Kan du huske, da du var bange for mørke, skulle løftes for at nå de øverste skabe og puttede dig ind til mor?
Vores barndom forsvinder og glemmes, når vi gror fast i voksenlivet. I en aktuel dokumentarfilm får du lov til at se den igen.
Der er måske ikke mange, som kender til Fred Rogers i Danmark, men i USA har han formet generationer af amerikanske børn.
Fra 1950’erne og frem til 90’erne optrådte han i børneprogrammer som Mister Rogers’ Neighborhood på PBS, som er statsbetalt fjernsyn i USA. Hans betydning er at sammenligne med hele B&U-afdelingen i DR.
Gennemslagskraften skyldtes hans naturlige forståelse for, at børn skal tages alvorligt. De er mennesker først og børn derefter, og deres verden er fyldt med bekymringer og alvor.
Dokumentarfilmen havde amerikansk premiere i 2018, men kan herhjemme ses på streamingtjenester.
Imens er Tom Hanks blevet Oscar-nomineret for sin rolle som Fred Rogers i A Beautiful Day in the Neighborhood, ligesom Jim Carreys karakter Jeff Pickles i HBO-serien Kidding er løst baseret på børnenes ven.
Historien om Rogers lyder lige så usandsynlig og godhjertet som Forrest Gump. Under teologistudierne i 1950’erne falder Fred Rogers over et fjernsyn, som han aldrig har set før. Han foragter volden og slapstick-humoren, men indser, at han via tv kan komme i øjenhøjde med børn.
Da han møder en børnefokusgruppe for at se, om den meget lidt medieagtige mand har appel, udspiller sig en rørende scene, som Rogers husker tilbage på i en gammel optagelse.
En dreng siger ud af det blå, at hans tøjdyr har mistet ørerne i opvaskemaskinen. Rogers mener, det er hans store test.
Han svarer, at det sker indimellem. Tøjdyr kan både miste arme og ører og fødder. Men det gør vi mennesker ikke, siger han mere konstaterende end beroligende. Han forstår, at han ikke skal forklare verden for børnene, men tale med dem om den, så de kan være i den med deres følelser.
Det er starten på historien om Fred Rogers, der tør tale direkte til børnene. Det bliver til afsnit om forældre, der nogle gange skal skilles, om kæledyr, der dør, eller børn, der sidder i kørestol.
I en bemærkelsesværdig scene i et afsnit om sorgen efter mordet på Robert F. Kennedy spørger én af seriens figurer – den stribede tiger Daniel – hvad henrettelse betyder.
I dokumentaren føles hans medmenneskelige godhed stadig frisk som røde børnekinder efter en sneboldkamp. Det skal tilskrives instruktøren Morgan Neville, der har vundet en Oscar med Twenty Feet from Stardom og har lavet et solidt stykke arbejde med denne hyldestdokumentar.
Won’t You Be My Neighbor er egentlig ret klassisk med arkivoptagelser og talende hoveder.
De talende er primært Fred Rogers’ venner, familie og kollegaer på programmet. De kunne lige så godt have været kendisser, der talte om hans indflydelse på amerikansk populærkultur, men fravalget styrker dokumentarfilmens intime og uspolerede univers.
Et af filmenes mest rørende elementer er nærbilleder af børn, der med store øjne lytter intenst til Fred Rogers. Pastelfarver grænsende til det dunkle understøttes af dryppende klavermusik, som svæver lige over det triste.
Håbefuldt, men aldrig sentimentalt.
Dokumentaren er i den grad på bølgelængde med Rogers og hans filosofi, og det lykkes at skabe en nostalgisk stemning, der føles som at blive holdt om af en menneske, der er meget større end én selv.
Men den lysende legeonkel blive mere og mere bitter, efterhånden som årgang efter årgang vokser op og ikke blive de gode mennesker, han igennem tv’et har forsøgt at opdrage dem til.
Da to fly flyver ind i de store tårne i New York, og USA er i chok, bliver han hentet frem fra pensionen. Om nogen må han kunne trøste de oprørte amerikanere.
Men i stedet virker han modløs, som han sidder dér ved sit klaver og stirrer ud i intetheden. Halvandet år efter dør han.
Men mindet lever stadig stærkt.
Og da Fred Rogers mod slutningen af dokumentaren fortæller unge gymnasieelever, at de ikke behøver gøre noget sensationelt for at blive elsket, sad jeg – der er fra samme generation – i min sofa og græd.
Vi er vellidte, som vi er.
Kommentarer