Hun faldt ud fra femte sal

Cyklens hjul fræser hen over asfalten i det indre København et par minutter over mødetid. Andreas Koefoed har lige afleveret sin datter. Han hopper af sadlen og viser op ad trappen til kontorgangen.

”Det er længe side, jeg har været her. Det er sådan med et kontor, at man i perioder bruger det og andre ikke,” siger han med tophuen sat ned over det halvlange garn, da vi træder ind. 

På skrivebordet ligger nogle krøllede Silvan-kvitteringer, som han fejer til side, da han opdager en harddisk. 

”Hold kæft, den har jeg ikke kunne finde i lang tid. Jeg var så nervøs for, at den var blevet væk. Her er hele materialet til en anden film, jeg er ved at lave. Jeg har haft det så noieren over, at optagelserne var væk,” siger Andreas Koefoed om et af sine igangværende projekter, en dokumentar om fodboldspilleren Nicklas Bendtner. 

Den film kommer vi til, men først skal vi snakke om Faldet, der netop har fået premiere på Cph:Dox-festivalen. 

Engel og spøgelse
Faldet handler om ung pige fra Amager og hendes udvikling efter en grum hændelse, som hun på mirakuløs vis overlevede. 

Estrid (hvis fulde navn ikke fremgår af filmen) går i søvne, og i en alder af elleve falder hun en nat ud af sit vindue fra femte sal og lige ned på asfalten. Andreas Koefoed møder hende, da han har til opgave at skildre veteransoldater i genoptræning. 

Her er pigen tilfældigvis også. Det møde husker dokumentarinstruktøren. 

”Mine filmidéer opstår som regel ved, at noget rammer mig. Noget smukt. Estrid og hendes historie er magisk. At gå i søvne, flyve ud af vinduet og overleve,” fortæller Andreas Koefoed. 

”Det var så vildt, da jeg så på hende, fordi hun havde en helt særlig aura af både noget engle- og spøgelsesagtigt. Hun var omgærdet af mystik og samtidig et uskyldsrent barn,” siger han om Estrid, han har fulgt fra ung pige til teenager på efterskolen, og hvis udvikling seeren får indblik i. 

Emo i rockband
Estrid fik sytten brud. Hun landede på højre side, og det gik ud over anklen, låret, bækkenet og skulderen. Heldigvis sad en læge i en lejlighed og arbejdede sent. Han reddede hendes liv. 

Vi følger Estrid til smertefuld genoptræning, til lægesamtaler og ikke mindst i lejligheden med hendes far og mor, som hun både har kærlige samtaler og skænderier med. 

Vi følger hendes udvikling over årene fra uskyldsren pige til teenager, hvor hun bliver emo med en rolle som trommeslager i et rockband kun med piger. 

Hun er en indadvendt pige, hvis drengeflirt er Bradley fra USA, som hun videochatter med, og som hun gerne vil besøge alene. Men her sætter moren altså foden for døren. 

På den måde får vi indblik i et grænsesøgende teenageliv, vi alle kan huske og genkende. Og samtidig er det specielt, fordi pigen har været ude for noget meget voldsomt, der ikke kan undgå at definere hende. 

Tillidsforholdet
Det er ikke med i filmen, men i dag er hun gymnasieelev, definerer sig som dreng og kalder sig Charlie.

”Af og til havde hun det vanskeligt med at skulle filmes,” siger Andreas Koefoed fra kontorstolen med udsigt til Bredgade.

”For det mindede hende om ulykken, og hun havde mest lyst til bare at komme videre i sit liv. Så når jeg spurgte: ’Må jeg filme din fødselsdag?’, kunne jeg godt få svaret: ’Nej, nu vil jeg gerne tænke på noget andet.’” 

”Hun havde brug for at sætte grænser, selv om hun også havde lyst til at fortælle historien. Det er vigtigt at lytte til et barn og på den anden side vildt svært, fordi jeg har en dagsorden om at lave en god film. Jeg skulle tænke på, hvor meget jeg vil presse på, så jeg ikke blev en byrde eller et irritationsmoment.”

– Hvordan tacklede du det? 

”Det handlede om at finde en måde at være der på, hvor jeg var en støtte. Jeg skulle bidrage positivt, så Estrid også fik noget ud af det. Hun blev hurtigt træt. Hun var deprimeret i perioder og tog piller, som det fremgår af filmen. Og når jeg filmede, var det ud fra en indlevelse i hende. Vi har jo lært hinanden virkelig godt at kende og har opbygget et tillidsforhold, selv om jeg i begyndelsen var en fremmed.” 

Det menneskelige
Andreas Koefoeds styrke som dokumentarist er netop universelle og rørende portrætter af mennesker, som er kommet ud for en omkalfatrende hændelse og skal finde sig selv på ny. 

Det er børn på et asylcenter i Et hjem i verden. Alberts vinter – der kan ses på Ekko Shortlist – drejer sig om en lille dreng, hvis mor har fået brystkræft, og 12 toner ned skildrer en kordreng, hvis stemme er på vej i overgang. 

”Jeg udvælger personer til mine film, når jeg bliver rørt og ramt af vedkommende og personens historie,” forklarer han. 

Han har også lavet mere klassiske dokumentarfilm som Våbensmuglingen, om den i Indien terroranklagede Niels Holck, og The Lost Leonardo, om verdens dyreste kunstmaleri, der måske er en forfalskning. Men den type film skiller sig ud i hans oeuvre, forsikrer Andreas Koefoed.

I det samme ringer telefonen.

”Jeg skal lige tjekke noget. Jeg skal godkende en trailer,” siger instruktøren, mens blikket flikflakker. 

Andreas Koefoed har hele tiden gang i mange projekter, samtidig med at han er familiefar med kone og tre børn på Vesterbro.

Når stemmen knækker
Indtil han var ti år gammel, boede han med forældrene i Vanløse, inden de rykkede til Taarbæk. Faren er uddannet psykolog, moren laborant, så han havde en tryg barndom i en velstillet familie. 

”Lykkelig og harmonisk,” som han siger. 

Som andre drenge spillede han fodbold. Han spillede også klaver, og så var han en del af drengekoret på Sankt Annæ Gymnasium. Akkurat som i 12 toner ned.

”Jeg fandt en dreng, der var meget tæt på at være identisk med mig – bare med atten års forskydning. Han var med i samme kor og havde samme dirigent som mig. Han var så uskyldsren. Jeg fik en oplevelse af at lave noget selvbiografisk gennem et andet menneske, som jeg ikke kendte,” siger filminstruktøren efter at have godkendt traileren. 

I filmen skal drengen sige farvel til koret, og det påvirker ham følelsesmæssigt. 

”Det var startpunktet for drengen. Han havde ikke troet, at det var dér, han skulle finde en ny identitet. Faktisk er drengestemmen allersmukkest lige inden, den knækker. Det er her, man får solopartier og bliver feteret.”

Ramt af depression
I Andreas Koefoeds tilfælde udløste det en depression. 

”Jeg var fjorten år og ked af det konstant. Jeg fik heftig akne og medikamenter mod det. Jeg gik fra at være en glad og harmonisk dreng i et kor til at være deprimeret,” siger han. 

På den måde kan han spejle sig selv i Estrid. Også Alberts vinter er meget personlig for ham. 

Drengen, der kæmper med en kræftsyg mor, er nemlig instruktørens nevø. Heldigvis overlevede moren, og Albert er i dag en rask, ung mand.

Ung og rask blev også Andreas Koefoed. 

Han kom i gymnasiet og blev mere udadvendt. Fik studentereksamen med et højt gennemsnit. Efter et år i Paris begyndte han at studere statskundskab, men fandt ud af, at han ikke rigtigt interesserede sig for politik. 

Gennem venner fik han kontakt til Zentropa, der lavede internet-tv for unge. Her fik han smag for filmmediet og kom efter nogle år ind på Den Danske Filmskole.

”Jeg komponerede samtidig musik,” siger han og refererer til sine mange musikervenner – fra Bo Rande i Blue Foundation til stjerneguitaristen Jakob Bro. 

Poesien i dokumentarfilm
Han spiser jævnligt på salatbaren Estin ved Nyhavn, så der går vi ned. To store tallerkener krydret fra det vegetariske køkken bliver øset op i kælderbeværtningens eneste indendørs havebord. Dertil to solbærjuice.

”Jeg er ikke vegetar, men man kan føle sig sund,” siger han om det hurtigt serverede og hurtigt spiste måltid. Ikke noget med et tilbagelænet og mere tidskrævende smørrebrødsmåltid på for eksempel Toldbod Bodega i nærheden.

”Dér har jeg været masser af gange med modemanden Erik Brandt,” indskyder instruktøren om den excentriske levemand, som han engang skulle lave en film om. Den blev aldrig til noget, men nogle af optagelserne endte i en dokumentarserie på DR. 

For det er en af udfordringerne ved at lave dokumentarfilm, der foregår i nutid. Man ved, hvordan de begynder, men aldrig hvornår de ender. Til gengæld kan man påvirke dem. 

En af tidens store debatemner er iscenesættelse af dokumentarer. I Kandis for livet blev det afsløret, at en af de medvirkende fans fik en betalt flybillet til Costa del Sol. 

Hvor langt må man gå i sin redigering af virkeligheden? 

”Det optimale er at lave dokumentarfilm, der har en skønhed og en poesi, man normalt mest ser i fiktion. At have poesien med i noget dokumentarisk og autentisk, er det smukkeste i verden,” siger han.

”Jeg instruerer ingen i, hvad de skal sige. Det bliver aldrig godt. Mange scener er uforberedte. Da sanglæreren i mit første møde med koret i 12 toner ned tager den vigtige samtale med Jorgis om, at det snart er tid til at forlade koret, fandt jeg heldigvis kameraet frem.” 

”Så er der mere iscenesatte scener – som når Jorgis hænger fotos af koret op på sin væg. Det er noget, jeg har bedt hovedpersonen om at gøre. Jeg skaber selv virkeligheden, men fordi den slags scener kommer ind imellem det, der er 100 procent autentisk, gør det, at det hele føles ægte og får samme visuelle kvalitet som en fiktionsfilm,” siger han over den snart tømte tallerken. 

– Og hvad med Faldet?

”Man må gerne instruere og iscenesætte, men fakta skal være i orden. I scenen, hvor Estrid skal til Venedig og skændes med sin mor, er der naturligt stress på. Andre gange sætter de sig ved bordet og tager den tunge samtale om, hvordan det går, og dér har jeg ofte bedt dem om det.” 

”I de tilfælde er scenen måske lidt påtaget i starten, men når man filmer i 25 minutter, bliver det naturligt, og så bruger man kun de optagelser, hvor de så at sige er varme.” 

Lord Bendtner
Andreas Koefoed har været hos bageren for at hente to kokostoppe. Nu bevæger vi os mod en havnekant i Nyhavn. 

”Vi har travlt, jeg skal til møde om lidt,” siger han bestemt og løfter sløret for et ny projekt, nemlig en dokumentarfilm om den tidligere fodboldstjerne Nicklas Bendtner. 

”Bendtner er et fint menneske. Han besidder en masse sider, jeg selv kan genkende, men han har dem i meget høj potens. Han har et meget stort talent for fodbold, han har en stor nysgerrighed, og han udforsker ting,” fortæller instruktøren, der selv har spillet så meget fodbold som offensiv midtbane, at han har fået en diskusprolaps til følge. 

”Bendtner er både prins og Klods-Hans. Han har noget ædelt over sig. Han bliver jo kaldt for Lord, men selv om det er ironisk, er der noget om det,” fortsætter Koefoed. 

”Han kan indtage et rum eller en bane med sin aura, og samtidig lykkes han ofte med at fucke det hele op for sig selv.”

Historien handler ikke om Nicklas Bendtners karriere, men er endnu en eksistentiel fortælling om et menneske, der skal genopfinde sig selv. 

Koefoed har lavet interview med det ægtepar, som Bendtner boede hos, fra han var seksten til atten år. Han har talt med hans gamle chef på Arsenals fodboldakademi og fodboldkollegaen Fabrice Muamba, der faldt om med et hjertestop. 

Det er også planen at få fodboldlegender som Daniel Agger og Sol Campbell og træneren Arsène Wenger i tale. 

Manden med sixpencen
Her på havnen er der fyldt med velklædte mennesker og turister på de pæne fortovscaféer, der efterhånden har erstattet alle havneknejperne, hvor man kunne møde sømænd, glædespiger og harmonikaspillere. 

Sidste levn – stodderværtshuset Hong Kong, der har kælenavnet Mentalhygiejnisk Klinik – er nu til salg. Kun en nogle og 50-årig mand med sixpence, en cigaret og en halv liter dåsebajer i hånden vidner om det gamle Erik Balling-København. 

”Hvis fodboldspillerne ikke var blevet til maskiner, var der stadig plads til fodboldspillere som Nicklas Bendtner,” siger jeg til Andreas Koefoed. ”Tænk på Heine Fernandez, superligaens næstmest scorende fodboldspiller, han røg 40 smøger om dagen!” 

Lidt efter rejser manden med sixpencen sig fra bænken. Han kommer over til os og siger: ”Jeg røg altså ikke 40 smøger om dagen. Jeg røg kun tyve. Det var bare det, jeg ville sige.” 

Heine Fernandez sætter sig tilbage på bænken. 

”Er det virkelig ham?” spørger Andreas Koefoed forundret, men den er god nok. Virkeligheden overgår endnu engang fiktionen. Vi skulle bare have haft et kamera tændt. 

Den aldrende herre er ikke nem at genkende, men med til historien hører, at Heine Fernandez ejede en bodega på Østerbro, så det levede liv har sat sit præg på udseendet. 

”Nå, jeg har travlt,” siger Andreas Koefoed og spurter tilbage på sine stænger mod kontoret.