Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

10. okt. 2017 | 10:00

Talentfulde Tafdrup slår til igen

Foto | Søren Kirkegaard

Marie (Amanda Collin) har krammet på Rasmus (Anders Juul) i sædekomedien En frygtelig kvinde.

Så har jeg søreme set endnu en god dansk film, og jeg iler selvfølgelig med at udbrede det glade budskab til Ekkos læsere.

Den yderst talentfulde actor-turned-director Christian Tafdrup er snart klar med en ny film. Det er kun et år efter premieren på den vellykkede debut – Forældre – om et ægtepar, der prøver at genopleve deres ungdoms forelskelse. Nogle vil måske også huske hans fremragende første kortfilm En forelskelse, hvor en fyr forelsker sig i kærestens far – udgivet på Ekko-dvd #10.

Denne gang er der dog ganske andre boller på kærlighedssuppen, når Tafdrup giver hunkønnet en ordentlig gang lak i sædekomedien En frygtelig kvinde.

Se traileren i bunden af artiklen.

Filmen er første film i talentordningen New Danish Screens såkaldte Skitsen, som præsenterer en ny måde at udvikle spillefilm på. Grundtanken er, at filmskaberne hurtigt skal i gang med at opridse deres film i form af en tolv minutters filmet skitse. Sideløbende udvikles et treatment med en uddybning af handlingen eller et manuskript.

Særligt kendetegnende for dette initiativ er den relativt korte arbejdsproces.

Tafdrups film lover godt for dette initiativs fremtid.

Tonen i En frygtelig kvinde bliver allerede lagt få sekunder inde i filmen, hvor kvindesymbolet toner frem på lærredet og ud vokser et par ildevarslende horn. Så er vi klar over, hvad klokken er slået.

Filmen starter ellers meget tilforladeligt med at Rasmus (Anders Juul) møder Marie (Amanda Collin). Rasmus er en god dreng, hvis mor ganske givet har formanet ham om, at han skal være god og blid over for kvinder. Marie virker umiddelbart som en smuk, sensuel og godmodig kvinde, som det er vanskeligt at forestille sig årsager til, at Rasmus ikke bare hovedkulds skulle forelske sig i.

Og det gør han. Som en selvmordspilot kaster han sig direkte ud i helvedes flammer, for skinnet bedrager naturligvis.

Marie begynder snart at lægge et spind ud. Hun piller den gode Rasmus fuldstændigt fra hinanden for så senere at bygge ham op igen i det billede, som tjener hendes hensigter.

Rasmus går fra at være et selvstændigt tænkende, ambitiøst menneske til cabana boy, som alene er sat i verden for at tilfredsstille Maries behov.

Det hele leveres i en tone og på en måde, som kalder på latteren fra begge køn. Filmen eksekveres troværdigt, og der er lutter rene toner. Ingen tvivl om Christian Tafdrup og hans medfortatter, broderen Mads Tafdrup, har hygget sig gevaldigt under manuskriptskrivningen.

Tafdrup formår at bruge et filmisk trick, som også Mel Brooks og Woody Allen har dyrket. Hvilket skal ikke afsløres her, men begge gange, det benyttes, vil det uvægerligt udløse høj latter i biografsalen.

Forfriskende er det også, at Tafdrup har fundet to nye ansigter til hovedrollerne: Amanda Collin og Anders Juul. Collin leverer sin præstation med kølig nederdrægtighed, så blodet fryser til is, og Juul er lige i øjet som den gode dreng, der bare vil gøre det bedste for sine omgivelser.

Dem kommer vi med garanti til at høre meget mere til.

I en birolle skal Rasmus Hammerich fremhæves. Han spiller Rasmus’ bedste ven og den præstation sidder også lige i skabet.

Christian Tafdrup har skabt et vellykket og yderst morsomt partsindlæg i den vedblivende kamp mellem kønnene. Den moderne mand har gigantiske problemer med at finde takten, mens kvindens magtmidler fra naturens side er blevet raffineret i en sådan grad, at hun bruger det til at skabe noget, hun dybest set slet ikke vil have.

En frygtelig kvinde vil uden tvivl skabe sund debat mellem kønnene.

Filmen har officiel biografpremiere 1. juledag.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko