Nyhed
14. aug. 2019 | 18:46

Animationsleder vender tilbage på arbejde

Foto | The Animation Workshop
The Animation Workshop har siden Morten Thorning grundlagde skolen for over 30 år siden vokset sig til et populært sted for animationstalenter at uddanne sig.

Morten Thorning blev suspenderet på grund af tvivl om den økonomiske forvaltning på The Animation Workshop, men vender efter en samtale tilbage i morgen torsdag.

Af Nicki Bruun

Det var en opsigtsvækkende historie, der rejste flere spørgsmål end svar, da Viborg Stifts Folkeblad skrev, at lederen på The Animation Workshop, Morten Thorning, var blevet suspenderet.

Avisen baserede artiklen på anonyme kilder og kritiserede VIA University College – som animationsskolen hører under – for ikke at ville bekræfte suspenderingen eller fortælle, hvad der foregik.

Det er der dog en forklaring på, fortæller rektor Harald Mikkelsen til Ekko, hvor han også siger, at Morten Thorning rigtignok har været hjemsendt siden 1. juli.

”Grunden til, at avisen ikke kunne få noget bekræftet, er den meget enkle, at vi ikke omtaler personalesager, før vi har orienteret den ansatte. Det er god skik og orden, så folk ikke hører ude i byen, hvad der skal ske med dem,” siger Harald Mikkelsen og forklarer, hvad sagen omkring Morten Thorning har handlet om.

”Det skyldes, at der har været nogle indikationer på uhensigtsmæssig økonomisk forvaltning. Det har vores revisionsfirma PricewaterhouseCoopers været i gang med at undersøge til bunds, og så er det normal proces og procedure at hjemsende folk i den periode. PricewaterhouseCoopers har i forbindelse med undersøgelsen ikke fundet nogen former for misbrug af de tildelte midler.”

Revisionen har til gengæld fundet, at der i adskillige tilfælde har været utilstrækkelig dokumentation. Efter en samtale mellem Morten Thorning og VIA University College i dag er det dog blevet besluttet, at animationslederen vender tilbage i sin stilling i morgen torsdag.

Ansvar for 50 millioner
Der sker ting og sager i det jyske for tiden, hvor Jyllands-Posten kulturredaktør Steffen Moestrup i går blev fyret efter hans journalist havde lavet et fup-interview.

Sagen om Morten Thorning er endt langt mindre dramatisk. Men hovedpersonen har lært noget af hjemsendelsen, selv om han med egne ord blev ”lidt pikeret”, da han først fik at vide, at han skulle kigges efter i sømmene og derfor blev sendt på tvungen sommerferie.

”Når man har en stilling som min, hvor man har et ansvar for 50 millioner kroner, skal jeg være parat, hvis nogen kommer og siger: ’Vi vil gerne lige se, om alt foregår efter bogen,’” siger 58-årige Morten Thorning til Ekko og giver et eksempel på, hvor han ikke har været god nok.

”Revisionsfirmaet er gået tilbage og har spurgt: ’Hvorfor har femten mennesker spist på en café uden navne på bonnen?’ Så måtte jeg forklare, at det var, fordi vi havde så og så mange frivillige til at lave en udstilling om japansk animation på Viborg Museum. Dér skulle jeg jo have sørget for at få alle navnene på,” fortsætter animationslederen.

”Da jeg kom ud på den anden side, kunne jeg godt se, at det her har været et crash course i nogle af de ting, som jeg har været for lidt opmærksom på. Jeg har haft for travlt med det kreative og ikke været opmærksom nok på det administrative. Det kreative bliver måske skruet en lille smule ned de næste fjorten dage, og så er det på plads igen.”

De bedste rammer
The Animation Workshop blev grundlagt i 1988 af Morten Thorning. Siden er den blevet en stor og respekteret animationsuddannelse, hvis elever har fundet animationsprisen ved næsten samtlige udgaver af Ekko Shortlist Awards.

”Vi er vokset fra at være noget, hvor jeg sad alene på et kontor, til at være et sted, hvor vi har omkring 50 medarbejdere og en omsætning på 50 millioner kroner. Jeg vil næsten sige, at vi har bevæget os fra at være i puberteten til for alvor at komme op i de voksnes rækker, og så skal det forvaltningsmæssige være i orden,” siger Morten Thorning.

”Det er mit ansvar, men jeg skal også skabe et rum, hvor kreative mennesker kan udvikle sig personligt og fagligt på en måde, så det giver mening for de mennesker, der skal opleve deres værker.”

Suspenderingen har givet Morten Thorning anledning til at stoppe lidt op og tænke sig om. Og det har kun gjort, at han er mere opsat end nogensinde på at skabe de bedst mulige rammer på The Animation Workshop.

”Jeg nåede at tænke, at jeg selvfølgelig skal væk derfra en dag, men at jeg gerne ville have en mere velorganiseret afslutning. Jeg er glad for, at jeg får lov til at fortsætte, for det er et fantastisk sted.”

Kommentarer

The Animation Workshop

Grundlagt i Viborg i 1988.

Anerkendt som statsuddannelse i 2003 og hører i dag under VIA University College.

Uddanner elever fra hele verden i fag som Karakteranimation, Computer Graphic Arts og Grafisk Fortælling.

Besøg skolens hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko