Nina Simone er utvivlsomt en af de mest interessante sangerinder i det 20. århundrede.
Stemmen var dyb og karakteristisk. Personen var højmundet og lunefuld. Og hendes liv var fyldt med popularitet, indre kriser, svigt og nedture, der skulle ændre hende i en tid med borgerrettighedsbevægelsen og regelmæssige mord på sorte.
Alt det fanger instruktør Liz Garbus i sin perspektivrige dokumentar What Happened, Miss Simone?, der åbnede dette års Sundance Film Festival i USA.
I filmens første scene ser vi en ældre Nina Simone gå mod sit klaver. Ansigtet er hærget. Hun nedstirrer sit publikum. Snart sætter hun sig ved tasterne, og hendes livshistorie kan begynde. Fortalt gennem gamle klip og interviews med Simone, hendes mand, datter, bror samt diverse kunstnere og musikere.
Vi får at vide, hvordan hun fra sin fødsel i 1933 voksede op i et hjem, hvor man ikke talte om raceproblemerne. Hvordan hun af racistiske grunde blev nægtet optagelse på det prestigefyldte Curtis Institute of Music i Philadelphia. At hun tog et job på en nattebeværtning i Atlantic City for at finansiere private sangtimer. Og at hendes stemme gjorde så stort indtryk på folk, at hun snart hittede på top 20 med I Loves You, Porgy.
Filmen har et sjældent velfungerende spil mellem Nina Simone, hendes afdøde mand, Andrew Stroud, og deres nulevende datter Lisa, som åbenhjertigt krænger sin barndom ud. Det er et meget gribende trekantsdrama, fordi karaktererne – som i den bedste fiktion – udvikler sig, så man undervejs skifter sympati og får nuanceret sit billede af godt og ondt.
Da Andrew møder den hårdtarbejdende Nina i 1961, forsvinder nogle af hendes indre, depressive dæmoner. Som manager fører Andrew hende tilmed mod berømmelse, men der kommer en bagside: vold.
”Han tror faktisk, jeg gerne vil have, han slår mig (han fortalte mig det),” skriver Nina Simone i sin dagbog. Datteren, som er vidne til sin fars vold, er mere kynisk.
”Jeg tror, de begge var skøre. Hun blev hos ham. Jeg tror, hun elskede ild,” siger hun.
Nina Simone kunne bare skride, men hun gjorde det ikke. Derimod fik hun nok af berømmelsen med glamour og tv-optrædener med Hugh Hefner. Snart blev hun en aktiv del af borgerrettighedsbevægelsen – så aktiv, at hun smed Andrews livsværk væk: karrieren.
Hun rasede mod de hvide. ”Brænd deres huse,” råbte Nina Simone, der plejede omgang med sorte ekstremister i en sådan grad, at pladeselskaberne lukkede døren i, beretter Andrew Stroud.
Da Martin Luther King blev skudt i Memphis, forlod hun Andrew og flyttede til Liberia med Lisa. Her var hun ifølge egne ord lykkelig. Forunderligt nok. For hun tæskede sin datter så meget, at Lisa flyttede tilbage til Andrew. Nogle år efter spillede Nina Simone for en slik i parisiske natklubber. Men alt dette skal ses, ikke læses.
Og hendes musik skal høres.
Derfor er det mærkværdigt, at vi ikke må høre bare en enkelt sang fra hendes storhedstid i 60’erne opført live i fuld længde uden tale og klip hen over scenen og musikken. Nina Simones stemme er grænseløs smuk, og filmen er spækket med informationer, vi som publikum med fordel kunne have fordøjet og reflekteret lidt over.
Men det er småting. Filmens traditionelle, næsten kronologiske opbygning er befriende i en tid, hvor dokumentarer leger så meget med fiktion, at publikum bliver forført til at tro på en instruktørs lidt for smarte konstruktioner.
What Happened, Miss Simone? har ikke modtaget i nærheden af samme reklame som en anden musikdokumentar, Oscar-vinderen Searching for Sugarman, der snød lidt på vægten med sin historie. Den står også i skyggen af den premiereaktuelle og i øvrigt fremragende Amy, men det bør ikke afholde Netflix-brugere fra Nina Simones fascinerende historie.
Kommentarer