Efter premieren kom ensomheden

Jeg var i panik. Jeg havde skiftet hest midt i vadestedet og kasseret min stort anlagte afgangsfilm.

Der var blot fem dage til deadline, fem dage til at skrive et nyt manuskript. Hvilken film havde jeg lyst til at fortælle? Ved siden af Den Danske Filmskole havde jeg et studiejob som telefonpasser på Tværs, og her væltede det ind med opkald fra unge, der havde været udsat for incestuøse overgreb. Det var chokerede at lytte til deres beretninger. Så chokerende, at det gjorde mig i stand til at lukke min dør og skrive nonstop, indtil manuskriptet til min afgangsfilm, I lige linie, lå klar.

Min produktionsleder Marianne Moritzen kom med et bud på hovedrollen. Hun foreslog en ung pige, der havde spillet med i Slægten af Anders Refn. Stine Bierlich blev inviteret til en casting, og Marianne havde ret.

Stine var en fantastisk skuespiller og en gave, der spadserede direkte ind i min afgangsfilm og løftede den til et gennembrud for os begge. For Stine gav det adgang til hovedrollen i Jon Bang Carlsens Ofelia kommer til byen, som hun modtog en Bodil for.

Vi fortsatte samarbejdet. Stine spillede hovedroller i Ballerup Boulevard og Lykken er en underlig fisk, men på min tredje film, Viktor & Viktoria, var der ingen rolle til hende. I stedet hjalp hun med castingen af børnespillerne. Herefter skiltes vore veje. Det var i 1993. Stine drog ud i verden, og vi mistede kontakten. Så gik der mange år, hvor man hørte, at Stine levede det vilde liv, og at det ikke var uden problemer.

En dag på vej til Irma ser jeg hende sidde på en bænk sammen med de hårde drenge. Jeg går på det modsatte fortov. Stine ser mig ikke. Billedet af Stine på bænken dukker ofte op, altid når jeg mindst venter det. Jeg tænker, at vi skal mødes igen, lave en film sammen – vi må fortsætte vores fortælling. Jeg må give Stine mulighed for at sætte ord på sine oplevelser. Hvad skete der – hvorfor? Jeg må konfrontere mig selv med rollen som instruktør.

Stine var glad for idéen, vi begyndte at filme. Hun var glad for, at hendes historie blev båret videre. Det var svært at skaffe finansiering, men vi fortsatte med at mødes, og det blev til 24 timers optagelser over en periode på næsten to år.

Februar 2007. Jeg er i Berlin. Jeg står på mit hotelværelse og er på vej ud, da telefonen ringer. Stine er blevet akut indlagt med betændelse i bugspytkirtlen. Fjorten dage efter dør hun i en alder af 40 år.

Stine Bierlich og Linda Wendel i samtale, maj 2005:

– Hvordan var det at være barnestjerne?

”Jeg tænkte aldrig over det. Jeg var ung, og jeg var skuespiller. Det er først bagefter, jeg har tænkt over det. Så hvordan var det? Det var dødspændende. Det var utroligt interessant. Man mødte en masse mennesker, og man lavede noget nyt hver dag. Der var også noget prestige i det. Og det var sjovt. Og så er jeg jo ligesom, med en familie i branchen, opflasket til at lave film.”

– Gjorde du noget for at blive skuespiller?

”Nej, jeg har altid set det som en leg. Det var noget, jeg gjorde sådan lidt med venstre hånd. Jeg var enormt privilegeret. Jeg kunne lave film og tjene penge på det og havde sådan en spændende hverdag. Men jeg har aldrig uddannet mig. Jeg fik jo at vide, at jeg var et naturtalent, så hvorfor skulle jeg gøre mere? Behageligt doven kan man nok sige, jeg har været. Tingene kom til mig, så det var nemt.”

”Hvis jeg lavede tre måneders optagelse med et filmhold, så blev de mennesker, jeg arbejdede med, min familie. Det påvirkede mig enormt stærkt. Rollerne påvirkede mig også. Jeg syntes, det var interessant at skulle sætte mig ind i at være et andet menneske.”

”Men når filmoptagelserne pludselig en dag er slut, er du kun dig selv. Du bliver efterladt hængende frit i luften. Der kommer en afskedsfest, og så er det det. Så går alle hver til sit og laver nye projekter, eller hvad de nu gør. Det syntes jeg var enormt hårdt.”

”Jeg måtte hele tiden holde fast i mig selv og finde min egen virkelighed. Jeg prøvede at være lidt realistisk og sige: ’Jamen, du er sgu kun her tre måneder, og så ser du ikke de mennesker mere.’ Men jeg giver mig selv og kan ikke være kold i røven. Så jeg blev som regel meget glad for de mennesker, jeg arbejdede så tæt med. De gjorde i hvert fald et stort indtryk på mig.”

– Du syntes ikke, at der var noget andet, der var lige så godt?

”Det er nok en af de ting, der gjorde, at jeg måtte stoppe, og at mit liv blev, som det blev. Jeg syntes, det var utrolig tough. Det er så intenst, når man er ude på filmoptagelse, og når det så er slut, jamen så er det slut. Så har alle nok i sig selv eller travlt med noget andet. Jeg havde svært ved at finde et rigtigt leje. Jeg følte mig meget, meget efterladt hver gang. Jeg følte mig faktisk forladt. Og det har nok noget at gøre med ens barndom, ting fra ens barndom, hvor man kan huske, at man er blevet forladt. Det er i hvert fald en følelse, der har fulgt mig i mange år.”

– Det var himmel, men mest helvede?

”Ja. Omkring premieren fik jeg lige et par dages optur, for så mødtes filmholdet igen, og så skulle vi læse anmeldelser eller ud til en fest sammen, og der kom alle, og så var det fedt. Men så to dage efter, når premieren var overstået, var det igen bare fladt, fordi, nå ja, nu var der måske ikke noget arbejde. Man fik smagt lidt af det, der var enormt dejligt, enormt nært, og så forsvandt det igen.”

”Jeg tog det meget personligt. Jeg følte i virkeligheden, at de mennesker, jeg arbejdede med, svigtede mig. Men det ved jeg jo godt, at de ikke gjorde, for sådan er processen i film. Det er det, man skal huske, hvis man gerne vil lave film. Det er en proces, og du er ikke på den samme arbejdsplads i ti år og får gode kollegaer. Det er meget spredt og diffust og hele tiden nye mennesker. Det er enormt charmerende, men det kan også være utrolig hårdt, hvis man ikke kan tackle det, eller hvis man ikke er forberedt på det. Og det tror jeg ikke rigtig, jeg var.”

”Men det var nok også, fordi jeg havde lange perioder, hvor jeg ikke lavede noget. Selvom jeg trods alt klarede mig meget godt i den periode. Det var Sofie Gråbøl og mig, der fik alle de ungdomsroller, der var. Så jeg var enormt privilegeret, men alligevel var der lange perioder, hvor jeg ikke lavede noget. Og det var svært at forholde sig til, for når du ikke laver noget, så er du ikke noget.”

– Hvad tænker du, når du ser alle de der shows i fjernsynet, hvor folk gerne vil være kendte?

”Jeg tænker: ’Stakkels dem, de aner ikke, hvad de går ind til!’ Jeg har en datter, der elsker at synge og danse. Hun og hendes veninder vil gerne være med til MGP, men gud forbyde, at hun nogensinde kommer det. Jeg opmuntrer hende selvfølgelig til at synge og danse og være kreativ alt det, hun vil. Men jeg vil ikke håbe for hende, at hun kommer til at leve af det. Det er ikke mit valg, det er hendes eget liv, men et eller andet sted ved jeg, hvad det har af omkostninger. Jeg synes ikke, det er det værd. Man skal virkelig hvile i sig selv, og man skal være et menneske med benene solidt plantet på jorden for at kunne leve sådan et liv. Der er så mange knækkede skæbner rundt omkring. Folk, som har været et hit i nogle år, og så er de blevet glemt. Døgnfluer.”

– Hvordan har du haft det med det?

”Jeg har skammet mig utrolig meget i mange år. Det er en af grundene til, at jeg har gemt mig og ikke set så mange mennesker. Der har virkelig været meget skam involveret, og skyld – især over for familien – men der er også skammen over for lille Danmark. Skammen over at jeg ikke kunne levere længere.”

– Er der råd, du gerne vil give videre? Hvor er faldgruberne?

”Det er, hvis baglandet ikke er i orden, hvis det familiemæssige ikke er i orden. Det er også vigtigt med venner. Man skal ikke glemme sine venner, bare fordi man er ude og lave film i tre måneder eller ude i et pladestudie.”

”Jeg kom til at glemme mine venner i farten. Mange af dem savner jeg, og jeg tænker på dem indimellem, men der sker jo så meget.”

”Man møder mange nye mennesker, så hvis man ikke har et rigtig godt netværk i familie og venner, skal man passe på. Du har brug for nogle at vende tingene med, og du har brug for noget feedback, hvis du begynder at flagre for meget.”

”Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg blev sådan en følsom sjæl. For jeg vil ikke sige, at jeg er blevet udsat for svigt. Jeg har jo haft alle mulige fede oplevelser hele min barndom. Men jeg har været meget oppe på dupperne og haft antennerne ude. Der måtte godt være lidt ekstra krydderi på – om det så var et voldsomt syretrip, hvor alting forandrede sig, eller heroin, hvor man fik fred i sjælen, eller om det var speed, så man kunne danse hele natten. Alt skulle prøves, og det skulle være vildt. Jeg har altid været meget ekstrem.”