Nyhed
22. nov. 2021 | 15:18

DR udskyder serie efter sexismesag

Foto | Åsmund Sollihøgda
Den nyansatte souschef Jeppe (Rasmus Bruun, tv.) indleder et umage venskab med den temperamentsfulde klarinettist Bo (Frederik Cilius), der vil op i symfoniorkestrets hierarki.

Komedieserie med mændene fra Den Korte Radioavis i hovedrollerne har fået rykket premieren, fordi den ligger for tæt på skandalen om DR Pigekoret.

Af Nicki Bruun

DR har den seneste tid været under heftig beskydning. Det vakte et ramaskrig i filmbranchen, da tv-stationen kort inden optagestart stoppede produktionen af en planlagt storserie om kongedatteren Leonora Christina.

Harmen var endnu større, da sagen om et grænseoverskridende og seksualiseret miljø i DR Pigekoret blev afsløret.

Sidstnævnte betyder nu, at en længe ventet komedieserie med Den Korte Radioavis-satirikerne Frederik Cilius (manden bag Kirsten Birgit) og Rasmus Bruun i hovedrollerne bliver udskudt.

Det oplyser DR til Berlingske.

Ifølge mediet skulle Orkestret – der handler om livet i et symfoniorkester – have haft premiere i slutningen af året, men serien er blevet rykket til sommeren næste år.

Orkestret er et komediedrama, som handler om liv og moral i et fiktivt orkester, og selv om man principielt skal skille fiktion og virkelighed helt fra hinanden, så har vi alligevel skønnet, at det ikke er det rette tidspunkt at sende en serie med emner som sexisme, magt og ubalancer i en musikalsk verden så tæt på, at konklusionerne fra advokatundersøgelsen om DR Pigekoret er offentliggjort,” skriver fiktions- og udviklingschef i DR Kultur, Børn og Unge, Henriette Marienlund, til Berlingske.

Flere udskydelser
Orkestret er skabt på en idé af Adam Price, der står bag store DR-succeser som Borgen og Herrens veje.

Den tidligere konsulent på Det Danske Filminstitut, Mikkel Munch-Fals, har stået for instruktion og været hovedforfatter på serien.

Den følger det umage venskab mellem den nyansatte og konfliktsky souschef Jeppe og den ærgerrige og temperamentsfulde 2. klarinettist Bo, som vil gøre alt i verden for at blive nummer et.

På rollelisten er foruden Frederik Cilius og Rasmus Bruun blandt andre Neel Rønholt, Emma Sehested Høeg, May Simón og Julie Rudbæk.

For nylig valgte Nordisk Film at udskyde premieren på komedien Vildmænd, fordi den utilsigtet kom til at minde meget om en tragisk virkelighed.

En norsk mand gik amok med bue og pil og dræbte flere mennesker. I den danske film spiller Rasmus Bjerg en mand, der rejser til Norge for at realisere sig selv og i den proces jager dyr med bue og pil.

Vildmænd får premiere til januar, og vi venter spændt på, hvornår Orkestret kan opleves på DR.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko