Chefredaktør: 300 tak til Kim

Mit første job i mediebranchen var på Århus Stiftstidende. Jeg skulle anmelde film og skrive en fast klumme om kulturlivet i Aarhus.

En af klummerne handlede om byens biografer. Jeg fremhævede den lille, hyggelige Øst for Paradis på bekostning af de store biografer, som efter min mening manglede atmosfære. Og jeg skrev, at foyeren i Biografen – byens største – mindede mere om ”en kollegiegang fra 70’erne end om indgangen til illusionernes rige”, og sal 2 – som aarhusianere havde givet øgenavnet ”Bussen” – var decideret uegnet til filmforevisning på grund af sin smalle, aflange form.

En ret harmløs kommentar, troede jeg. Men Biografens ejer, Kim Pedersen, var helt oppe i det røde felt, og sammen med byens øvrige biografer – inklusive Øst for Paradis, til min store skuffelse – klagede han til ledelsen af Århus Stiftstidende. Hvordan kunne den hæderkronede avis dog acceptere den slags skriverier?

Chefredaktøren indkaldte biograferne og mig til et fællesmøde. Stemningen var trykket, og der herskede ingen tvivl om, at det ikke bare var nogle tilfældige interessenter, som jeg havde lagt mig ud med. Det var avisens annoncører.

På mødet balancerede chefredaktøren på en knivsæg mellem at tækkes biograferne og sikre avisens integritet. Den dag lærte jeg, at journalistisk uafhængighed er noget, man skal kæmpe for hver eneste dag.

Et par år senere ombyggede Kim Pedersen i øvrigt Biografen til et topmoderne biografkompleks, CineCity, og så var det slut med en filmtur i Bussen.

Handskedukken
Jeg kom med et smil til at tænke på den gamle episode, da selvsamme Kim Pedersen – nu som blogger for Ekko – i den forløbne uge trådte op på den store klinge og til Jyllands-Posten fortalte, at han var blevet censureret, og hans ytringsfrihed var blevet knægtet af … mig, minsandten.

Påstanden er, at foreningen Danske Filminstruktører, der rigtignok aldrig har været en stor fan af Pedersens blog, skulle have lagt et pres Ekko. Og at jeg derfor har nægtet at bringe et bestemt blogindlæg med en liste over de instruktører, der har modtaget flest penge i støtte, uden at det har resulteret i en færdig film.

Kim Pedersen kender unægtelig pressionens mekanismer, men der er ikke meget kød på hans martyrium, og censuranklagen er det rene vås. Jeg kunne sikkert godt score point i visse kredse på at have bremset bloggeren. Sandheden er dog, at det pågældende blogindlæg var gjort klar i vores system, og jeg havde oven i købet telefonisk aftalt med Pedersen at offentliggøre teksten i den sidste uge af november.

Men i mellemtiden gik Kim Pedersen i clinch med en anden af Ekkos bloggere, Claus Bülow Christensen, som havde lavet et større indlæg om streaming og Netflix. Især Netflix er en konkurrent til biograferne, og Danske Biografers formand Kim Pedersen affattede ikke bare ét eller to, men hele tre indlæg mod sin kollega-blogger, der blev afbilledet som Netflix-direktøren Reed Hastings handskedukke.

En Ekko-blogger, der blogger mod en anden Ekko-blogger, er ikke en yndlingsgenre for redaktøren. Det giver indtryk af et indspist univers, men det er et godt eksempel på, at Kim Pedersen har haft meget vide rammer.

Bülow Christensen tog for en gangs skyld til genmæle og forsøgte også at svare på de ti spørgsmål, som Pedersen i sit sidste blogindlæg stillede til Netflix. Den 20. november ringede jeg til Pedersen for at fortælle den gode nyhed, at Bülow Christensen havde svaret konstruktivt.

Ikke uden ironi
Men for Kim Pedersen var det ikke en god nyhed.

Han blev rasende, smækkede røret på og sendte derpå straks en opsigelse. En halv time senere kom der endnu en email, hvor han bad om at blive fjernet fra Ekkos side omgående.

For som han skrev: ”Jeg vil ikke bruge ti sekunder mere af min tid på det cirkus, hvor en lobbyist fra Netflix i forklædning får uhindret mulighed for at fremme sin arbejdsgivers sag på siden.”

Kim Pedersen har gennem længere tid hævdet, at Claus Bülow Christensen er i lommen på Netflix (økonomisk afhængighed er åbenbart et tilbagevendende tema). Bülow Christensen har pure afvist, og påstanden fra biografernes formand er da heller ikke blevet dokumenteret.

Efter opsigelsen gik Kim Pedersen ind og fjernede blogindlægget om de urealiserede projekter fra vort system, så vi ikke havde mulighed for at bringe det som aftalt.

Kim Pedersen har igennem de seks år, han har blogget, flere gange sagt sin stilling op. Men han er alligevel fortsat med at skrive indtil den skæbnesvangre konfrontation med medbloggeren.

Det er ikke uden ironi, at Kim Pedersen, som mange i tidernes løb har ønsket fjernet, ender med at gå, fordi han ikke kan acceptere en anden persons skriverier.

Svimlende generøst
Meddelelsen om, at Kim Pedersen stoppede og ville blive afløst af Ekkos egen Ida Rud, fik rekordmange likes på de sociale medier.

”Som at udskifte Uwe Boll med Kathryn Bigelow,” skrev en læser. ”Et sandt paradigmeskifte,” lød det fra en anden.

En tredje afbrød tilmed sin højhellige ferie for at gå til tasterne og forfatte en tweet om, at ”den person, der har haft den absolut mest ødelæggende effekt på debatten om dansk film, stopper som blogger for Filmmagasinet Ekko”.

Selvfølgelig skulle Kim Pedersen smække med døren – manden har jo sans for drama – men ikke desto mindre har han fortjent en bedre afsked end de triumferende kommentarer på nettet.

Med næsten 300 blogindlæg siden 2012 har hans engagement og ulønnede bidrag været svimlende generøst. Det er uden sidestykke i Ekkos historie og vil næppe blive overgået af en anden ekstern skribent.

Kim Pedersen har formidlet sin enestående indsigt i dansk og international film. Han har indført os i Oscars historie og fortalt anekdoter fra Malmros’ film. Han har lavet statistikker, som egentlig burde være en opgave for Det Danske Filminstitut, men som man enten ikke laver eller også holder tæt ind til kroppen.

Han var forud for alle andre, da han lovpriste Fenar Ahmads Underverden, og det samme gjorde han med Christian Tafdrups En frygtelig kvinde og Avaz-brødrenes Mens vi lever længe før premieren.

Han så også som den første herhjemme A Star Is Born, som han skrev en nærmest forelsket blog om.

Snakken om billetsalg
Kim Pedersen er det modsatte af en kold forretningsmand. Han er vokset op i sin fars biograf, som han overtog i en alder af bare tyve år. Han elsker brede kvalitetsfilm og har en kritikers knivskarpe blik. Han kan også bedre end de fleste vurdere en films folkelige appel.

Han har brugt bloggen til alskens formål – sågar til nyheder og interviews – men frem for alt har han sat en dagsorden og rejst debatter om dansk film.

Han har gang på gang advaret om, at dansk film er ved at miste popularitet i befolkningen, og dét blev et afgørende punkt i Filmaftalen, hvor et enigt Folketing har sat en årlig markedsandel på 29 procent som målsætning for danske films samlede billetsalg.

Og de, der tror, at snakken om billetsalg vil forstumme, fordi Kim Pedersen stopper som blogger, må tro om igen. Hvis dansk film fortsat skal kunne lave de excentriske eksperimenter, har vi brug for populære film. Dansk film er afhængig af støtte, og politikerne vil skære i støtten, hvis deres vælgere fravælger filmene.

Kongens tale
Kim Pedersens indspark i kønsdebatten er faldet læsere for brystet, og det samme gælder hans notoriske lede ved ”det københavnske kulturparnas”, som han i øvrigt deler med Dansk Folkeparti.

Der har været skæverter, fejlskud og personlige perfiditeter, og det har ikke altid været lige kønt.

Jeg har sammenlignet en blog med en balkon, hvorfra kongen holder sin tale til folket. Når talen er slut, går kongen ind og lukker døren bag sig.

Men Kim Pedersen har ikke kunnet dy sig.

Bevæbnet med tal er han som en anden Dirty Harry draget ud i cyberspace for at banke bøllerne på plads, give ignoranterne en lektion og bekæmpe alskens ondskab. Han har villet have det sidste ord, men det kan man ikke få på nettet, og det er gang på gang endt i mudderkampe, som ingen orkede.

For da slet ikke at tale om, når han er trængt ind på en af de andres bloggeres balkoner …

Men altid har Kim Pedersen haft noget på hjerte, og selv om den afgående direktør for Filminstituttet, Henrik Bo Nielsen, utvivlsomt havde Pedersen i tankerne i sin afskedssalut om dansk films dårlige debattone, er der alligevel nok mange, som har grinet af karikaturen af direktøren som Nordkoreas diktator Kim Jong-un.

Ekkokammer
Visionen med Ekkos blogunivers har været at skabe en mangfoldighed af forskellige stemmer og interesser i film- og tv-branchen, der med respekt har sat debatter i gang. Den vision har vi stadig, også selv om det har vist sig sværere end forventet.

Men Ekko bliver aldrig et ekkokammer, og læserne skal også fremover forvente at støde på synspunkter, som stryger dem mod hårene. Det er ved at blive udfordret, at vi kan skærpe vores egne holdninger, og det er sådan, at ytringsfriheden skal bruges.

I seks år har Kim utrætteligt udfordret og provokeret os, og det skal han have tak for!