Dengang jeg fik Israel-lobbyen på nakken

Et undertrykt folk har altid ret er titlen på en dokumentar-kortfilm om livet i palæstinensiske flygtningelejre. Men da den kom ud i 1976, var langt fra alle enige i titlens budskab. Også dengang var det kontroversielt at lave noget om Israel og Palæstina.

Det erfarede filmens instruktør allerede, da han første gang som ung filmskaber i 1973 besluttede at fortælle palæstinensernes historie. Det blev til dokumentaren Palæstina – Danmark, samme kamp.

”Efter at have set den sagde Filmværkstedets arbejdsudvalg: ’Jamen, den er jo anti-israelsk,’ og jeg svarede: ’Øh, ja.’ Men den var kun imod staten Israel, ikke folket. Filmværkstedet besluttede sig dog for ikke at støtte den,” siger Nils Vest.

Han lod sig dog ikke slå ud, og med Ebbe Preislers produktionsselskab i ryggen tog han og et filmhold til Libanon for at optage i flygtningelejre i kølvandet på israelske bombninger. Men de blev stoppet i lufthavnen med besked om, at de ikke måtte filme.

”Jeg løj og sagde, at vi skulle lave en turistfilm om Libanon. Den tyggede de lidt på, så jeg sagde: ’Hvad tror I, jeres minister vil sige, hvis I forhindrer en turistfilm?’ De blev enige om, at hvis et par pengesedler byttede hænder, kunne vi godt tale om det.”

Fuldskæg skabte tillid
Selv med bestikkelsen på plads gik der to uger, før holdet fik lov at optage, og Vest måtte igen true med turistministerens vrede for at få myndighederne til at holde sig fra deres udstyr.

”Palæstinenserne fortalte, at der før havde været filmhold, som i virkeligheden spottede bombemål for Israel. Heldigvis lignede vi ikke slikkede tv-folk. Vi havde fuldskæg, og de lokale kaldte os ’cubanerne’. Især fotografen Freddy Tornberg mindede dem om Fidel Castro. Og så var de glade for i filmen at få lov til at tale arabisk, for det ville de fleste medier ikke have,” siger instruktøren.

Der var ikke meget tid til at optage, for hjælperne fra PFLP kom altid for sent – for at forvirre israelske spioner, påstod de – men med hjælp fra en palæstinensisk instruktør lykkedes det at få optagelser fra flere flygtningelejre.

Zionist oppiskede stemningen
Den færdige film skulle vises i skolerne gennem Statens Filmcentral. Den vist i Delta Bio og Dagmar i maj 1976 og fik en pæn modtagelse. Men snart begyndte modstanden.

”Arne Melchior, som var formand for Dansk Zionistforbund, havde en ret bevidst plan om at påvirke folkestemningen, så han kontaktede Filmcentralen og fik oppisket en stemning. Det blev taget op i Folketinget, Berlingske bragte en masse kritik, og Frederikshavns Avis skrev lederen: ’Jødehad for statens penge.’”

”Højrefløjen rakkede ned på filmen uden at have set den, og kun få fra venstrefløjen bakkede op. Man ville gerne gå mod apartheid og Chile, men når det drejede sig om Israel, var man bange.”

I 1977 blev Et undertrykt folk har altid ret fjernet fra Filmcentralen.

”Fire-fem ud af 240 udsagn var forkert formuleret, og det var jeg parat til at ændre. Da filmen endelig kom ud igen i 1978, betød polemikken bare, at den blev udlejet virkelig meget.”

Måtte true med medierne
Til gengæld fik sagen konsekvenser for Nils Vests karriere.

”I årene efter fik jeg nærmest kun afvisninger fra DR og Filmcentralen, hvis jeg overhovedet fik svar.”

Da Filmcentralen i 80’erne begyndte at overføre 16mm-film til videoformatet, gik det underligt langsomt med Et undertrykt folk har altid ret. Længe efter, i 1998, valgte Operation Dagsværk at samle ind til et håndværkerprojekt på Vestbredden, og dagsværkskontorets leder, Pernille Rosenkrantz-Theil, ville gerne vise filmen til de deltagende skoleelever.

”Hun fortalte, at de ikke kunne få videoen af Filminstituttet, fordi man åbenbart havde en aftale med Dansk Zionistforbund om ikke at overføre den fra film til video. Jeg ringede til Filminstituttets direktør og sagde: ’Nu får I den hurtigt over på video, ellers går jeg til medierne!’”

Få dage efter fik Nils Vest et opkald fra udlejningschefen, som sagde: ”Nu er det vist også på tide at få den over på videobånd.”