Nyhed
19. nov. 2020 | 16:45

Danske filmkvinder hyldes

Foto | Tine Christensen, Jacob Svensson & Sofie Marie Kristensen
Mille Dinesen, Malou Reymann og Louise McLaughlin har på hver deres måde fremvist deres talent i den danske filmbranche det forgangne år.

Skuespilleren Mille Dinesen, instruktøren Malou Reymann og fotografen Louise McLaughlin vinder hæderfulde priser ved Nordisk Films prisuddeling Isbjørnen.

Af Nicki Bruun

Tre dygtige kvinder fra den danske filmbranche er her til eftermiddag blevet hædret med priser ved Nordisk Films prisuddeling Isbjørnen.

Instruktøren Malou Reymann, skuespilleren Mille Dinesen og fotografen Louise McLaughlin modtager hver især Nordisk Film Prisen, Ove Sprogøe Prisen og Erik Ballings Rejselegat.

Det er hæderfulde priser, der tidligere er gået til filmfolk som Lars von Trier, Nikolaj Lie Kaas og Danica Curcic.

Malou Reymann og Louise McLaughlin er begge kendt for kortfilm på Ekko Shortlist.

Reymann stod inden spillefilmdebuten En helt almindelig familie bag de prisvindende kortfilm 13 og Seksten en halv time. McLaughlin er aktuel med Vores mand i Amerika og har fotograferet populære Ekko Shortlist-film som Sia, Maybe This Christmas og Skyld.

Louise McLaughlin blev nomineret ved Ekko Shortlist Awards for de to førstnævnte. Hun får af prisudvalget for Erik Ballings Rejselegat 75.000 kroner og følgende ord med på vejen af formanden, producer Lina Flint:

”Vi oplever din fotografering som medfortællende, poetisk og sanselig. Og med den største insisteren på og indlevelse i karaktererne. Du integrerer organisk de universer, du fremstiller, uden at miste det sitrende nærvær og altid i historiens tjeneste.”

Personlig og relevant
Malou Reymann måtte i går se sig slået, da Druk blev valgt foran En helt almindelig familie som det danske bud på en Oscar-vinder.

Hun får dog et særdeles godt plaster på såret med Nordisk Film Prisen, der uddeles til et talent og medfølges af en pengepræmie på 114.000 kroner – 1.000 for hver af Nordisk Films 114 år på bagen.

”Malou Reymanns film er en modig debut, som tager udgangspunkt i en personlig fortælling, der på ingen måde bliver privat, men dog er inkluderende og relevant for sit publikum. Temaet om den transkønnede far og forholdet til datteren er en film til tiden med stor kulturel betydning,” lyder det fra formanden for prisudvalget, produceren Mikael Rieks.

”Malou Reymann mestrer med al tydelighed at skildre de store følelser og problematikker med fine penselstrøg og bruger med sikker hånd billede og (især) lyd til at fortælle sin historie, der ubetinget har karaktererne i centrum.”

Sårbare sprækker
Mille Dinesen fik sit gennembrud kort efter uddannelsen fra Statens Teaterskole i 2004 med titelrollen i Nynne.

Men skuespilleren blev for alvor folkeeje i Danmark med en anden titelrolle, nemlig som hovedperson i TV 2-serien Rita, der har underholdt danskerne over fem sæsoner.

”Folkeskolelæreren Rita Madsen blev en særlig kvinde i dansk dramatik,” siger Ove Sprogøes søn Henning Sprogøe, der er medlem af prisudvalget.

”Dit arbejde med at skabe Rita har været båret af din usædvanlige evne til først at forme hende fra fødslen for derefter at tildele hende temperament, vilje, sårbarhed og sprækker. Sprækker der gør, at du skaber grønne skud på hende Rita, der vokser op, ud og væk fra komedien og over i det endnu mere risikable område, hvor du tager hende på dig.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko