Debat om krigsdokumentar blusser op igen

Den normalt knap så overskrift-skabende danske dokumentarbranche har den seneste tid været voldsomt i vælten.

Der har været debat om filmiske virkemidler i Kandis for livet, hvor instruktør Jesper Dalgaard er blevet kritiseret for at have påvirket virkeligheden ved at give en medvirkende en flybillet og tilføje rekvisitter i deltagernes hjem.

Og forleden faldt en kendelse om fogedforbud i striden mellem Sara Omar og filmskaberne Manyar Parwani og Omar Marzouk, der i flere år har arbejdet på en dokumentar om forfatteren.

Nu er der på ny diskussion om Janus Metz’ ellers roste og prisbelønnede krigsdokumentar Armadillo fra 2010.

Filmen har fået status som den definitive skildring af den danske indsats i Afghanistan og betragtes som et hovedværk i landets dokumentarhistorie. Men både ved filmens premiere og i årene efter har der flere gange været kritik af iscenesættelsen.

Og i Kulturprogrammet Babylon på 24syv – tidligere Radio Loud – står tre militærfolk nu frem med harsk kritik af Janus Metz i et 45 minutter langt indslag.

”Jeg blev meget chokeret, da jeg så filmen i biografen. Det var en anden virkelighed end den, jeg havde oplevet,” siger overkonstabel af 1. grad, Martin Aaholm til værten Ida Gaunø.

”I filmen er der en masse fabrikerede scener, hvor jeg tænkte: ’Det skete da ikke sådan!’”

”Jeg tror, Janus har været fokuseret på et bestemt billede af os. Vi var nogle unge, kåde drenge, der skulle afsted og have et action-fix.”

Ulv i fåreklæder
Også Thomas Ruth, som i dag er seniorkonsulent og premierløjtnant, fik et chok, da han så Armadillo.

”Jeg havde en følelse af forræderi. Det er et stærkt ord at bruge, men det var egentlig den følelse, jeg havde,” siger Thomas Ruth.

Meget af kritikken går på, at Janus Metz ifølge soldaterne har klippet forskellige situationer sammen, så de fremstår anderledes, end hvordan virkeligheden var.

For eksempel bruger instruktøren en anden eksplosion til at illustrere, når Martin Aaholm blev skadet af en vejsidebombe.

Den pensionerede oberst Frank Lissner, der som tidligere chef for det såkaldte hold syv i Afghanistan gav Janus Metz lov til at filme soldaterne, bakker i programmet op om kritikken.

”Det er skuffelse over, at det dystre, mørke billede, der bliver tegnet, slet ikke står mål med den virkelighed, som vi alle tre oplevede. Skuffelse over, at jeg hoppede på den historie, som Janus Metz gav mig i sin tid, da vi lavede oplægget,” siger Frank Lissner, da han bliver spurgt, hvad han tænker om filmen i dag.

”Han havde en enestående mulighed, som ingen nogensinde har haft før, og ingen får igen. Og den misbrugte han. Han var en ulv i fåreklæder. Han lykkedes med sit venlige smil, sit venlige væsen, at overbevise mig om, at det her var en god historie,” fortsætter den pensionerede oberst og tilføjer:

”Jeg har bevidst ikke kommenteret filmen før nu, for den fortjener ikke den ekstra opmærksomhed, som Janus Metz kunne bruge til at sælge og markedsføre filmen.”

Forkert klassificering
Mod slutningen af programmet siger værten, at Janus Metz er blevet tilbudt at ”medvirke i dagens indslag”, men at instruktøren har takket nej til det.

”Hvis han havde været her, hvad ville du så gerne have spurgt ham om eller fortalt?” spørger Ida Gaunø først Thomas Ruth.

”Jeg ville virkelig gerne høre, hvilken historie han fortæller sig selv. Jeg er ret sikker på, at Janus Metz retfærdiggør det i den højere sags tjeneste,” siger soldaten.

”Men jeg ville gerne se ham i øjnene og høre, hvordan han retfærdiggør de ting, han har udsat de medvirkende for, vel vidende at der var risici.”

Også hans soldaterkammerat ville gerne høre instruktørens tanker om, hvorfor han har bygget filmen op, som han gjorde.

”Jeg ville gerne høre, hvordan han retfærdiggør over for sig selv, at det er en dokumentar og ikke en film. Det er fair nok, at der er kunstnerisk frihed og alle de her ting, men man må være realistisk,” siger Martin Aaholm.

”Havde han kaldt det en film bygget på virkelige hændelser eller reality – som det nærmest er, der mangler bare manuskriptet – så havde den været mere spiselig. Men når den bliver solgt som en dokumentar, og han klipper så meget, synes jeg et eller andet sted, at han lyver over for sig selv. Jeg vil gerne vide, hvorfor han ikke klassificerer den ordentligt.”

Action og adrenalin
Til Filmmagasinet Ekko fortæller Janus Metz, at han ikke blev tilbudt at medvirke i interviewet med soldaterne.

”Jeg blev spurgt, om jeg ville deltage i et efterfølgende indslag. Setuppet virkede som et ensidigt mikrofonholderi uden nogen ambition om at søge en balance i programmet. Jeg takkede nej, da jeg mener, at jeg har sagt, hvad jeg har at sige om Armadillo – senest i store artikler i Politiken, Berlingske og Information i forbindelse med tiåret,” skriver instruktøren i en mail til Ekko.

”Jeg forsøgte at skildre det, jeg oplevede i mine tre en halv måned i Afghanistan, så nuanceret, som jeg kunne. Og den kaotiske afslutning på krigen sidste år, hvor Taliban på få dage overtog landet, bekræfter jo til fulde, hvad filmen viser,” skriver Janus Metz.

Han nævner krigskorrespondenten Nagieb Khajas dokumentar Taliban Land, der får premiere på Cph:Dox i denne måned.

”Journalisten taler med de lokale i Armadillo-området, der alle nu, hvor krigen er forbi, indrømmer, at de kæmpede for Taliban. Filmen viser, at de danske soldater ikke altid vidste, hvem det var, de stod overfor. De befandt sig i deres egen lejr – også når de bevægede sig uden for den. Det synes jeg understreger flere af de ting, jeg prøvede at vise med Armadillo.”

”Soldaterne var på en meget svær opgave i Afghanistan. Jeg mener ikke, at min film skildrer dem som nogen, der blot er ude efter det næste ’action-fix’. Det er en meget ensidig læsning af filmen.”

”Men når dette er sagt, var adrenalin og action en meget væsentlig del af det følelsesregister, som soldaterne gennemlevede – ligesom for eksempel fællesskab, afsavn og angst var det.”

Både Thomas Ruth og Martin Aaholm spiller en perifer rolle i Armadillo. Ruth medvirker i et enkelt billede, hvor han sidder og græder over, at en soldat er blevet såret. Mens Aaholm, der var i Afghanistan i en helt anden deling, kun omtales i forbindelse med ulykken.

”Det står dem selvfølgelig frit for at mene, hvad de vil om filmen og mig. Jeg taler stadig med flere af dem, jeg dengang filmede, og det forekommer mig, at de ser filmen anderledes.”

Ville beslaglægge optagelser
Janus Metz fremhæver, at det er hans opgave som dokumentarist at være kritisk.

”Den aftale, vi havde med Forsvaret og de medvirkende, herunder Frank Lissner, var, at filmen skulle skildre soldaternes oplevelser og krigen i Afghanistan på godt og ondt.”

”Det mener jeg, at filmen gør. Jeg står et hundrede procent bag scenerne, som de er klippet. Jeg mener, at de alle søger den størst mulige autenticitet i forståelsen af den komplekse virkelighed, der udspillede sig i Afghanistan.”

Om Frank Lissner skriver instruktøren:

”Jeg ved ikke, hvad det er for et andet billede, Frank Lissner kunne have ønsket sig. Vi filmede en del scener med lokale afghanere, der kom ind i lejren. De kom stort set alle sammen for at beklage sig og søge erstatning for ødelagte marker og bygninger eller døde husdyr og familiemedlemmer som konsekvens af danskernes bombardementer.”

Janus Metz mener, at det er klassisk soldaterretorik, at man bagatelliserer voldsomheden af det, der foregår.

”Voldsomheden bliver en form for normalitet. Og desværre er det alt for typisk for den danske forståelse af Afghanistan, at man ser forholdene ud fra et begrænset udblik farvet af den lejrtilværelse, man af gode grunde måtte leve under.”

”Vi bevidnede danske soldater, der blev dræbt og såret, og danske soldater, der slog ihjel udsendt af nationen. Vi forsøgte at skildre, hvad vi så med al den kompleksitet, vi kunne.”

”De få gange, hvor Frank Lissner var med på en patrulje, vi filmede, var han mest optaget af at forsøge at forhindre fotograf Lars Skree og jeg i at filme sårede og tilskadekomne. Han bedrev aktiv censur og virkede underligt optaget af, at det, der skete i Afghanistan for øjnene af os, skulle filtreres, så det i hans øjne blev mere ’spiseligt’.”

Janus Metz fortæller endvidere, at den danske ledelse i Afghanistan forsøgte at beslaglægge optagelserne af den opsigtsvækkende grøftescene, hvor danske soldater afliver fem sårede afghanere, samt den efterfølgende debriefing.

”En militærjurist kom hen til mig og Lars Skree et par dage efter hændelsen i grøften. De bad om at få optagelserne, men det stred mod vores aftale om, at de ikke måtte blande sig aktivt i optagelserne, mens der blev filmet,” skriver Janus Metz.

Instruktøren oplyser, at der var en aftale om, at Forsvaret skulle godkende filmen for at sikre, at den ikke var et brud på rigets sikkerhed.

”Spørgsmålet om sårede og tilskadekomne var et forhold mellem mig, de tilskadekomne og deres pårørende. De sårede soldater, vi ser i filmen, har fået fremlagt og godkendt de scener, de er med i.”

Et moralsk valg
Frank Lissner afviser, at han skulle have forsøgt at beslaglægge optagelserne.

”Jeg har ikke via en advokat i Forsvaret forsøgt at beslaglægge den scene. Det har jeg ikke haft noget med at gøre. Det var ude af mine hænder, men det kan godt være, at Forsvaret har gjort det,” siger Frank Lissner til Ekko.

– Men I vidste vel, at grøftescenen og den efterfølgende debriefing, som skulle være ønsket beslaglagt, var blevet filmet?

”Jeg ved, at vi undersøgte filmen, fordi forældrene til en af soldaterne havde fået refereret, at ordet ’likvidering’ indgik. Hun kontaktede Hæren og spurgte, hvordan det kunne hænge sammen. Det var mit ansvar, så det skulle undersøges, og det gjorde vi med det samme og lukkede sagen dengang.”

Frank Lissner står ved de to episoder, hvor han angiveligt har udøvet censur. Det er ifølge ham voldsomme situationer, hvor afghanere var kommet brutalt til skade.

”Filmholdets aftale om at filme gjaldt ikke de afghanske soldater, så jeg besluttede, at fotografen ikke skulle filme det. Det kan Janus Metz kalde censur. Jeg mener bare, at det er det etisk og moralske at gøre,” siger Frank Lissner.

”Havde en dansk soldat ligget skåret midt over, havde instruktøren heller ikke fået lov til at filme. De billeder skal ikke ud til pårørende.”

– Men hvis man gerne vil vise krigen, som den er, er det vel en del af det?

”Krig er voldsomt, det er rigtigt. Men som jeg også siger i programmet, bestod kun ti procent af patruljetiden af kamp, mens 90 procent foregik fredeligt.”

Mørket gennemsyrer
Filmen viser, hvor svært det er at have kontakt til lokalbefolkningen. Da de vestlige tropper trak sig ud af Afghanistan i sommeren 2021, overtog Taliban landet på rekordtid.

– Har Janus Metz ikke historien på sin side?

”Mens vi sidder i vores sofa og ser fjernsyn, er hver dag for den lokale afghaner en kamp for at skaffe mad og penge til familien. Vi gav dem mulighed for at lave nogle projekter, som de kunne få løn for. Afslutningen endte tragisk, fordi vi trak os alt for hurtigt ud. Det kan man dog ikke klandre soldaterne for.”

– Men det lykkedes os vel ikke at vinde afghanernes hjerte og sind, som Armadillo viser?

”Det er jeg ikke enig i. 90 procent af vores patruljer var militære civilprojekter – lave brønde, skaffe mad eller arbejde til afghanerne. Det var det primære formål med at være dernede.”

”Janus Metz kunne have vist scener, da vi inviterede kvinder og børn op i lejren, hvor børnene så tegnefilm og fik tandbørster og en radio. Der er hundredvis af scener, han kunne have vist, hvor forholdet til lokalbefolkningen var fint.”

”I en dokumentar skal man også vise den pæne side, hvis man vil give det fulde billede. Janus Metz viser kun det onde, ikke det gode. Han har udvalgt ti procent af virkeligheden, så det mørke og dystre gennemsyrer filmen. Det er det, vi er kede af.”

– Hvorfor fremsatte du ikke din kritik for tolv år siden, hvor filmen havde premiere?

”Det var der to årsager til. For det første ønskede jeg ikke, at Janus Metz skulle have en unødig opmærksomhed, som vi så det med Thomas Rathsacks jægerbog (Forsvarskommandoen forsøgte i 2009 at stoppe bogen med et fogedforbud, red.). Når først der kommer fokus på, bliver udgivelsen endnu mere interessant for folk.”

”For det andet hørte jeg fra nogle af mine soldater. De var også utilfreds med filmen, men på trods af det satte filmen for dem nogle billeder på, hvordan det var at være soldat i Afghanistan. Når soldaterne kommer hjem, er det svært for familie og kammerater at forstå, hvad de fortæller om. Her kunne filmen hjælpe lidt til, uanset hvor unuanceret den er.”