Politiker ønsker varedeklaration for film

Skamrosende anmeldelser, næsten 700.000 seere på DR og en strøm af rørende beskeder på de sociale medier, inklusive fra statsminister Mette Frederiksen.

Kandis for livet har med sin poesi og varme solidaritet med Johnny Hansen og hans fans, der i pressen sjældent behandles med respekt, taget danskerne med storm. Uanset om vi er til Beethoven, Bowie eller Kandis, bruger vi musikken til at bearbejde et menneskeligt vilkår som tab og død.

Men midt i begejstringen stak Jyllands-Posten en kæp i jubelhjulet. Avisen kunne i torsdags afsløre, at instruktøren Jesper Dalgaard har medbragt rekvisitter såsom Kandis-merchandise til optagelser hjemme hos de medvirkende fans.

Og ikke nok med det.

I filmen ser vi Søren ”Strøm” Christoffersen fra Poulstrup skrotte sin bil og få 2.000 kroner, hvorefter han tager til Costa del Sol for at opleve Kandis’ jubilæumskoncert. Men i virkeligheden er det filmholdet, der betaler for Strøms rejse.

Brud på DR’s etik
Fagbladet Journalisten fulgte trop.

I filmen kan man få det indtryk, at falckredderen Henning Hougesen fast passer Johnny Hansens afdøde kones gravsted, men til Journalisten fortæller Henning, at han kun har besøgt graven et par gange.

Efter afsløringen følte to ellers begejstrede anmeldere sig ført bag lyset. Også DR reagerede.

Ifølge DR’s etiske retningslinjer skal det sikres, at ”modtagerne er klar over, når der anvendes iscenesættelse. Det skal være tydeligt, hvilke fortællemæssige greb der er brugt.”

DR’s dokumentarredaktør tog dog filmen i forsvar, fordi den er en kunstnerisk og ikke journalistisk dokumentar. ”Det er to forskellige dokumentariske traditioner, og jeg kan da sagtens forstå, at seerne kan komme i tvivl,” erkendte Anders Thomsen i Politiken.

Men han undskyldte betalingen af flybilletten til Costa del Sol, fordi DR ikke må betale kilder.

Undskyldningen fik en række dokumentarister og forkvinden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, til at ryste på hovedet. De mener, at DR skal stå fast og forsvare kunstnerens frihed til at fortolke virkeligheden – og takke sine medvirkende med gaver.

Agent provocateur
Jesper Dalgaard fortæller i Ekko #89, at målet med Kandis for livet har været at bygge bro over kulturkløften mellem eliten og såkaldt almindelige mennesker.

Men det ser altså ud til, at filmen selv er faldet ned i en kløft – kløften mellem kunst og journalistik.

Venstres kulturpolitiske ordfører Jan E. Jørgensen er vild med dokumentaren, men han mener, at modreaktionen kunne være undgået.

”Betalingen af rejsen til Costa del Sol for Strøm er noget af det bedste, DR har gjort. Filmen bliver kun bedre af det, og det giver en meget smuk slutning, at instruktøren har hængt en julekugle op på en af de medvirkendes juletræ,” siger Jan E. Jørgensen.

”Men for at undgå misforståelser vil jeg foreslå, at folk i filmbranchen på frivillig vis bliver enige om at lave en klar varedeklaration og spille med åbne kort.”

Det kunne være at lancere denne type film under en særlig genrebetegnelse – for eksempel ”kunstdokumentar” – ligesom en disclaimer inden filmen vil gøre det helt klart, at der er gjort brug af iscenesættelse og rekonstruktion.

”Hvorfor ikke i rulleteksterne fortælle, hvad man helt konkret har lavet af iscenesættelser? Ingen vil føle sig snydt, og samtidig kan instruktøren udfolde sig kunstnerisk.”

– Men tager man ikke noget af glæden fra seerne, når tryllekunsten afsløres til sidst?

”Tværtimod. Du får bare endnu større respekt for instruktørens arbejde. Du forstår, hvorfor han har valgt at bruge de forskellige greb, og det vil efter min opfattelse kun gøre filmoplevelsen endnu stærkere.”

– Er der ingen grænse for, hvor meget det er etisk forsvarligt at manipulere?

”Her kan vi drage en parallel til debatten om agents provocateurs i politiet. Det er i orden, at en politiagent fremprovokerer en forbrydelse, der alligevel ville være sket. Men hvis agenten lokker folk til at begå kriminalitet, de ellers ikke ville have gjort, har han overskredet en grænse.”

”Det samme gælder instruktørens omgang med sine medvirkende. Han må gerne fremprovokere hændelser, men det skal være noget, som deltagerne kan se sig selv i.”

Disclaimer forringer oplevelsen
Jan E. Jørgensen foreslår, at varedeklarationen også bliver benyttet i spillefilm, der er baseret på virkelige begivenheder.

”Vi har haft debat om dramadokumentariske film. I Spies & Glistrup var der utroligt mange ting, der ikke er foregået i virkeligheden. Skyggen i mit øje giver en forkert soldat ansvaret for fejlbombningen af bryllupsgæster i en bil.”

En varedeklaration vil være i kunstnernes interesse, mener Venstre-politikeren.

”Når du har begivenheder og personer, som filmfolkene selv har opfundet, så burde man varedeklarere. Ellers risikerer vi, at publikum sidder og tænker, at det hele sgu nok er løgn.”

DR’s dokumentarredaktør Anders Thomsen finder forslaget interessant. Men han er ikke sikker på, at det vil være en god idé i forhold til en film som Kandis for livet.

”Vi er meget opmærksomme på, at vi giver den rigtige læsevejledning til de film, vi viser. Man kan godt skrive noget i rulleteksterne, men i Kandis for livet er det ægte følelser. Det er underordnet, om julekuglen er placeret det ene eller andet sted.”

– Vil en særlig genrebetegnelse ikke forbedre forståelsen af de dokumentarer, hvor instruktøren sætter autentiske mennesker i scene?

”Det er ikke nødvendigvis en hjælp for folk, som ikke er inde i filmteorien. I nogle tilfælde fortæller vi, hvordan rekonstruktioner er lavet, og hvilke kilder der ligger bag. Men jeg tror, at en disclaimer til Kandis for livet ville have ødelagt noget af oplevelsen.”

”Filmen kræver jo, at man bliver fanget ind i universet og stemningen uden at spekulere på, om en rekvisit er placeret af instruktøren. Det handler om menneskenes indre følelsesliv.”

Tydelig stilisering
Dokumentarredaktøren mener heller ikke, at der kan opstilles en generel grænse for iscenesættelse i den kunstneriske dokumentar.

”Det kommer igen an på den enkelte film og dens fortælling,” siger Anders Thomsen.

”I Kandis for livet må der ikke være manipuleret med historien. Mens betalingen for en medvirkendes deltagelse, der er graverende for troværdigheden i en journalistisk dokumentar, er ubetydelig i Kandis-filmen.”

– Alligevel har du undskyldt for netop det?

”Ja, for det strider klart mod vores programetik. Hvis jeg havde hørt om idéen med at betale rejsen, ville jeg have sagt, at Strøm selv skulle betale. Det er jeg i øvrigt sikker på, at han gerne ville have gjort.”

– DR’s etiske retningslinjer siger også, at modtageren skal være klar over, når der anvendes iscenesættelse i en dokumentar. Skal retningslinjerne laves om?

”Det handler igen om at lave en klar kontrakt med seeren. Dét synes jeg, at Kandis-filmen gør. Filmen er så tydelig i sit stiliserede formsprog, at der ikke kan være tvivl om, at scenerne er iscenesat af instruktøren. Men i de seneste dages debat er jeg blevet klar over, at der er nogle, som har en anden holdning end mig. Det tager jeg til efterretning.”

– Så længe det understreger de medvirkendes følelser, må instruktøren gerne hjælpe til med den filmiske iscenesættelse – for eksempel ved at tilføje rekvisitter til en optagelse?

”Ja, det kan sammenlignes med at bruge særlige lyde, klippe på en bestemt måde eller skabe en anden indstilling med kameraet. Det er en del af de stilistiske virkemidler, som man kan benytte fra værktøjskassen.”

Tættere på sandheden
Janus Metz (Armadillo) kalder på sin Facebook-side Kandis for livet noget af det stærkeste filmkunst, han længe har set fra en dansk instruktør.

”Det filmiske bringer en dyb virkelighed i svingninger, og det nærvær, han skaber til sine karakterer, er unikt og i mine øjne sandt. Sandt, fordi jeg mærker det universelle, der ligger i filmen,” skriver Janus Metz.

Instruktøren bruger selv begrebet ”performativ dokumentarisme” til at beskrive det greb, at medvirkende ”spiller sig selv”.

”Karakteren i filmen og filmskaberen bliver ’besat’ af jagten på en sandhed, som man undersøger sammen. Nærmest som når man går til psykolog. Og Jesper Dalgaard har en evne til at være sammen med sine karakterer på film, så noget ekstremt nøgent og ærligt opstår. I de bedste situationer kan det være kunst.”

Hovedpersonen i debatten, Jesper Dalgaard, mener, at det vil være et skråplan, hvis han – som Jan E. Jørgensen foreslår – skal lægge kortene på bordet i rulleteksterne.

”Jeg kan stå på mål for, at karakterernes følelser og vilje i Kandis for livet er fuldstændigt ægte og umanipuleret,” siger Jesper Dalgaard.

”Hvis jeg skal forklare, hvordan det er omsat filmisk, accepterer jeg den journalistiske idé om sandhed. Jeg har ikke snydt publikum. Måske har jeg bragt dem tættere på sandheden.”

Seerne er ikke dumme
Jesper Dalgaard er heller ikke med på at sætte et mærkat på den undergenre af dokumentaren, han arbejder i.

”Man kunne også ændre den undersøgende journalistik til at hedde noget andet. Hvem skal have lov til at definere den her verden?” spørger han.

”Det er faktisk en skandale, hvordan Jyllands-Posten har dækket sagen. Jeg brugte en hel dag på at skændes med avisens journalister om, at de ikke skulle kalde min film ’en udsendelse’. Vi er nede på sådan et niveau.”

– Kan man bebrejde seerne, hvis de får den tanke, at Strøm bruger skrotpengene fra bilen til at rejse til Costa del Sol?

”Han ville under alle omstændigheder være taget afsted, så det har ingen betydning for den historie, vi fortæller. Selvfølgelig påvirker vi hinanden, når vi laver en produktion. Men en flybillet til Malaga på 1000 kroner tur/retur? Dér leder man efter nogle bittesmå fejl, fordi man insisterer på et udgangspunkt om troværdighed, som jeg simpelthen ikke køber.”

– Men viser debatten ikke, at det brede publikum har meget svært ved at skelne mellem kunstnerisk og journalistisk dokumentar?

”Nu skal vi ikke gøre sagen større, end den er. Det er en meget lille gruppe af primært ældre journalister – centreret omkring Fagbladet Journalisten – der går op i det her. Jeg tror faktisk ikke, at den almindelige dansker er særligt optaget af det. Slet ikke den unge generation. Hvis man har haft bare en basal medieundervisning i folkeskolen eller på gymnasiet, ved man godt, hvordan indhold bliver skabt, og hvordan man sorterer i det.”

”Seerne er ikke så dumme. De er vant til at se Sporløs, hvor de medvirkende nok også får betalt billetten. Når der er bootcamp i X Factor, får deltagerne selvfølgelig også refunderet billetten. Og mon ikke, at der sidder en caster i samme program og headhunter dårlige sangere, fordi det passer til programmets dramaturgi? Folk er vant til at se kurateret indhold, der er subjektivt og fortolket.”