Nyhed
28. juli 2018 | 16:22

CBS-direktør anklaget for sexchikane

Foto | uoplyst
68-årige Les Moonves er en af de mest magtfulde og rigeste mænd i mediebranchen. Han anklages for at have skabt en kultur på CBS, som diskriminerer kvinder og belønner sexchikane.

Les Moonves bliver ikke bare anklaget for sexchikane og overgreb, men også for at have skabt en kultur i mediegiganten CBS, hvor upassende opførsel belønnes.

Af Claus Christensen

Ronan Farrow var for ni måneder siden med til at bringe filmmogulen Harvey Weinstein til fald. Nu går journalisten, der er søn af Mia Farrow og Woody Allen, efter en anden magtfuld personlighed i den amerikanske medieverden.

I en stor artikel i The New Yorker har Farrow talt med seks kvinder, som alle hævder at være ofre for Les Moonves’ sexchikane og upassende opførsel.

68-årige Les Moonves er direktør for CBS, som er en af de største medievirksomheder i USA og kendt for nyhedsprogrammet 60 Minutes og det hedengangne talkshow The Late Show With David Letterman. Det skønnes, at Moonves tjente næsten 70 millioner dollars sidste år.

Voldtægtsforsøg
Sagerne løber fra 1980’erne og frem til begyndelsen af dette årtusinde. Moonves skal under møder have kysset og berørt kvindelige ansatte mod deres vilje.

Han er også kommet med upassende tilbud om sex, og når han er blevet afvist, oplever flere af kvinderne, at Moonves har gjort en ende på deres karriere hos CBS.

”Jeg blev udsat for et voldtægtsforsøg, og bagefter blev jeg fyret, fordi jeg ikke var med på det,” siger Illeana Douglas, som har fået en Emmy-nominering for sit spil i successerien Six Feet Under.

Da Douglas gennem sin advokat klagede til CBS, fik hun 475.000 dollars i kompensation.

En anden kvinde, forfatteren Janet Jones, fortæller en lignende historie, som dog fandt sted et årti før Les Moonves’ ansættelse i CBS i 1995.

Et møde på Moonves daværende kontor i Hollywood udviklede sig til et mareridt, da Moonves uden varsel kastede sig over Jones og forsøgte at kysse hende. Da hun ville flygte, opdagede hun, at døren til kontoret var blevet låst.

”Jeg tænkte: ’Åh Gud. Det her var ikke en smutter. Det var nøje planlagt,” siger Janet Jones, som måtte true Moonves med, at hun ville skrige højt, hvis han ikke lukkede op døren.

Janet Jones hævder, at hun senere blev ringet op af Moonves, som forsøgte at true hende til tavshed: ”Jeg advarer dig. Jeg vil ødelægge din karriere. Du vil aldrig få et job som forfatter. Ingen vil ansætte dig. Forstår du, hvad jeg siger?”

CBS skjuler dårlig opførsel
Les Moonves har ironisk nok offentligt markeret sin støtte til #MeToo-bevægelsen og var for tre måneder siden med at skabe Commission on Eliminating Sexual Harassment and Advancing Equality in the Workplace. I The New Yorker-artiklen, der er baseret på otte måneders research, kommer han med en halv indrømmelse.

”Jeg erkender, at der var tidspunkter for årtier siden, hvor jeg har gjort nogle kvinder ubehageligt til mode ved at gøre tilnærmelser. Det var fejltagelser, og jeg fortryder dem enormt meget. Men jeg har altid forstået og respekteret – og tilsluttet mig princippet – at et ’nej’ betyder ’nej, og jeg har aldrig misbrugt min stilling til at skade eller hindre nogens karriere,” siger Les Moonves.

I november 2017 trådte CBS-journalisten Charlie Rose tilbage efter anklager om sexchikane. Og Ronan Farrow retter i sin artikel ikke kun en kritik af Moonves, men af hele den kultur i CBS, han angiveligt skal have skabt.

”Det er en hierarkisk kultur af ældre mænd, som har hele magten, og du er ingenting. Selskabet skjuler en masse dårlig opførsel,” siger en anonym producer.

30 nuværende eller tidligere ansatte i CBS siger ifølge Ronan Farrow, at de har oplevet chikane, kønsdiskrimination eller gengældelse i CBS. I stedet for at straffe mænd, der har opført sig dårligt og misbrugt deres magt, har CBS forfremmet dem.

Det kan CBS dog ikke nikke genkendende til.

”Vi mener ikke, at det billede, som bliver tegnet af vores selskab i The New Yorker, dækker den større organisation, der gør sit bedste for at behandle sine titusinder ansatte med værdighed og respekt,” lyder det fra CBS, som dog samtidig erklærer, at man vil undersøge anklagerne.

Ronan Farrow om sin Les Moonves-historie

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko