Reportage
05. nov. 2016 | 21:23

”Behov for overpromovering af kvinder”

Foto | Christian Geisnæs
Instruktør Christina Rosendahl er toneangivende i debatten om flere kvinder i dansk film. Her ses hun sammen med (fra højre) Peter Plaugborg, Søren Malling og Thomas Bo Larsen, der medvirker i hendes mandsdominerede Idealisten.

Filmbranchens kvinder kræver løsninger her og nu, mens mændene henviser til markedskræfterne. Det var konklusionen på paneldebat om kønsfordelingen i biograffilm.

Af Frida Marquard

”Mænd gider ikke se kvinders historie, men kvinder gider åbenbart godt se mænds.”

Kommentaren stammer fra en hvidhåret herre på publikumsrækkerne og avler forargede udbrud blandt de mange kvinder, der er mødt op i hobetal.

Mandag lagde Det Danske Filminstitut lokaler til paneldebat om kønsdiversitet i dansk film. I panelet stod ledende personer i produktion og distribution i dansk film.

Debattens formål var at finde løsninger på det ringe antal kvinder i de film, der vises i danske biografer. Det er et nyt fokus i kønsdebatten, der indtil nu har fokuseret på, hvilke film Det Danske Filminstitut støtter.

Det er ikke nogen hemmelighed, at dansk film har et problem med kønsfordelingen.

I maj kunne Ekko afsløre, at det står slemt til for andelen af kvinder i dansk films kreative lederstillinger. Stockholms feministiska filmfestival er kommet til en lignende konklusion. Kun tretten procent af danske film havde i 2015 en kvinde i instruktørstolen.

”Kvinder og mænd har samme krav på at få deres historier repræsenterede på film,” lyder det i introduktionen fra Stephanie Thögersen, formand for Stockholms feministiska filmfestival, der sammen med Kvinderådet står bag debatten.

Forandring her og nu
Christina Rosendahl, formand for Danske Filminstruktører, lægger hårdt ud, da hun får ordet.

”Der er et problem! Det er indiskutabelt.”

”Den største udfordring lige nu er at skabe opbakning til forandring. Vi skal have biograferne, distributørerne, filminstituttet og alle mændene til også at bakke op om processen.”

Christina Rosendahl står i spidsen for en af de tre aktionsgrupper, som Det Danske Filminstitut har nedsat for at komme den kønsmæssige ubalance i dansk film til livs.

Den netop offentliggjorte rapport kan læses her.

”Et af hovedpunkterne, som min grupper har fundet afgørende, er promoveringen af kvinder,” siger Christina Rosendahl.

Hun peger på at en massiv promovering af kvinder i pressen, på filmfestivaler, portrætartikler og ved filmarrangementer vil kunne løfte kvindelige filmskaberes muligheder i branchen.

”En overpromovering af kvinder i en periode vil kunne slå mange fluer med et smæk. Det vil skabe rollemodeller, komme underrepræsentation til livs og skabe opmærksomhed hos alle, der kreativt har med film at gøre,” siger Christina Rosendahl.

Hun peger ligeledes på kvoter og mentorordninger som mulige løsningsforslag. ”Der er masser af greb, vi kan tage fat på for at skabe forandring her og nu,” mener Christina Rosendahl.

Høj-godbid og dårlige mødre
Dagens moderator Nanna Frank Rasmussen, der er formand for Women in Film and Television og anmelder på Jyllands-Posten, er også meget kritisk over for repræsentationen af sit køn i biograffilmene.

”Som anmelder oplever jeg, at det hovedsageligt er mænds historier, der bliver fortalt på film.”

”Af de biograffilm, jeg har anmeldt siden juli, har kun en femtedel haft kvinder i hovedrollen. Her har jeg stiftet bekendtskab med en fisk med hukommelsestab, en flok japanske søstre, en surfende haj-godbid, den psykotiske voldselsker Harley Quinn og en gruppe selvudnævnte dårlige mødre. Det er tydeligt, at kvinder har en birolle, hvis de da overhovedet har en rolle.”

Repræsentation er vigtig, fordi den har betydning for, hvordan kvinder ser sig selv og deres rolle i samfundet.

”Undersøgelser viser, at der er sammenhæng mellem dårlig selvtillid og dårlig repræsentation. Det kan være medvirkende til, at børn underpræsterer, hvis de ved, de er en del af en minoritet,” siger Tess Skadegård Thorsen, PhD i Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet.

Mænd er optaget af mænd
Filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen ser den manglende kønsdiversit som et stort problem for dansk film.

”Vi er langt bagud og har store udfordringer med diversitet i Danmark,” siger Henrik Bo Nielsen, der ikke er overrasket over, at der bliver lavet flere film med mænd end kvinder i hovedrollerne.

”Det kan ikke være en nyhed for nogen filmfolk, at mænd helst laver film om mænd, for de er mest optaget af mænd, mens kvinder er optaget af både mænd og kvinder,” siger Henrik Bo Nielsen.

Han mener, at der skal ske en indsats der, hvor man kan gøre en forskel, nemlig i dansk film. Det er en vurdering, som Mads Nedergaard, formand for Foreningen af Filmudlejere i Danmark, er enig i.

”Vi er jo købmænd. Vi bruger mest krudt på de film, vi tror vil sælge flest billetter. Det er det, vi lever af, og som producenterne forventer af os,” siger Mads Nedergaard.

Flere kvinder til dansk film
Kim Pedersen, formand for Danske Biografer og blogger for Ekko, prøver med en humoristisk tilgang, men høster kun et par lette grin.

”Søskendeparret Wachowski hed tidligere Larry og Andy, men er nu blevet Lana og Lilly. De fortjener en hånd for at hjælpe fordelingen mellem mænd og kvinder,” siger han og slår derefter over i en mere alvorlig tone.

”Biograferne hylder diversiteten i den udstrækning, som Filminstituttet og distributørerne tillader det. Vi gør vores alleryderste for, at så mange mennesker som muligt oplever den bredde diversitet.”

”Men biograferne viser i bund og grund de film, som de får tilbudt. De er ligeglade med hvem, der har instrueret dem. Kun to ting har betydning: kvalitet og indtjening.”

”Hvis vi kan få kvinder til at lade være med at se film med mænd i hovedrollerne, så vil vi se omgående forandringer.”

Ligesom Christina Rosendahl står Kim Pedersen i spidsen for en aktionsgruppe, som Filminstituttet har nedsat. Han mener, at paneldebatten har et helt forkert fokus.

”Lige nu nipler vi til de yderste grene, men vi skal tage fat om roden af problemet, og det er at få flere kvinder gjort interesseret at lave film,” siger Kim Pedersen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko