”Det meste af mit publikum er kvinder”

81-årige Dario Argento er en levende legende. For halvtreds år siden var han en af fædrene bag giallo-genre – italienske thrillers – og rykkede med værker som Fuglen med krystalfjerpagten (1970) og Profondo rosso (1975) grænserne for, hvor meget blod publikum venter sig af en detektivfilm. 

Mesterværket Suspiria er blodig heksehorror badet i kontrastfarver i et look, der for instruktører som Edgar Wright og Guillermo del Toro slet og ret kaldes: Argento-lys! 

I 1980’erne stod den italienske instruktør for sofistikeret splat med Tenebre og den vidunderligt forrykte Phenomena, der starter med, at en dansk turist får klippet hovedet af med en saks! 

Men op gennem 90’erne mistede Argento sit tag i publikum, og instruktørkarrieren så for en stund ud til at ende med den kiksede Dracula 3D fra 2012. 

Siden er han dog kun blevet mere populær, som nye generationer af filmfans har fået øjnene op for hans største film. Og nu er han tilbage! 

Giallo i sjælen
Dark Glasses havde fredag aften verdenspremiere på Berlinalen. 

I filmens åbningsscene stirrer hun sig nærmest blind på en solformørkelse, og da morderen i en varevogn tvinger hende ud i et fatalt biluheld, mister hun synet. 

En terapeut – spillet af instruktørens datter Asia Argento – hjælper Diana med at få førligheden igen. Herefter opsøger hun børnehjemmet, hvor den kinesiske dreng Chin, der mistede begge forældre i ulykken, er anbragt. 

Da han bliver mobbet og mistrives, tager hun drengen med hjem, men i mørket venter morderen. 

”Jeg har aldrig forladt denne type giallo-film. De var der altid i min sjæl!” erklærer Dario Argento til et rundbordsinterview med blandt andre Ekkos udsendte i Berlin.

Latex og teaterblod
Dark Glasses følger da også giallo-genrens spilleregler. 

Der er dårligt gået fem minutter, før et par sortklædte handsker springer frem mod kameraet og spænder med piano-wiren. 

Hak og hiv, så har en intetanende kvinde fået luftrøret skåret over og bløder ud på fortovet foran en sammenstimlet hob. 

Brugen af latex og teaterblod er kvalmende effektiv. Instruktøren, der altid har været en foregangsmand for hårrejsende likvideringer, sværger til praktiske effekter. 

”Jeg kan lide virkeligheden, Når folk ser en film med digitale effekter, ved de med det samme, at det ikke er virkeligt. Det virkelige – dét, man kan røre – giver en langt dybere forbindelse til publikum,” forklarer Dario Argento. 

Nyopdaget ømhed
Filmens mest splattede drab er på Chins forældre, da Diana på flugt fra morderen kører hen over dem. Dækkene flår bogstaveligt talt deres ansigter af. 

Det var dog ikke blodsudgydelserne, der fik Dario Argento til at lave Dark Glasses, som han har skrevet sammen med Franco Ferrini. 

”Jeg har allerede lavet en film, hvor en kvindes arm bliver hakket af, og blodet sprøjter i hele værelset, så det ligner Jackson Pollock!” som instruktøren formulerer det med reference til Tenebre fra 1982. 

Det er derimod forholdet mellem Diana og unge Chin, der optager Dario Argento. Det giver ham en mulighed for at dyrke noget, som har været fraværende i hans film: ømhed! 

I filmens anden halvdel er Diana næsten lige så optaget af at gemme drengen fra myndighederne som af at undslippe morderen. 

”Forholdet mellem drengen og kvinden føltes for mig som båndet mellem en mor og hendes søn. Og selv om drengene kun er syv år gammel, bliver han også hendes guide,” siger Dario Argento. 

Kvindekroppen
Det kan diskuteres, hvor godt det er lykkedes Dario Argento at udforske deres forhold. 

Gennem hans karriere har karaktererne først og fremmest været rekvisitter i kunstfærdige iscenesættelser af mord. Og i Dark Glasses må man ofte tage sig til hovedet over Diana, der skrigende mister besindelsen, hver gang morderen nærmer sig truende. 

Branchebladet The Hollywood Reporter kalder den en ”certificeret b-film”. Mediet Deadline hæfter sig ved, at Argento blufærdigt klipper væk, når Diana mødes med sine sexkunder, mens han dvæler ved den kvindelige krop, når den flås i stykker. 

”Selv om filmen har fokus på en kvindelig hovedperson, føles den ude af trit med tidens tone,” skriver Deadline. 

Dræber også mænd
Det tager Dario Argento næppe så tungt. 

Han er vant til at have pressen imod sig. Selv da han i 70’erne var på toppen, havde han mere tag i publikum end kritikerne. Han mener dog, at det havde været en anden sag i dag. 

”Markedet har forandret sig meget. Cannes-festivalen gav hovedprisen til en horrorfilm (Titane, red.), og de gjorde det samme på San Sebastian- og Venedig-festivalen. Verden har ændret sig. I dag kan den slags film blive opdaget.” 

Men spørgsmålet er, om nutidens kulturelle landskab kan rumme en film som Dark Glasses, der er fast forankret i 70’ernes genreforståelse og ikke mindst kvindesyn. 

Selv giver Dario Argento ikke meget for kønskritik. 

”Det er bare noget, feminister engang tænkte om mine film. Indtil de opdagede, at 90 procenter af mine hovedroller er kvinder. Meget unge kvinder, endda!” 

”Det er også et faktum, at størstedelen af mit publikum er kvinder,” siger han og skynder sig at tilføje: ”Og der er altså også mange mænd, der bliver dræbt!”

Debut som skuespiller
Dario Argento er ikke bleg for en kreativ udfordring. Sidste år trådte han foran kameraet i Gaspar Noés overrumplende rørende demensdrama Vortex. 

Indtil da havde hans skuespilerfaring bestået af cameo-glimt og baggrundsstemmer i sine egne film. Han forklarer, hvordan den franske provokatør (Irreversible) kom til Rom for at overtale ham til at tage rollen. 

”Han snakkede fra morgen til aften. Til sidst overbeviste han mig ved at nævne en meget vigtig ting: At hele filmen ville være improviseret.” 

”Det fik mig til at tænke tilbage på neorealismen og begyndelsen af italiensk film. De tog også bare folk ind fra gaden og fik dem til at snakke.”

”Jeg er selv et barn af den måde at lave film på, og det viste sig at være en virkelig skøn oplevelse. Jeg levede mig mere ind i en skuespillers sjæl,” siger han og tilføjer med et stolt smil: 

”Og så vandt jeg en pris på Locarno-festivalen!”