Om ikke andet har EU hele to verdenskrige at trække på, når der kulturelt og politisk skal tales om europæisk sammenhold. Især den anden, fordi den krigerisk involverede flere lande end den første.
Tv-føljetonen om små og store mennesker under Anden Verdenskrig er en fast genre. Ældre danskere kan huske Familien Ashton, som med tre sæsoner lagde danske gader øde i 1970-1972.
Ti år efter kom så den amerikanske pendant, Europa i flammer, hvor en stovt Robert Mitchum rejser rundt som amerikansk officer for at forstå, hvordan man slår Hitler.
Og siden har vi fået rigtigt mange serier om verdenskrigens nederlag og triumfer, sammenhold og sejre. Alle parodieret grovkornet af den engelske sitcom ’Allo ’Allo.
Seneste patron i riflen er BBC’s World on Fire. Den har været to år undervejs, og den er så storslået, den slags kan blive på selv den største tv-skærm.
Invasionen af Polen, evakueringen af Dunkerque og Frankrigs fald i sommeren 1940 er flamboyant orkestreret og panoramisk sat op, som det gøres i dag ved hjælp af animation og computerteknik.
Historien er imidlertid gammeldags melodrama. Engelsk overklassedreng og arbejderpige mødes i fælles engagement mod fascismen ude og hjemme i 1939.
Hun synger i et swingorkester, mens han sendes til Polen som oversætter. Her finder han snart en ny kvinde. Hjemme i Manchester har han gjort den gamle kæreste gravid. Så bryder verdenskrigen ud.
Vi følger både stakkels polske modstandsmænd, farvede jazzmusikere strandet i et Paris, der snart bliver besat af tyskerne, samt en tysk borgerfamilie, som på deres krop mærker, hvad nazismen mener om handicappede børn.
På hjemmefronten mødes den pacifistiske arbejderfar med overklassemor (kækt konverserende Lesley Manville) for at hjælpe en polsk, forældreløs dreng. Det er serveret med bemærkelsesværdig kras og rå realisme, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem med hensyn til død og ødelæggelse.
Seriens stærkeste scene i første sæson er mord og selvmord på grund af nazisternes terror.
Men når alt det er sagt, er serien i bund og grund forunderligt smagløs som ferskvand. Særligt den store almene og den personlige historie.
Historisk er der så mange anakronistiske fejl, at der i seriens hjemland – Storbritannien – er gået sport i at pege dem ud.
Der er militærhistoriske unøjagtigheder, og der er taget moralske og modemæssige friheder. Især i forhold til kvinderne, som i 1940 går klædt i tøj og frisure, der først kom fra frem flere år senere.
Britisk fjernsyn har altid været særdeles stolt af sin historiske akkuratesse, men i World on Fire myldrer det med fejl og mangler. Det skyldes sikkert for det meste vor tidsånds politiske korrekthed, angst for at krænke og seksuelle optagethed.
Homoseksualitet bliver vist med en naturlighed, som ikke er tidens. Vi får en pakistaner, der er leder af hans majestæts hemmelige tjeneste. Utænkeligt dengang.
Kvinders seksualitet er letsindig og frisindet på et tidspunkt, hvor man var mere bange for at blive gravid end sendt ud i krig. Urealistisk giver en katolsk polsk pige sig uhæmmet hen til sin engelske elsker.
Tyskerne er enten dumme eller grusomme eller begge dele. Jazzmusikken er mere bebop end Benny Goodman og Tommy Dorsey, som ellers var stilen på det tidspunkt.
Det hele er effektfuldt markedsført pleje af yngre generationer, for hvem verdenskrigen er bedsteforældres fjerne torden i horisonten, gerne med ramasjang i gammeldags klæder og nutidens sæder og skikke.
Skuespillerne er mere delikate end dramatiske. Selv de polsktalende er renvaskede klichéer af polsk vovemod og nationalisme. Men garvede skuespillere gør det momentvis godt.
For en gangs skyld er Sean Bean ikke skurk, men farmand med svagt hjerte og Manchester-accent. Altid gode Helen Hunt er en gæv, kæderygende, amerikansk journalist, som i Berlin bekæmper regimet og samtidig er neutral yankie.
Kort sagt, Anden Verdenskrig som en kulørt blanding af computerspil og musikvideo.
Kommentarer