Erik Clausen var et ægte menneske

Det var min første foredragsrække. På Folkeuniversitetet i Aarhus i starten af 90’erne. Jeg havde fået den idé, at forskellige danske filmskabere skulle vise deres yndlingsfilm og fortælle om den.

Med bævende stemme ringede jeg til Erik Clausen og fik et kontant svar: ”Claus, vi filmskabere er mest optaget af vores egne børn!”

Ikke desto mindre kom han til Aarhus og holdt for Folkeuniversitetets beskedne honorar publikum tryllebundet i tre timer med et foredrag om Nikitas Mikhalkovs italiensk-russiske kærlighedsdrama Sorte øjne, men lige så meget om sine egne film.

Det var langt over den aftalte tid, men pedellen, der skulle aflåse auditoriet til en bestemt tid, blev selv så fanget af Erik Clausen, at han valgte at se stort på regler og procedurer.

Bagefter var Clausen, min kæreste og jeg på café, og vi skiftedes til at give omgange. Clausen fortalte om sin barndom i københavnske Sydhavnen. Om uddannelsen til maler. Om et højskoleophold, der ændrede hans liv og banede vejen for en karriere som kunstmaler og filmskaber. Om vennen Kim Larsen, som han nærede en enorm beundring for, og deres fælles forsøg på at hjælpe de unge i det besatte hus i Ryesgade i 1986. Om sine populære sketches med Niels Hausgaard, hvor de spiller henholdsvis en smart københavnersnude og en sindig, skolelæreragtig jyde.

Vi talte også om gøgleri, latterlige bureaukrater, CBS-slipsedrengene, æggehovederne, hverdagen, livet, kærligheden og meningen med det hele. I en bisætning sagde Clausen, at han havde taget hensyn til Folkeuniversitetets budget og fundet et billigt hotelværelse i byen. Og det var så billigt, at kontorassistenterne på Folkeuniversitet havde svært ved at tro deres egne øjne.

Men det var essensen af Erik Clausen, der 82 år gammel døde i går efter længere tids Parkinsons-sygdom: generøs, dedikeret, en levemand, mere vidende og belæst, end han skiltede med. Han var konstant i opposition til parnasset, men endte alligevel mod sin vilje i den ”elitære fedterøvsbog”: Kraks Blå Bog.

Ophæver god/dårlig
Drengen fra stenbroen voksede op med sin mor og dyrkede både boksning og cykelløb – interesser, som han bevarede hele livet. Han deltog entusiastisk i filmbranchens cykelløb og udboksede Michael Noer i en berømt billedserie i Ekko #49.

Sammen med tømrersvenden og vennen Leif Sylvester Petersen begyndte han sin løbebane i Røde Mors Rockcirkus og fortsatte som gadegøglerne Clausen & Petersen. Clausen havde snakketøjet i orden, mens Leif Sylvester lavede halsbrækkende stunts som ild- og sabelsluger.

De malede, lavede shows og udgav plader med et klart udgangspunkt i venstrefløjen, men den sprælske satire og fandenivoldskheden vægtede altid højere for Erik Clausen end partibogen.

I 1981 kastede makkerparret sig ud i at skabe en spillefilm, Cirkus Casablanca, der handler om deres gøglershow, men også viser, at ikke alle abonnerer på makkerparrets politiske dagsorden.

Filmen var præget af en del ubehjælpsomhed, men den ærlige, ligefremme og uimponerede filmdebut var et friskt pust i dansk film, som befandt sig i en stokkonservativ bølgedal.

For det her var en personlig film lavet af et karismatisk menneske, som var helt sin egen. Var Erik Clausen en god skuespiller? Var han en god instruktør?

Hans personlighed trængte fra starten af så stærkt igennem, at distinktionen god/dårlig ikke gav mening. Han vandt folkets hjerte.

Publikum og i nogen grad også anmeldere var villige til at se igennem fingre med meget, fordi Erik Clausen var et ægte menneske, en sand auteur.

Erik Clausen var Erik Clausen.

Prætentiøs side
Debuten blev året efter fulgt op af pensionistfilmen Felix og historien om et genforenet rockband i Rocking Silver fra 1983.

Men inspireret af en anden ener i dansk film, Lars von Trier, der debuterede i 1984 med den ekspressionistiske undergangs-thriller Forbrydelsens element, lavede Erik Clausen i 1986 Manden i månen.

Den handler om en løsladt morders forsøg på at få kontakt til sin ukendte datter. Det er et alvorligt drama og således et skridt væk fra hjemmebanen, den folkelige komedie. Med dens markant ekspressive billedside er filmen også anderledes kunstlet end komedierne.

Det samme gælder æstetisk for det efterfølgende, tværkulturelle kærlighedsdrama Rami og Julie, der er kraftigt inspireret af Shakespeare.

Erik Clausen var ikke længere Erik Clausen, og det faldt ikke i god jord hos hans trofaste fans. Heller ikke filmen om komponisten Carl Nielsen, Min fynske barndom, er rigtigt vellykket.

Når Erik Clausen ville noget andet end sit folkekære brand, blev det ofte for prætentiøst.

Højdepunktet
Det betød dog mindre, for som skuespiller hittede Erik Clausen og vennen Kim Larsen i Erik Ballings Midt om natten (1984), der med mere end 900.000 solgte billetter er en af de mest sete danske film nogensinde.

Han leverede sin måske bedste hovedrolle som den skråsikre arbejderfar i svenske Stellan Olssons Den store badedag fra 1991. Og vendte tilbage til sine folkelige rødder med Tarzan Mama Mia (1989), der fortæller historien om hestepigen Rikke, som bor på Vesterbro med sin far og savner sin afdøde mor. Familiefilmen blev den største publikumssucces, han selv instruerede. 

Samtidig var han et forbillede for en ny generation af standupkomikere med Casper Christensen og Jan Gintberg i spidsen.

Komedien eller komediedramaet var og blev Erik Clausens genre, og højdepunktet er De frigjorte (1994), om en arbejdsløs arbejder i midtvejskrise. Livet og tidsånden er ved at løbe fra ham, og det er Clausens store styrke, at han har modet til at forholde sig kritisk til proletarromantikken og sit noget anakronistiske alterego.

Bittersødt
I Slip hestene løs (2000) falder Clausens gavflab af en vinduespudser for en ung, enlig mor og forsøger at stifte familie.

Fire år senere lavede han Villa Paranoia, hvor han spiller kyllingefarmeren Jørgen. Den accentuerer en melankolsk bittersødme, der blev fremherskende i hans senere værker. ”Men filmen er et tematisk overlæsset eksempel på Clausen, når han er mest ’kunstnerisk’ og mindst overbevisende,” som Morten Piil skriver i Gyldendals danske filmguide.

Han instruerede to film om straffefangen John, selvfølgelig spillet af Clausen selv, der skal til sin søns bryllup i Ledsaget udgang og får muligheden for at være en bedre far og menneske i Frihed på prøve.

Clausen kastede sig i 2015 over demens med alderdomsdramaet Mennesker bliver spist, og hans sidste film som instruktør blev Aldrig mere i morgen. Han spiller Nicolas Bros afdøde kunstnerfar, der som spøgelse må sande, hvordan han har præget sin familie.

Men sådan en gennemgang kommer til let til at fremstå fattig, for Erik Clausen var større end sine film. Han indfangede bedre end nogen anden instruktør den danske folkesjæl med sin anarkistiske tilgang til magthaverne og varme, humanistiske kamp for den lille mand.

Ingen af filmene står tilbage som et mesterværk, men det gør Erik Clausen derimod i egen person.

Blod, sved og tårer
I et fremragende essay i Ekko #45 fra 2009 gik han i clinch med kunstnermyten, som han mente, at et magasin som Ekko var med til at fremme.

At skabe film handlede for ham om blot at få en lille smule menneskelighed ind i maskineriet.

”Som instruktør bidrager du til den kæmpestore konstruktion af hysteri, løgnehistorier og myter, der fylder blade og magasiner om film,” skrev han og tilføjede:

”Jeg har ikke mødt så mange mysterier og fobier. Jeg har mødt et antal dygtige og flittige mennesker, der kommer til tiden og arbejder på at få puttet lidt ånd og lidt svingende dialektik, lidt blod, sved og tårer ind i det meget rationelle mekaniske medie, der hedder film og raser hen over lærredet med 24 billeder i sekundet.”