Wet Hot American Summer: First Day of Camp

”Nogle af jer var lejrdeltagere sidste år. Men nu er I alle sammen seksten-sytten år gamle, så lad være med at tro, at instruktørstillingen er det samme som at være lejrdeltager med drikke-privilegier.”

Der er få timer til børnene ankommer, og lejrchefen holder møde for de nye teenage-instruktører.

Netflix’ nyeste komediesatsning er baseret på Michael Showalter og David Wains kultklassiker Wet Hot American Summer om sidste dag på sommerlejren Camp Firewood i den våde, varme amerikanske sommer 1981.

Filmen blev et af de første trin på karrierestigen for blandt andre Paul Rudd, Amy Poehler, Janeane Garofalo, David Hyde Pierce og Elizabeth Banks, der i dag alle er veletablerede navne i komediegenren.

At det er lykkedes David Wain og Michael Showalter at samle næsten hele det originale skuespillerhold fra deres fjorten år gamle succeskomedie, er lidt af et vidunder og et kvalitetsstempel, der for længst har sikret serien et publikum af anseelig størrelse.

Som titlen afslører, tager Wet Hot American Summer: First Day of Camp sin begyndelse på sommerlejrens allerførste dag og opbygger gradvist nogle ganske finurlige forhistorier, der lægger an til filmen.

Jefferson Starships Jane, som er filmens titelmelodi, indleder stiltro hvert af de 30 minutter lange afsnit og sætter den helt rette opløftede, skødesløse lejrstemning.

Vi møder instruktørerne på selvsamme verandatrappe i samme sprælske 80’er-dress, der i løbet af de fjorten mellemliggende år ikke just er blevet mere flatterende på de forlorne teenageres ældede kroppe.

Man lægger selvfølgelig ikke skjul på det faktum, at skuespillerne, der allerede i 2001 var mindst ti år for gamle til at spille teenagere, nu på ingen tænkelig måde kan skjule rynker og vom og må gemme falmende hårpragt under kunstige parykker.

Det indgår tværtimod som del af seriens komik, og det er faktisk overraskende sjovt at se Bradley Cooper og Amy Poehler genindtage rollerne som ambitiøse teaterinstruktører, der i små shorts, svedbånd og touperet hår skal stå i spidsen for en musical-opsætning.

Til trods for at filmen Wet Hot American Summer tilbage i 2001 blev lænset af de fleste anmeldere, faldt den i god jord hos publikum og har siden opnået status som kultklassiker grundet sin charmerende stemning og humor.

Showalter og Wain havde længe brygget på idéen om en fortsættelse eller en prequel til filmen, og da Netflix, i kølvandet på succesen med en fjerde sæson af Fox-komedieserien Arrested Developement, gik med til at producere en serie-prequel, kunne projektet realiseres.

Det gamle hold har fået selskab af blandt andre Jason Schwartzman (Rushmore), Kristen Wiig (Bridesmaids) og Michael Cera (Juno).

Og så har man tilmed tilvejebragt en lille Mad Men-genforening i form af Rich Sommer, John Slattery og Jon Hamm. De to sidstnævnte i nogle ret geniale roller som henholdsvis slesk, pseudo-fransk instruktør-ål og som præsident Reagans personlige snigmorder.

Det er i den grad lykkedes Wain og Showalter at genindfange og skærpe universets særegne stil, stemning og humor. Særligt sidstnævnte, der er kendetegnet ved fuldkommen groteske og fjollede usandsynligheder, der desværre slet ikke kommer til deres ret på skrift.

Graden af fjollethed balanceres elegant, men kammer til tider over i det åndssvage. Som når lejrchefen Mitch, der netop er druknet i en pøl af giftigt affald ude i skoven, genopstår som den konservesdåse med blandede grøntsager, han nåede at smide fra sig.

Der er ingen tvivl om at seriens formåen først og fremmest skyldes det luksushold af Hollywood-komediernes creme de la creme, der iklæder sig deres gamle roller som skræddersyede, velsiddende dragter.

Hvis ikke det lunefulde danske sommervejr snart viser sine solskinssider, kan det bestemt anbefales at krybe under dynen og tage på udflugt i 80’ernes varme og våde amerikanske sommer.