Bror og søster Leif Eriksson og Freydis Eriksdotter ankommer våde, kolde og trætte til Kattegat i starten af det 11. århundrede. Erik den Rødes børn er sejlet hele vejen fra Grønland i en simpel båd med deres mandskab, fordi Freydis tørster efter hævn.
Der er gået 100 år siden begivenhederne i den populære tv-serie Vikings, hvor figurerne Regnar Lodbrog og Ivar Benløs – spillet af danske Alex Høgh Andersen – var hovedpersoner.
De er nu sagnomspundne navne i nye personers munde. Og de moderne tider snapper vikingerne i hælene. Nogle er konverteret til kristendommen, og det er ikke alle kristne vikinger, der er lige glade for deres asatro kammerater.
En kristen voldtog Freydis og skar et kors i ryggen på hende. Nu skal der gøres gengæld!
Der går dog ikke længe, før engelsksprogede Vikings: Valhalla løber ind i problemer. Dialogen er banal på grænsen til overforklarende, når figurerne siger ting som: ”Nu har vi plyndret, vi er vikinger!” eller ”Det er tid til at gøre en ende på det her!”
Det efterlader meget lidt plads til opfindsomme handlingsforløb og finurlige karakterer. Seriener hovedsagelig befolket af seriøse, blonde mænd, der smertes af at skulle i kamp og plyndre.
Leif – spillet af australske Sam Corlett – er bange for at blive en lige så nådesløs kriger som sin far. Det er på papiret en medrivende problematik, men hans frygt udfoldes i uendelige mængder af scener, hvor mænd ser alvorligt ned i jorden eller ud i horisonten.
Det er en skam, at størstedelen af serien foregår i selskab med de alvorlige mænd. For bag dem står andre klar med et stort potentiale.
Svenske Frida Gustavssons hævngerrige Freydis besidder vildskab og arrighed, der gør hende spændende at følge. Hun gennemgår i løbet af serien en udvikling, hvor hun lærer at tøjle sin vrede og sin styrke, så den kan gavne lokalsamfundet.
Freydis bliver dog kørt ud på sidelinjen i det meste af sæsonens otte afsnit, fordi Leif sammen med Prins Halfdan af Norge (Leo Suter) og selveste Kong Knud (Bradley Freegard) skal til England for at hævne den engelske konges udryddelse af vikinger i Danelagen.
På den måde fungerer størstedelen af seriens kvinder som ledsagere til mændenes historier. De er kærester, søstre eller mødre – eller byttedyr.
Selv ikke seriens mægtigste kvinder får lov til at undgå fysisk, seksuel eller psykisk vold forårsaget af mænd. Når serien tør caste jazzsangeren Caroline Henderson i rollen som en magtfuld, sort jarl, er det synd, at Vikings: Valhalla ikke undgår at udøve misogyn vold mod resten af sine kvindelige personer.
Serienhar travlt med mange ting, navnlig fortællingerne om England, krig og religion.
Der er en konstant spænding mellem kristne englændere og vikinger, som både bekender sig til kristendom og asatro. Stemningen blandt dem er som en forstoppet tarm, der hvert et øjeblik kan eksplodere.
Hele vejen igennem spøger tanken om, at den asatro befolkning på et tidspunkt vil tabe. Kristendommen overtog som bekendt Skandinavien og fortrængte de nordiske guder, der endte som myter. Alligevel kæmper vikingerne mod deres kristne fjender og flygter fra fanatikere som Freydis’ voldtægtsmand. Virkeligheden hjælper serien på vej, så vikingernes overlevelseskamp gør ondt i maven.
Tankerne og ambitionerne er høje.
Der skal både være plads til fortællingen om, at krig forråder, at kristendommen fortrænger den nordiske mytologi og selvfølgelig de mange hævnmotiver.
Det ville være svært for enhver serie at stykke alt det sammen til en formfuldendt helhed. Det lykkes da heller ikke for Vikings: Valhalla, men lige under overfladen lurer en fabelagtig, medrivende serie.
facebook
twitter
Kommentarer