The Witcher – sæson 2

Fantasy-genren er det nye sort i serieverdenen.

Alle vil lave dem. Men som vi for nylig har konstateret i forbindelse med Amazons The Wheel of Time, er det ikke bare sådan lige til at lave noget af overbevisende kvalitet.

Første sæson af The Witcher, Netflix’ bud på en arvtager til Game of Thrones-tronen, kom heller ikke spektakulært fra start.

Der var rigeligt med blod og babser, men måden, historien blev fortalt på med forskellige tidslinjer, fremstod til tider unødvendigt snørklet.

Underholdningsværdien var dog i top, når Henry Cavill som witcheren Geralt – en monsterjæger, der er menneske, men med muterede superevner – nedslagtede det ene monster efter det andet, mens en større sammenhængende historie langsomt tegnede sig omkring ham.

Invasionen fra det ondsindede rige Nilfgaard truede sikkerheden i de andre riger, og kun takket være en aktion i sidste øjebliks fra troldkvinden Yennifer (Anya Chalotra), blev de invaderende horders fremdrift bremset.

Anden sæson fortsætter umiddelbart, hvor første slap: i efterdønningerne af det store slag.

Geralt har endelig fundet prinsesse Ciri. Det er pigen, han svor at være værge for, da hendes kongedømme blev erobret af Nilfgaard og hendes familie dræbt.

De to rejser til Kaer Morhen, witchernes borg, hvor de bruger vinteren til at hele deres sår og hvile.

Her møder de flere monsterjægere og Geralts mentor Vesemir, der spilles af danske Kim Bodnia. Ciri bliver hurtigt en slags maskot, som de alle tager del i at træne. Hun gør sig nemlig klar til kamp, og efter at have set Geralt i action har hun fået en ambition om selv at blive en witcher.

Men mange er ude efter prinsessen og det ikke udelukkende på grund af hendes royale blod.

Anden sæson af The Witcher markerer et betydeligt kvalitetsløft på alle punkter i serien. Allerede fra første sekund står det klart, at den trælse grå æstetik, der dominerede første sæson, er blevet skrottet.

Hurra for det!

Naturen fremstår nu frodig og levende, og detaljegraden i tøjet er endnu mere tydelig. Genskinnet fra de glitrende sten i de mange overdådige rober danser over skærmen og er virkelig med til at cementere illusionen om, at vi er i et rigtigt fantasy-univers.

Der er også kommet et større fokus på elvere, et folk, vi i første sæson aldrig rigtigt kom ind på. Menneskerne har altid set ned på elverne, og i krigstid bliver dem-mod-os-retorikken skruet i vejret.

Nedsættende bemærkninger omkring ørelængder, overfald og deportering bliver hverdagen, og derfor giver det mening, at elverne indgår en alliance med Nilfgaard.

Omvendt trækker det stregerne i sandet endnu tydeligere op, og endnu et blodbad lurer tydeligvis i horisonten. Til den tid er det ikke sikkert, at skellet mellem de gode og de onde er helt så tydeligt, som det hidtil har været i The Witcher.

Allerede nu må tidligere fjender samarbejde. Yennifer er først fanget sammen med Nilfgaard-troldkvinden (og Yennifers tidligere medstuderende) Fringilla (Mimî M. Khayisa). Senere må hun og Nilfgaard-generalen Cahir (Eamon Farren) hjælpe hinanden på flugt.

Det er de store historietræk, der fylder, og de enkeltstående afsnit bliver næsten udvisket i anden sæson.

Skuespillet virker også, som om det har fået et løft. Af de nytilkomne hæver Kim Bodnia sig over de andre, og det er ikke engang sagt med dannebrogsbrillerne på.

Som man allerede så i Killing Eve, er danskeren forrygende i mentorroller. Han har en naturlig aura af autoritet kombineret med varme lige under overfladen. Man kan simpelthen ikke holde øjnene fra ham.

At han så også leverer replikker med isnende kulde eller knastør humor, fuldender bare repertoiret.

Cadeau til serieskaber og hovedforfatter Lauren Schmidt Hissrich for at højne seriens niveau så markant. Fra at have føltes som en fragmenteret flirt er The Witcher nu en af årets bedste fantasy-serier, som man bare skal se!