Cannes 2015
04. mar. 2015 | 22:23

Film vi gerne ser udtaget til Cannes

Foto | Thimios Bakatakis
John C. Reilly og Colin Farrell medvirker i den græske Dogtooth-instruktør Yorgos Lanthimos’ engelske debut The Lobster. Filmen handler om en dystopisk fremtid, hvor folk må finde en partner eller blive transformeret til dyr.

Der er muligheder for danske film på årets festival. Her er et bud på titler, som vi gerne ser på verdens mest prestigefyldte filmfestival.

Af Nicki Bruun

Dette års udgave af den kunstneriske filmverdens mest højprofilerede begivenhed, Cannes-festivalen, finder sted fra den 13.-24. maj.

Her vil brødrene Joel og Ethan Coen som de første i festivalens historie dele titlen som juryformand, når en lang række film bliver vist frem for verden for første gang.

Men hvilke film?

Vi tager et kig på de film, der forhåbentlig bliver vist, når dørene senere på foråret bliver slået op i Théâtre Lumiére, hvor hovedkonkurrencens film primært bliver vist. Og det store spørgsmål er, om en ny dansk instruktør kan følge op på Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Nicolas Winding Refns stolte traditioner i Cannes.

Tidligere vindere
Som Europas mest prestigiøse filmfestival har Cannes altid haft en primært europæisk profil, hvor særligt fransk og italiensk film har været i højsædet. Festivalen er også kendt for at holde fast i nogle udvalgte instruktører, der ofte omtales som del af den såkaldte familie.

I år håber vi at få et gensyn med den fransk-tunesiske Guldpalme-vinder fra 2013, Abdellatif Kechiche, der fortjent tog hovedprisen for sin seksuelle coming-of-age-film Adèles liv – kapitel 1 & 2.

Hans kommende film hedder La Blessure og handler ligeledes om ungdommelig seksualitet, denne gang en ung dreng, der ønsker at miste sin mødom. Filmen er baseret på bog af en anden Guldpalme-vinder, Francois Bégaudeau (Klassen). Hvis den er klar til maj, er den nok selvskrevet festivalen.

Italien ser ud til at gå et stærkt filmår i møde. Den dobbelte Grand Prix-vinder Matteo Garrone, der tog prisen på Cannes i 2008 for Gomorra og 2012 for Reality, har snart en ny film klar: fantasy-gyseren The Tale of Tales med Salma Hayek og Vincent Cassel i hovedrollerne.

Også Nanni Moretti, der vandt Guldpalmen tilbage i 2001 for Sønnens værelse, og hvis seneste film var den satiriske Habemus Papam fra 2011, er på vej med nyt. Titlen er Mia madre, og Moretti spiller selv hovedrollen over for sin faste skuespiller Margerita Buy.

Moretti har, ligesom Garrone, stærke bånd til Cannes, hvor han var jury-formand i 2012. Bliver deres film klar, er de derfor begge gode bud til at indgå i festivalens hovedkonkurrence.

Norske Trier på engelsk
Mens Morettis film bliver på hans fødesprog, er Garrones næste hans første engelsksprogede projekt.

Landsmanden Paolo Sorrentino lavede i 2011 den engelsksprogede This Must Be the Place med Sean Penn i hovedrollen, og vender med sin næste, The Early Years, tilbage efter en italiensk afstikker med Den store skønhed.

The Early Years er spækket med stjerner i form af blandt andre Michael Caine, Harvey Keitel og Rachel Weisz, og ligner derfor også et bud på en festivalfavorit.

Det er dog ikke kun italienerne, der kaster sig ud i det engelske sprog.

Norske Joachim Trier optog Louder Than Bombs i efteråret, hvorfor man kan håbe, at den kan blive klar til en Cannes-premiere. Filmen har Trier skrevet i samarbejde med sin faste manuskriptpartner Eskil Vogt, men denne gang er ordene engelske og leveres af Jesse Eisenberg, Gabriel Byrne og Isabelle Huppert.

Også græske Yorgos Lanthimos, hvis Dogtooth vandt Un Certain Regard-konkurrencen i 2009, er på vej med sin debutfilm på engelsk. Den hedder The Lobster og er en romantisk science-fiction-thriller med Colin Farrell og en øjensynligt travl Rachel Weisz i hovedrollerne.

Gensyn med Haneke?
I kategorien for de meget krydsede fingre finder vi en af europæisk films største nulevende instruktører, Michael Haneke. Den østrigske auteur har et projekt i støbeskeen, der har titlen Flashmob.

Da han gæstede Danmark i forbindelse med uddelingen af Sonning-prisen i sommer, afslørede han, at filmen ikke ville gå i optagelse den sommer, som det ellers var planlagt, da han ventede på sin kvindelige hovedrolle.

Flashmob handler om en gruppe mennesker, der via nettet samles for at udføre en slags happening i det offentlige rum. Det lyder som et oplagt emne for Haneke, der har kommunikation i det moderne liv som et gennemgående tema, og hvis filmen bliver klar, er der ingen tvivl om, at folkene på Cannes meget gerne vil vise den.

Der er også spørgsmålet om evigt hemmelighedsfulde Terrence Malick, der vandt Guldpalmen i 2011 med The Tree of Life. Knight of Cups blev vist på sidste måneds Berlinale, men et endnu unavngivet Malick-projekt står i skrivende stund til at få dansk biografpremiere 28. maj.

Det skulle være mærkeligt, om den ikke får festivalpremiere inden, og her virker Cannes helt oplagt. Den handler efter sigende om musikmiljøet i den texanske by Austin, og har Ryan Gosling, Rooney Mara og Michael Fassbender i hovedrollerne.

Nyt fra østfronten
Også fra Asien kan der være film på vej til Croisetten af velrenommerede instruktører.

Thailænderen med det svære navn Apichatpong Weerasethakul, hvis Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv vandt Guldpalmen i 2010, har en film med den engelske titel Love in Khon Kaen i post-produktion. Han kan derfor meget vel høste ny succes med sit mystificerende filmsprog på dette års festival.

Et andet asiatisk medlem af Cannes-familien, der kan gøre sin ankomst, er japanske Hirokazu Koreeda. Han vandt i 2013 juryens pris for det bevægende drama Min søns familie, og kan i år møde op med Umimachi Diary, der er en filmatisering af en manga-tegneserie.

Imens er den taiwanesiske mester Hou Hsiao-Hsien på vej med sin første spillefilm siden den franske Le voyage du ballon rouge fra 2007. I perioden 1995-05 var han nomineret til Guldpalmen fem gange uden dog at vinde. Hans kommende film hedder The Assassin og følger en kvindelig lejemorder, der forelsker sig i den, hun skal dræbe.

De danske chancer
Det bedste bud på en dansk Cannes-deltager må være Thomas Vinterberg, hvis kommende Kollektivet ellers først har dansk biografpremiere i starten af næste år.

Vinterberg er altid i spil til Cannes, når han har en film på bedding. Som tidligere vinder af en af de store priser med Festen i 1998, og et flot comeback med Jagten i 2012, betragtes han som en del af ”familien”. Kan Kollektivet nå at blive klar til dette års festival, får vi måske dansk deltagelse blandt de internationale filmstjerner.

Ellers er der Tobias Lindholm, som har nydt international bevågenhed med R og senest Kapringen, der blev udtaget til Venedig-festivalen. Samtidig er han allerede kendt af Cannes, som han var udtaget til i 2012 som manuskriptforfatter på Jagten.

Der er store forventninger til hans nye film, Krigen. Den har Pilou Asbæk i hovedrollen som en udsendt soldat i Afghanistan, der efter et skæbnesvangert valg under ildkamp ser sig selv anklaget for en krigsforbrydelse. Den har dansk biografpremiere den 27. august.

Som outsider er der Martin P. Zandvliet, instruktøren af Dirch og Applaus. For tiden er der rigtigt god buzz i branchen om Under sandet, der på 70-året for Tysklands kapitulation ser nærmere på krigens efterfølgende regnskab.

Det er den autentiske historie om tyske soldater, der blev sat til at grave miner op af sandet på den danske vestkyst. Filmen har dansk premiere 23. oktober og kunne muligvis være klar til en forårsvisning på den franske middelhavskyst, hvis den bliver lukket ind i det gode selskab.

Islandsk outsider
Vi kan også håbe på islandsk-danske Rúnar Rúnarssons næste spillefilm, Sparrows, der ligeledes ser spændende ud. Han er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2009, men blev allerede i 2004 Oscar-nomineret for kortfilmen Sidste gård (udgivet på Ekko-dvd #13)

Siden kortfilmen Småfugle fra 2008 er alle hans film blevet udtaget til Cannes, hvor spillefilmdebuten Volcano blev vist i sideprogrammet Director’s Fortnight i 2011.

Opfølgeren er færdigindspillet, og med tanke på Rúnarssons historie med Cannes er der mulighed for, at den delvist danskproducerede film om drengen Aris splittelse mellem sine forældre på Island rammer festivalen. Spørgsmålet er, om Rúnarsson kan avancere til en af festivalens to store konkurrencer, nemlig hovedkonkurrencen om Guldpalmen eller Un Certain Regard.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko