Lost in Translation.
Bill Murray er Bill Murray, fanget på det stilfulde newyorker-hotel The Carlyle. Det er juleaften, og Murray skal være vært for et tv-transmitteret varietéshow, men en snestorm forhindrer hans gæster i at dukke op.
Murrays producer, ukueligt optimistiske Amy Poehler fra Parks and Recreation, forsøger at muntre ham op, mens Paul Schaffer fra Late Show with David Letterman er placeret bag klaveret og spiller de første toner til Christmas Blues. Nummeret, der blev berømt i et af Dean Martins legendariske juleshows, handler om at være ensom ved juletid.
Snart popper den ene stjerne op efter den anden. Chris Rock synger duet med Murray i matchende sorte turtlenecks med misteltens-dekoration på brystet, Rashida Jones, også fra Parks and Recreation, er en brud, der har fået ødelagt sin bryllupsdag. Gommen er Jason Schwartzman, som Murray spillede sammen med i Rushmore og derudover er fætter til Sofia Coppola. Bag kameraet står Roman Coppola, bror til instruktøren.
Den familiære hyggestemning mærkes bag skærmen, men til tider føles det, som om de har haft det lidt for hyggeligt. I nogle scener synes hverken Sofia eller Roman Coppola at have haft en plan med indstillingerne, men heldigvis er der også scener, hvor skuespillerne er minutiøst placeret i dybdekompositioner rundt om et klaver eller op ad en trappegang.
Her bidrager den stramme komposition til den fortættede atmosfære og det overordnede tema om at komme hinanden ved, selvom man ikke kender hinanden.
Tematikken er klassisk Sofia Coppola: Ensomheden lurer i de mørke hjørner af hotellets bar og skylles ned med rigelige mængder af alkohol. Trøstesløse sjæle finder hinanden i mørket og synger nostalgiske julesange, men stemningen skifter brat, da Murray går omkuld.
I en drømmesekvens bliver de mørke nuancer udskiftet med snehvide scenarier og lystige kabareter. George Clooney dukker op bag et juletræ, Miley Cyrus danser ind som en kæk, lille nissepige, og varietéens koder bibeholdes.
Bill Murray samler hele den letfordøjelige underholdning i vanlig stil og gør det som sædvanligt godt, mens de resterende sangnumre uden Murray forekommer mere ligegyldige.
Det store spørgsmål er dog, om man overhovedet kan genoplive en genre, der er tæt forbundet med en national fællesskabsfølelse i en så individualiseret tidsalder som vor egen.
A Very Murray Christmas vises på Netflix, individualitetens højborg, hvor du selv vælger hvor og hvornår i et endeløst tilbud af underholdning. Monopoldagene er for længst ovre og med dem også den sammenhængskraft, der var i at være tvangsindlagt til nøjagtigt det samme underholdningstilbud. Det er svært at se et tidspunkt, hvor man frivilligt vil sætte sig ned og se et varietéshow, og uden følelsen af fællesskab går meningen tabt.
Tilbage er nostalgien, som også har en udløbsdato. Det tætteste, vi kommer på en varieté herhjemme, er Disneys Juleshow, men da jeg sidste år spurgte min seksårige nevø, om vi ikke skulle se det, var svaret: ”Hvorfor? Det så jeg da sidste år.”
De unge har talt. A Very Murray Christmas bliver ikke en juleklassiker, det er den heller ikke interessant nok til. Men med rigelige mængder gløgg og gode venners lag er det ganske fornøjelig underholdning.
Kommentarer