The Wolverine

Rollen som den populære superhelt Wolverine gør Hugh Jackman til skuespilleren, der har spillet den samme tegneseriehelt flest gange i filmhistorien. Seks gange er det blevet til, siden X-Men for tretten år siden havde premiere.

Hugh Jackman har også god grund til igen at trække i læderjakken og indtage rollen som den udødelige James Logan, der er Wolverines borgerlige navn. Med en årsindtægt på en kvart milliard er den 44-årige australier den tredje mest betalte skuespiller i Hollywood.

Så glem alt om følsomme superhelte i fjollede spandex-dragter – Jackmans Wolverine med det brede kæbeparti og den behårede, pumpede brystkasse er fuldtonet testosteron med sex-appeal. Og overkroppen blottes naturligvis også, lige så snart en af The Wolverinesutallige slåskamp-sekvenser tillader det – faktisk allerede fem minutter inde i filmen, da Logan på en snusket bar tæver en flok bønder, der har dræbt hans eneste følgesvend, en grizzly-bjørn, som han forhutlet bor sammen med i de canadiske skove.

Desværre redder Wolverines råstyrke ikke filmens slappe handling.

Prisen for Logans udødelighed er en skæbne som evig vandrer, og det er denne skærsildstilstand, der lokker ham ud af busken. Han bliver kontaktet af en gammel ven, som ligger for døden. Vennen er Japans rigeste mand, og han kan tilbyde Logan en operation, som kan gøre den ensomme ulv til et almindeligt og dødeligt menneske.

I bytte vil japaneren overtage Logans muterede gener og blive udødelig, så han kan sikre sig, at hans utaknemlige søn ikke overtager firmaet. Logan takker nej, og handlingen udvikler sig til et regulært arvinge-drama, da tiden rinder ud for den stenrige japaner. Vores helt forelsker sig i firmaets egentlige tronfølger Mariko, og de to løber for livet, da horder af ninjaer og skydegale yakuza-gangstere jagter dem rundt i Tokyos gader for at overtage magten i selskabet.

Samtidig har en mystisk slangekvinde – filmens eneste anden mutant – inficeret Logan, så han skridt for skridt mister sine kræfter og langsomt bliver dødelig. Et nødvendigt plot-element, for ellers stod de nok så hårdføre gangstere næppe distancen over for den hårdtslående superhelt.

Den afkræftede Wolverine er som at opleve Superman blive udsat for grøn kryptonit, og det klæder ham ikke at blive kastreret for sin potente pondus. Han reduceres til en tam, ordinær action-figur, og der mangler et værdigt modspil, som han fik af sin brutale bror Victor og de andre mutanter i forgængeren X-Men Origins: Wolverine. Slangekvinden minder om de kiksede skurke fra Joel Schumachers pinlige Batman-film fra 1990’erne.

I det mindste kan instruktør James Mangold dog sit håndværk, hvilket han før har bevist i den solide gyser Identity, westernen 3:10 til Yuma og Johnny Cash-portrættet Walk the Line. Her bliver der skovlet kul på den udbrændte handling med opfindsomme action-sekvenser – mest medrivende på taget af et japansk højhastighedstog. Hugh Jackman leverer også solidt varen med kække replikker som opvarmning til de tørre tæsk.

Mere er der desværre ikke at komme efter i The Wolverine, som kronologisk er efterfølgeren til X-Men 3: Det sidste opgør, men ikke lægger noget til seriens univers. En sidste scene efter rulleteksterne antyder da også, at den næppe heller er tænkt som meget andet end et mellemspil før næste sommers X-Men: Days of Future Past.