Animationsfilm i verdensklasse
Fra en fiskehejres tragedie til abstrakt kærlighed i en Ukrainsk by – Viborg Animation Festival viser nogle af verdens bedste animationskortfilm.
Filmene spænder vidt, men fælles for de fleste af dem er et imponerende højt niveau og en evne til at bruge især den mere abstrakte animationskunst på optimal vis.
Vinderne af de to konkurrencer vil blive afsløret ved festivalens afslutningsceremoni kl. 20 i aften. Men her er fem af de kortfilm, som har gjort størst indtryk på Ekkos udsendte!
Itching
I italienske Donato Sansones drama udsættes en menneskekrop for en brutal og kynisk pensel, der vrider kroppen til uigenkendelighed.
Det er en uhyggeligt taktil fornemmelse, som de kolde penselstrejf tilfører filmen, og kunstnerens på en gang forskruede og fascinerende verden udtrykkes med en overlegen kreativitet.
Sansones brutale æstetik er helt sin egen, og det vil være værd at holde øje med alt, hvad der fremover kommer fra hans hånd.
Tom Has a Plant
Vietnamesiske Thịnh Nguyễns afgangsfilm på The Animation Workshop er et lysende eksempel på, at den viborgensiske uddannelse hører til blandt verdens allerbedste.
Som titlen antyder, har hovedpersonen Tom en plante, men til Toms store ærgrelse er ingen af hans venner eller familie særligt glade for den. Derfor må han vælge, om han vil affinde sig med at være en outsider eller søge til en helt ny verden.
Den barnlige æstetik formidler handlingen smukt og med en uskyldighed, der står i paradoksal kontrast til en lang, anal sexscene i filmen.
Wicked Girl
Tyrkiske Ayce Kartal påtager sig rollen som en ondsindet manipulator, der uden varsel angriber tilskueren.
En lille pige fortæller livligt om hyggelige minder fra sin barndom. Men efterhånden blander flere og flere uhyrer og ulækre elementer sig med hendes fortælling, inden det til sidst afsløres, at monstrene er mere end almindeligt virkelige.
Den barnlige streg og fortælling skaber en uhyggeeffekt, som kan måle sig med de grummeste horrorfilm, og Wicked Girl er en både atypisk og elegant måde at udtrykke et barnetraume på.
Et sous la glace
Historien i afgangsfilmen af seks studerende fra École des Nouvelles Images i Frankrig kunne næsten have været forfilmen til en af Ice Age-filmene.
Men historien om en fiskehejres kreative forsøg på at finde føde i en frossen sø bliver takket være den naturalistiske animation til en tragisk fabel om grådighed.
Vi holder med fuglen, og selv om dens gentagne nederlag kan virke komiske, ønsker ingen tilskuer at se fuglen sulte ihjel i det smukke, men farefulde vinterterræn. Vi under hejren dens spiselyst, og derfor bliver konsekvensen heraf desto mere trist.
Deep Love
Ukrainske Mykyta Lyskovs vanvittige kærlighedshistorie fremstår nærmest som en stream of consciousness, hvor personer og objekter uden varsel eller større konsekvens lader sig transformere.
I det ukrainske bybillede bliver en paddehattesky således til en kæmpe svamp, og en flyvemaskine bliver til en fugl. Og det er vel at mærke noget af det mest logiske, der sker i Deep Love!
Man aner dog en miljøkommentar i det surrealistiske værk, hvor træer i den tilsvinede storby må reparere sig selv, og plastikposer har fået deres egen vilje.
Midt i det hele finder to mennesker hinanden, efter de har mistet hjertet i en uheldig operation og er blevet beklædt med livagtige poser. I en slående metafor på kærlighed piller parret uendelige lag af plastikposer af hinandens ansigter. Der vil altid være masker imellem dem, og selv om de aldrig helt kan nå ind til hinanden, er der intet bedre at foretage sig i den ødelagte verden.
Deep Love er vanvidsanimation af højeste karat og et af højdepunkterne på Viborgs forrygende festival, der er et levende bevis på, at animation kan noget, som ingen andre filmgenrer kommer i nærheden af.
Trailer: Deep Love
Viborg Animation Festival
Startede i 2012 med at vise animationsfilm for børn og voksne.
Danmarks største animationsfestival.
Arrangeret af uddannelsen The Animation Workshop.
Finder sted 23. – 29. september
Kommentarer