Cikadernes sang er nærmest øredøvende. Kameraet skuer ude gennem en ladedør, mens en politibil langsomt kommer op ad grusvejen.
Sheriffen med cowboyhat passerer det ene lig efter det andet frem mod det gamle hus. Overdækket med hvide, blodindsvøbte klæder er der ingen tvivl om, at et blodbad har fundet sted.
Hvem er ofrene? Hvem er morderen? Og hvad er det i husets kælder, som får sheriffen til at tabe kæben af forfærdelse?
Sådan slår man tonen an til en gedigen horrorfilm i den blodige ende af skalaen.
Efter den lokkende start skiftes tid og sted.
Vi er 24 timer tidligere i omklædningsrummet på en snusket stripklub i Houston. Maxine (Mia Goth) sidder og lægger den sidste makeup og sniffer lidt coke.
Hun skal på roadtrip med kæresten Wayne (Martin Henderson), medstripperen Bobby-Lynne (Brittany Snow), vietnamveteranen Jackson (Scott ”Kid Cudi” Mescudi) og den aspirerende filminstruktør RJ (Owen Campbell) samt hans kæreste Lorraine (Jenna Ortega).
De skal sammen lave den ultimative pornofilm, som skal gøre dem til kæmpestjerner. For hvis ikke man kan lave rigtige film, kan man i det mindste lave noget opsigtsvækkende. Og porno er noget, der bliver lagt mærke til i Texas anno 1979.
Stedet, hvor de skal optage, ligger et godt stykke væk, og da de ankommer, genkender man straks stedet som værende det fra filmens start.
Instruktør og manuskriptforfatter Ti West er dygtig til at skabe brutale og blodige film.
The House of the Devil fra 2009 står som et grusomt højdepunkt i amerikansk horror i 00’erne. Og med biografaktuelle X har han skabt endnu et mareridtsfremkaldende epos.
Opskriften er den samme.
Ti West dvæler rigeligt ved personerne og giver plads til, at vi lærer deres personlighed at kende. Et fællestræk er, at de vil have det optimale ud af livet. Maxime har en drøm om en fremtid i berømmelse.
Fortrydelse er en bitter pille. Det gør sig gældende for den ældre kvinde Pearl, der engang var en smuk og livfuld danser. Det er i hende og manden Howards ejendom, at amatørpornofolket har lejet et anneks til filmens lagenlege.
Det gamle ægtepar ser så skummelt ud, at nakkehårene rejser sig, hver gang de er på lærredet. Makeup-effekterne vækker mindelser om Motorsavsmassakren, og der er ingen tvivl om, at West har haft gysermesterværket i tankerne, da han skrev X.
Æstetikken emmer af knitrende celluloid, som var en beskidt filmrulle smidt i kameraet. Men tag endelig ikke fejl. Det er filmhåndværk af ypperste kaliber, og X er da også årets hidtil bedste horrorfilm.
Det er feinschmecker-overskud, at instruktøren starter filmen med en beskæring, der signalerer smalfilm, og vender tilbage til formatet hver gang, vi ser de pornografiske optagelser.
Overgangene, hvor der klippes frem og tilbage mellem to scener med et øjenblinks-hastighed, indtil den nye scene overtager, er lækkert gennemført.
Og så er der blodbadet.
Hvem der udfører det, skal selvfølgelig ikke afsløres. For det spændingselement holdes eminent levende i lang tid.
Og når det hele går amok, får den ikke for lidt med pulserende stiksår, hvor blodet sprøjter ud, eller knuste hoveder med klumper af hjernemasse er over det hele.
Igen er det nødvendigt at lovprise det superbe effektarbejde. Det giver en helt særlig tekstur, når der er tale om fysiske effekter frem for kunstigt skabte CGI.
I den forstand er det meget passende, for X er en hyldest til horror af den gamle slags, men med et gennemført moderne twist.
Det kan kun gå for langsomt med efterfølgeren, som Ti West allerede har indspillet og er i gang med at klippe nu.
Kommentarer