Nyhed
27. sep. 2021 | 10:28

Overraskende dansk sejr på stor festival

Foto | Marcel Zyskind
Lise (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) får vendt sit unge liv på hovedet, da hendes mor omkommer i en dramatisk fødsel.

Instruktør Tea Lindeburg og den sekstenårige Robert-vinder Flora Ofelia Hofmann Lindahl fejrer en sensationel triumf med hver deres pris for debutfilmen Du som er i himlen.

Af Nicki Bruun

Det er ved at blive en god vane, at danske film og filmfolk vinder priser på den prominente festival i San Sebastián.

Sidste år sejrede Thomas Vinterberg og holdet bag den senere Oscar-vinder Druk på den spanske festival, der rangerer lige under verdens førende filmfestivaler i Cannes, Venedig og Berlin.

Her i weekenden blev det til igen dansk sejr – oven i købet i to af hovedkategorierne på årets festival. Tea Lindeburg snuppede prisen for bedste instruktør med sin spillefilmdebut Du som er i himlen.

Her spilles hovedrollen af det kun sekstenårige stortalent Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der brød igennem i DR-serien Ulven kommer.

Den unge skuespiller vandt prisen som bedste hovedrolle, som danskeren deler med ingen ringere end den amerikanske superstjerne Jessica Chastain, der vandt for The Eyes of Tammy Faye og tidligere har været Oscar-nomineret for Zero Dark Thirty og Niceville.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl blev den yngste Robert-vinder nogensinde, da hun vandt for sin rolle i Ulven kommer. Nu er hun også den yngste vinder af skuespillerprisen i San Sebastián.

Det må siges at være noget af et gennembrud for de to danskere!

Bedste danske Netflix-serie
Du som er i himlen er baseret på Marie Bregendahls selvbiografiske roman En dødsnat fra 1912. Filmen handler om unge Lise, hvis liv kun bliver hårdere, da hendes mor omkommer i barselssengen.

Med filmen markerer Tea Lindeburg sig som en af landets mest interessante instruktører. Hun er tidligere vært på filmprogrammet DR2 Premiere og blev i sin tid uddannet på først den københavnske filmskole Super16 og siden på New York University.

Tea Lindeburg har været vidt omkring i den danske mediebranche og blandt andet lavet podcasten Equinox 1985 for DR.

Den filmatiserede hun sidste år som Netflix-serien Equinox. Ekkos anmelder gav begejstret fem stjerner og kaldte serien den bedste danske Netflix-serie til dato.

Du som er i himlen får premiere i danske biografer den 6. januar, men vi skriver om filmen i det kommende nummer af Ekko, der er på gaden i oktober.

Trailer: Du som er i himlen

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko